Jeg var på vulkaner

På vej tilbage til Hama var vi forbi nogle rigtige beduiner, som var i gang med at lave gedeost med hænderne. Deres telte er vævet stof, men tråden er så tyk at jeg næsten vil kalde det for tynd snor. Der er meget holdbart og kan sagtens holde vandet ude. De flytter rundt efter hvor der er græs til deres får og geder.
Børnene bruger ikke rigtig det der med at komme i skole, så de fleste kan hverken læse eller skrive – og hvad skal de også bruge det til når de bare går rundt med deres dyr.

Vi kom også forbi en gammel borg fra 1000 år før kristi, som var bygget på toppen af en gammel vulkan. Den var desværre blevet ødelagt af et gigantisk jordskælv i år 1157. Men ikke alt ar ødelagt. Jeg kravlede op til toppen og her var der banket et hul ind til den gamle top af vulkanen. Herinde kunne man se tophullet som var ca. 1 meter i diameter, hvor de sidste rester af ild, gas og småsten var kommet ud. Nedenunder var der et stort rundt pyramidelignende formet rum, hvor man kunne se at klippesiderne var smeltet af den intense varme der havde været. Det var ret specielt at gå rundt inde i toppen af en gammel vulkan.

Under turen kom vi forbi adskillige borge og klostre og lige nu har jeg fået nok af alle disse gamle bygninger. Jeg orker ikke flere. Nu skal der ske noget andet. Jeg har derfor lige besluttet at jeg i morgen tager en bus til Beirut i Libanon, for i Libanon er der en masse frodigt og flot natur. Det har jeg brug for nu.
Jeg er for øvrigt lidt spændt på om der er lige så mange rødhårede i Libanon som her i Syrien. Der er faktisk rigtig mange af dem her. Gad vide hvor de gener kommer fra?
Der er også en del af kvinderne som er helt tilsløret, og her mener jeg helt tilsløret. De har ikke engang den lille sprække til øjnene, som andre helt tilslørede har. Nogle kan godt kigge ud gennem stoffet og derved sikre at de ikke går ind i nogen, men det er helt umuligt at kigge ind. Men der er også nogen af dem som nærmest bliver ført rundt, eller også er det bare fordi at manden er bange for at de skal stikke af. Hvem ved?

Mon ikke der skulle komme en hurtig internet forbindelse i Libanon, så jeg igen kan begynde at sætte billeder på.
Billede 1955, 1964 og 1968

Til Palmyra

Så kom dagen hvor jeg skulle ud til Syriens turistattraktion nummer 1. Den ligger 200 kilometer fra Hama hvor jeg bor lige nu, og den ligger ude i ørkenen. Da jeg i grunden hader turistattraktioner, eller mere når der går en hel masse grupper rundt som en flok får, havde jeg besluttet at jeg ville tidligt af sted.
Min chauffør Abdoul hentede mig klokken 4.30 og så var det bare af sted. Nu ligger ørkenen ikke lige uden for Hama´s bygrænse – man skal køre et stykke. Og når man kommer ud i det de kalder ørkenen er den til at begynde med helt grøn og frodig. Det er jo ikke lige det man forstår ved en ørken, men der er en god forklaring. Lige nu er vinteren ved at være ovre og i vintermånederne falder der en del regn og derfor ser den grøn ud. Hvis det havde været efter sommeren havde den været helt sveden af.
Nu er der også forskel på om det er i yderkanten eller langt inde i ørkenen. Jeg var rent faktisk i yderkanten. Men jeg synes at det var godt at se den fra sådan en side. Når jeg kommer til Egypten, skal jeg nok få set afsvedet og rene sandområder.
Selve solopgangen hvor de første stråler titter frem missede vi desværre for vi kørte i en dalsænkning, men som det kan ses på billedet fik vi den næsten med fra starten.

Palmyra er et kæmpemæssigt ruinområde og jeg var så heldig at vi var der klokken 7.30 og det meste af området er frit tilgængeligt. Her kunne jeg så gå meget længe helt alene og det er sådan et så stort ruinområde skal opleves. Først efter en times tid blev jeg forstyrret af en dreng som var brevkortsælger. Jeg troede at jeg kunne blive fri for ham hvis jeg købte noget og gav ham en kuglepen, som han gerne ville have. Men i stedet for kaldte han på sin bror, som så også ville sælge noget og også have en kuglepen. Der sagde jeg stop og da de ikke forstod det, gik jeg bare væk fra dem.

Palmyra var en gammel karavanestation for dem der rejste på silkeruten, men i modsætning til Tyrkiet skulle de forbipasserende betale store skatter for at komme ind til byen. Og for at sikre det var hele byen omkranset af en 7 kilometer lang mur. Det var også den eneste oase på en strækning på et par hundrede kilometer, så jeg forstår det sådan set godt.
I år 217 blev det en romers provins, men den mest kendte person fra Palmyra var en kvinde Zenobia. I 267 blev hendes mand, som var lokalregent myrdet og hun satte sig på magten fordi deres søn ikke var gammel nok. Hun løsrev området og erobrede efterfølgende alt helt ned til et godt stykke af Egypten. Men da hun også gik efter Rom mislykkedes det og i 271 blev hendes hær besejret. Fordi hun havde sådanne nogle smukke sorte øjne blev hun til budt at kunne fortsætte med at regere, men underlagt Rom, men det ville hun ikke. I stedet for blev hun taget med til Rom og holdt i husarrest resten af hendes dage.

Når man går rundt i dette kæmpemæssige ruinområde, kan jeg ikke lade være med at tænke på hvor lang tid det egentlig måtte have taget at bygge det hele op. De fleste bygningsværker var op til 20 til 30 meter høje og med fine udskæringer eller rettere udhugninger. Og de havde bestemt ikke sjusket. Bare når man tænker på det stillads der skulle bygges bare for at få en enkelt sten helt op på toppen, og de havde ingen maskiner – det er ret imponerende. Jeg vil tro det hele svarer til en 25 – 30 storebæltsbroer, hvor der ikke var noget der hed cement. Hver enkelt del er hugget ud i klipper fragtet dertil og placeret på den rigtige måde. Imponerende.

I Palmyra området lå også en del ”højhuse”. Det var gravkamre som familierne lavede, men i en form for etagebyggeri. Der kunne være omkring 200 i sådan et familiegravsted. Jo rigere jo flottere. For dem der ikke havde et familiegravsted, havde nogle driftige forretningsmænd lavet nogle billige løsninger i nogle underjordiske klippehuler.
Billede 1930, 1937 og 1952

På en lille udflugt

Tirsdag havde jeg lejet en taxa eller en bil med chauffør. For 2000 syriske pund, svarende til 240 kroner, ville jeg blive rundt til nogle af de seværdigheder som lå i området. Det var 60 kilometer den ene vej og 80 kilometer den anden vej og så ellers rundt omkring.
Når man sådan bliver kørt rundt i landskabet kan man rigtig måden de bygger deres huse på. De starter med at støbe nogle cementsøjler med jernstænger inden i. Når de på et tidspunkt har penge igen, bliver der støbt et loft. Så går der noget tid igen inden murer nogle vægge op, og sådan går det stødt og roligt igennem adskillige år. For at sikre sig at de altid kan bygge en sal mere på er der på alle tagene jernstænger eller cementstolper der stikker op. Det gør at rigtig mange huse ser halvfærdige ud.
Det er i øvrigt noget af en oplevelse at færdes i trafikken her i Syrien. Bilerne har forkørselsret overfor de gående også selvom der er rødt for bilerne. De dytter hele tiden, enten for at advare om at de kommer og man skal rubbe fødderne, bare fordi de har lyst, for at de vil have dem der holder foran til at flytte sig, selvom der ikke er plads eller også er det taxaerne der forsøger at fange opmærksomheden fra mulige kunder. Når man skal over en gade i byerne, skal man kante sig igennem hurtigkørende dyttende biler der kommer ud og ind mellem hinanden. Jeg tror nok at jeg kender en eller måske to som ikke ville komme over vejen en eneste gang de første par uger.
Når man sådan kommer rundt kan man også se at de faktisk har mange krøblinge eller vanskabninger hernede. Om det skyldes at det er helt normalt hernede at gifte sig med sin kusine eller nogen som er lidt tættere på eller hvad det er ved jeg ikke. Man ser bare en hel del af dem.
Der var to rigtig spændende eller flotte ting i dag. Den første var Apamea, som var en ca. 2 kilometer lang vej med gigantiske søjler på hver side. Det var en af Alexander den Stores generaler som byggede det. Og det var ikke kun vejen, der var også templer og andre store bygninger ved siden af, men vejen er det der stod bedst bevaret efter alle de krige der har været og et par enkelte jordskælv. Jeg kom til at gå og tælle hvor mange runde sten der skulle hugges ud for at bygge alle de søjler, og det var helt svimlende. Der måtte have været mange tusinde arbejdere som har siddet med primitive værktøjer og hugget og hugget. Og de havde alle samme diameter og var pænt runde. Temmelig imponerende.
På vej til det andet spændende kom vi forbi en lille borg som vi skulle have besøgt, men den var desværre lukket. Vi gik rundt om den og med en barber som ekstra guide, forsøgte vi at kravle op til nogle gravkamre. Mine fødder smuttede fordi det havde regnet og var lidt fedtet, så jeg kurede nedad en lille stenskrænt. Jeg tænkte mest på min ryg og spændte bare alle musklerne i hele kroppen for at beskytte den. Det gik fint med ryggen, men jeg fik nogle store hudafskrabninger på min ene arm. Sårene blev renset i barbersalonen – med barbersprit – ufffff. Det sved, men ellers var det ok.
Den anden interessante ting var borgen Krak de Chavalier. Det skulle være den bedst bevarede korsridderbord der findes, og den var også i relativt fint stand. Man kunne gå inde i mørke gange murerne, med spredte udkig gennem de tragtformede skydeskår. Man kunne gå i store rum med gigantiske vælvinger, hvor alle riddernes heste havde stået, man kunne komme højt op i tårnene med flotte udsigter og så fandt jeg en fuldstændig mørk trappe, det bare gik nedad og nedad ind i jorden. Jeg havde en lomme lygte med og endte langt nede i et rum som dog på denne dag var oversvømmet, for det havde nemlig regnet en del.
Jeg var faktisk noget overrasket over at det i dag var rimeligt koldt, regnfuld og grønt over det hele. Jeg havde troet at Syrien var et meget meget tørt land, hvor der næsten ingenting kan gro. Men sådan et landskab skal jeg opleve i morgen for da skal jeg ud i ørkenen.
Billede 1914 og 1923

Var i syrisk TV2

Mandag den 24 april gjorde jeg så forsøget. 3 dage efter ret gigantisk hold i ryggen, tog jeg mine 35 kilo bagage på ryggen og vandrede jeg 500 meter hen til busstationen – det gik fint, men jeg var også strammet godt ind med mine elastikbind – for en sikkerheds skyld.
Så var der 2 ½ time i bus til Hama, og sæderne er ikke rigtig lavet til min krop – nakkepuden kommer altid til at sidde mellem skulderbladene, men det gik alligevel.
Jeg tog en taxa fra busstationen i Hama til det hotel jeg havde set i Lonely Planet, og hvor var det et godt valg. De talte perfekt engelsk, værelserne var nydelige og rene, de arrangerede selv ture til de omkringliggende seværdigheder og så var madrassen på sengen supergod for min ryg. Men det var også noget dyrere end i Aleppo. Jeg måtte her betale hele 48 kroner pr. nat. Jeg ved godt det er lidt fråds, men det havde jeg lige brug for.
Efter jeg var etableret på værelset og lige havde slappet lidt af, skulle jeg selvfølgelig ud på min sædvanlige "hunde"-runde i byen. Efter kun havde gået 5 minutter var der en på engelsk der spurgte om hvor jeg kom fra. Samtidig med stimlede omkring 15 personer samt sammen omkring os og så nysgerrig til. Og det er ikke fordi jeg havde dem mistænkt for noget, men da jeg ikke var helt fit for fight med min ryg og fordi der lige pludselig var så mange, ja så sagde jeg Tyskland. Og så var der straks et gammel herre der sagde et par ord på tysk og folk sagde en helt masse på arabisk jeg ikke kunne forstå. Jeg blev trukket nogle meter hen ad fortovet og her stod en mand og snakkede i en stor mikrofon. Han var fra Syrisk TV2 og var allerede ved at introducere mig for seerne som tysk turist. Jeg skulle interviewes om hvad jeg synes om byen og den festival de havde der. Der var ikke nogen veje tilbage. Nu kunne jeg ikke begynde at sige at jeg var dansker – jeg måtte spille med som tysker. Der var en tolk som oversatte fra engelsk til Arabisk.
Men jeg skulle holde hovedet koldt. Hvis jeg skulle sige noget som: "home in den…, øh, germany og så bla bla. Det gik og jeg sagde nogle pæne ting om byen og syrerne i det hele taget.
Efter interviewet fulgte tolken med mig rundt i byen og der var ikke den ting han ville gøre for mig. Han inviterede også mig hjem til ham privat i en by der lå 40 km. fra Hama. Jeg sagde til ham at jeg ikke kunne den dag, da jeg skulle pleje min ryg og næste dag skulle jeg på tur. Men han ville meget gerne have besøg af mig, hjem til hans familie. Jeg overvejede flere gange om jeg skulle fortælle ham sandheden om min nationalitet men gjorde det ikke. Jeg vidste ikke hvordan han ville reagere på at vi havde stået og flydt en masse tv-seere med løgn. Hvis jeg tager ud til ham og hans familie en dag, vil jeg fortælle ham det inden, så han har en mulighed for at sige fra, hvis ikke han ønsker en dansker i sit hjem. Generelt er de nu meget flinke. Der var dog en fra HC som jeg havde skrevet til angående mulig ophold i Aleppo, som skrev tilbage at han ikke ville råde mig til at komme til Syrien nu. Men da var jeg her allerede.
Mens jeg gik rundt i byen med min tolk kom vi forbi en del vandmøller. De er helt tilbage fra romernes tid og via flodstrømmen løber de rundt og fører vand op på toppen af de store stenbuer også kaldt aquadukter. På den måde kunne de forsyne store byer med vand. Jeg fortalte min tolk, at sådan nogle vandmøller, havde vi også hjemme i "Tyskland", men de blev dog brugt til et andet formål.
Senere på dagen kom jeg forbi en lille barbershop og her blev jeg lokket ind til en gang barbering. Da jeg lå med indsæbet og blottet hals og han stod med en meget skarp barberblad og han så spurgte hvor jeg kom fra, kom jeg igen til at sige Tyskland. Det er ikke fordi jeg er nogen tøsedreng, men jeg kan ikke lige finde på en god forklaring nu, så det må vente til en anden gang.
Det var ellers noget af en oplevelse og udover barberblad brugte han snoet sytråd til at fjerne hår i mine ører, næse og hvor han nu ellers syntes. Det er ikke så behageligt men det virker fremragende. Jeg nåede også at få lidt massage i hovedet og skulderne inden behandlingen blev afsluttet med en velduftende talkumlignende pudder på min nybarberede hud. Han sagde at det ville få alle madammerne til at strømme til – men jeg venter altså stadigvæk på at det skal virke.
Billede 1906

Problemer i Syrien

Jeg er loebet ind i nogle problemer her i Syrien. Ikke de problemer som man maaske kunne frygte ovenpaa Muhammedhistorierne. Folkene hernede er alle flinke og der er ikke nogen der fornaermer en eller goer noget overhovedet. Naar jeg siger at jeg er dansker er der nogen der bare ikke siger saa meget, saa naar nogen paa gaden spoerger om hvor jeg kommer fra siger jeg ikke altid Danmark. Jeg siger Tyskland ind i mellem. Det er foroevrigt ogsaa det mange spoerger om naar de har hoert mig tale engelsk. Min accent lyder tysk. Om alle dansker lyder som tyske eller det bare er fordi jeg ogsaa har snakket saa meget tysk ved jeg ikke, men det er da ok for mig. Jeg har heller ikke problemer hvis der er nogen hernede der kan snakke tysk, for saa snakker jeg bare tysk selv.
Nej problemerne er af en helt anden karakter. For 2 1/2 dag siden da jeg var paa denne internetcafe, fik jeg lige pludselig et ordentlig hold i ryggen. Jeg maatte naesten kravle tilbage til mit hotel, mens smerterne naesten gjorde at jeg besvimede. Det er et uheldigt tidspunkt naar jeg rejser med 35 kg i rygsaek, men det maatte jeg da goere noget ved. Heldigvis var der toilet paa vaerelset, og selvom det kun var 1 meter fra sengen tog det alligevel 10 minutter om at komme derud. Jeg maatte etablere alle kraefter for at kurere det.

Jeg havde heldigvis medbragt mine elastikstoettebind som jeg fik paa. De goer saadan at tingene bliver holdt paa plads og det ikke bliver forvaerret. Og naar jeg sover goer det at de anspaendte muskler bliver afslappet.
Saa lykkedes det mig at faa fat i noget friskt frugt. Selvom en pose frugt kostede det samme som to overnatninger var det en noedvendighed. Selvom jeg har vaeret i varme lande hvor frugt bliver produceret er det faktisk svaert at faa fat i noget, men det lykkedes heldigvis her. Hvis jeg ikke faar frugt bliver de giftstoffer som jeg indtager og som kroppen producere ikke udskilt ordentligt. Giftstofferne har en tilboejelighed til at saette sig i musklerne og laase dem, som de har gjortmed min ryg. Saa nu har jeg kun levet at frisk frugt og frisk frugtsaft siden.
Jeg er ogsaa glad for at jeg har alt mit musik med paa min Ipod. Der har jeg noget specielt musik der goer at jeg kan bringe minkrop i en helt specielt afslappet tilstand, hvor kroppens evne til at helbrede sig selv er optimal.
Og endelig maa jeg kun ligge, staa eller gaa. Ikke noget med at sidde.
Det er den cocktail som kan fixe min ryg.
Der gaar normalt 3 til 4 dage med saadan en kur inden tingene er paa plads igen. Nu er der gaaet 2 1/2 dag og lige nu sidder jeg paa internetcafeen igen. Det er ikke helt vaek, men der er sket saa store fremskridt at jeg regner med at kunne tage videre i morgen. Jeg maatte blive i Aleppo nogle eksta dage, men haaber at kunne komme videre i morgen.

Et andet problem er at jeg ikke kan bruge mine visakort her. Jeg har vaeret i alle de banker der findes her i Aleppo og jeg har forsoegt i nogle butikker, men det virker ikke. Jeg har haft ringet til ambassaden for at hoere om der skulle vaere en boycot af danske visakort efter konflikten, men det skulle ikke vaere tilfaeldet. Jeg talte med en dansker paa ambasaden som selv lige havde vaeret nede og haeve penge i en ATM. Den ligger i Damaskus og jeg er i Aleppo. Jeg har heldigvis nok dollars og Euro som jeg kan veksle og komme til Damaskus. Men hvis det ikke lykkes at haeve paa mine Visakort, er jeg noedt til at forlade Syrien foer tid og finde et land hvor mine visakort fungerer.

Men ellers har jeg det godt, lige bortset fra at deres internetforbindelser er saa langsomme at jeg ikke kan uploade billeder til mine tekster, saa det maa vente. MEn det er da store ting at de har internet nu. Det er ikke mere end et par aar siden at det blev tilladt.

Aleppo

Et eller andet sted i Aleppo på en gade stoppede bussen og hertil og ikke længere kørte den. Det var ikke nogen busstation, men hvor søren var jeg henne. Det med at skrive gadenavne er ikke noget der er særligt brugt og hvis de endelig gør der er det på arabisk og det kort jeg havde fra lonely Planet var på engelsk. Jeg forsøgte at spørge nogle om hvor jeg var, så jeg kunne finde hen til det hotel jeg havde udtænkt mig. Det lå ikke langt fra den gamle bydel, som er det mest interessante i Aleppo. Efter flere forgæves forsøg kom der endelig en der kunne engelsk, og jeg kunne komme med over på hans kontor, så ville han hjælpe og det var fint med mig. Jeg ved godt at han får provision osv. Men han kunne engelsk og det var hvad jeg havde brug for. Japaneren var der stadigvæk og han ville ikke med, han var igen bange for at blive snydt. Den engelsktalende mand foreslog selvfølgelig et andet hotel end det jeg havde tæk t mig, men som han sagde det var billigere. Jeg kunne få det for 200 syriske pund pr. nat og det andet sted skulle jeg give 350 syriske pund. Men så var der heller ikke toilet og bad på værelset og det ville jeg have nu. Efter 10 minutter kom der to unge fyre som skulle føre mig til hotellet. Jeg troede at det var i bil men det var pr. ben og jeg måtte slæbe min bagage selv. Der var heldigvis ikke så langt så det gik. Værelset jeg fik forevist var 2,5 m bred, 3,5 m lang og 4,5 meter højt. Der kunne lige stå to senge derinde og i det ene hjørne var der muret et lille toilet med noget som skulle være en bruser. Det lignede godt nok, men der kom ikke meget vand ud. Ejeren af hotellet sagde at han ville give mig en god pris. 300 syriske pund pr. nat. Jeg måtte fortælle ham at jeg havde fået at vide at det var 200. Ja det var for et enkeltværelse svarede han og dem havde han ikke flere af. Jeg sagde at jeg ikke havde brug for 2 senge, så vi blev enige om 500 syriske pund for 2 nætter. 500 syriske pund svarer til 60 kroner, for 2 nætter, det må vist være i orden, selvom det var møgbeskidt. Propellen i loftet hvirvlede støvet op og det generede mine luftveje lidt. Jeg har fået en mindre forkølelse, men det er hav man må forvente nr temperaturen svinger fra meget varmt om dagen til hundekoldt om natten og når luftkanalerne i busserne hvirvler bakterier rundt for alle i bussen.

Jeg har mødt flere sige at Aleppo simpelthen er en dejlig by. Det er en møgbeskidt by hvor næsten halvdelen af kvinderne går tilsløret og hvor 10 til 15 procent af mændene går i noget som jeg vil kalde lang-skjorte-helt-ned-til-fødderne. Midt i byen ligger en gammel ruinborg på en kæmpehøj, med udsigt ned over den støjende by. Mens jeg var oppe på borgen var et af tidspunkterne hvor imamerne kommer med deres klagesang. Og heroppe kunne man høre dem alle sammen i en skøn blanding. Det lød nærmest som om 1500 mennesker alle sammen havde ondt i maven og lå og klagede sig.
Jeg kommer til at tænke på en lille sjov historie. Rigtige muslimer siger noget i retning af Saleem Allah, når de hører de første toner fra imamen. Hende den danske muslim som havde kørt med mig i Tyrkiet havde engang mens hun var i Syrien sagt det da hun hørte de første strofer. Det viste sig bare at det ikke var en imam men en ko der stod i nærheden og brølede. Det havde vakt lidt morskab, men det er nu heller ikke til at høre forskel.

Jeg var også inde den største moske i byen og her skulle hovedet af Johannes Døberens far Zakarias, være begravet i en stor sarkofag. Hvad de har gjort med resten af kroppen og hvorfor de bruger en så stor sarkofag til et lille hoved ved jeg ikke, men et er sikkert det er indrammet i masser af guld og der kommer mange bedende hen for at se den.

Og så er der en basar i byen som er en kæmpemæssig labyrint hvor alt kan købes. Jeg tror at det er derfor at mange er helt vilde med Aleppo. Men for det første har jeg ikke plads til en hel masse i min rygsæk og for det andet hvad skulle jeg med et tæppe, som jeg ikke engang synes er pæn. Men de er alle ivrige efter at invitere en indenfor. Jeg tror godt at jeg kunne finde på at købe en
lang-skjorte-helt-ned-til-fødderne. Det vil være en souvenir som passer til mig og det vil nok også være en behagelig påklædning i de varme muslimske lande, hvor korte bukser ikke er velanskrevne.
Billede 1898 og 1899

En dansker i syrisk bureaukrati

Grænseovergangen var lidt af en oplevelse. For det første var der omkring 5 kilometer kø ved grænsen, men det var heldigvis kun for lastbiler. Personbiler og busser kunne køre udenom køen. Først skulle vi hen til den tyrkiske side og have udrejsestempler i passene. Og fordi der var en del tyrkere med i bussen tog det temmelig lang tid. Der var vist også nogle der have lidt problemer. Men i bussen var der udover chaufføren en problemknuser – sådan vil jeg i hvert fald kalde ham det. Han havde prøvet det før og vidste lige hvordan det hele skulle fikses. Det tog godt og vel 1 time at få alle de nødvendige stempler og så over til den syriske side. Lastbilerne holdt hele vejen på kryds og tværs så buschaufføren måtte køre lidt slalom, frem og tilbage og slalom igen for at komme igennem. Ved den syriske side skulle jeg så have mit visa og hvor er jeg lettet over at jeg havde problemknuseren ved min side.
Først gik vi lige ind bag ved alle skrankerne og ind på den øverstkommanderendes kontor. Efter at han havde fået at vide hvor jeg skulle hen i Syrien og et par gange bare lagt passet fra sig og begyndte på noget andet, lykkes det problemknuseren at få ham til at skrive et tal på en seddel så vi kunne komme videre. Han skrev 28 dollars. Det var 5 dollars mere end et visa normalt kostede og skyldes så vidt jeg kunne forstå at jeg var dansker.
Så skulle vi ud til en skranke og betale et beløb og få et stykke parpir, og så videre om til et kontor der lå helt omme bagved og købe en slags visafrimærker for de resterende penge. Så ud til en af skrankerne ude foran, som skulle se om jeg havde nogle beviser på at jeg havde været i Israel og der skulle jeg også udfylde et grønt indrejsekort. Men de ville ikke behandle det videre førend de var sikker på at chefen havde sagt ok for det. Så måtte vi ind på chefens kontor og efter samme procedure hvor han indtil flere gange bare havde lagt passet til side satte han endelig hans ok på papirerne. Mens jeg ventede på ok´et var der flere soldater på kontoret og da det er helt normalt at spørge udlændinge om hvor de kommer fra, spurgte de også. Når jeg sagde Danmark var der nogle af dem der tydeligvis fnøs og rystede på hovedet mens andre var ligeglade. Der kom også en der lignede en hemmelig agent ind på kontoret og han kunne tysk. Han var sammen med et par andre med snakkede med mig på tysk. Om han var guide for nogle eller hemmelig agent ved jeg ikke med, da han spurgte om hvor jeg var på ved hen var jeg meget påpasselig med at ikke nævne Israel over for ham, for havde jeg gjort det og han var agent eller nogle af de andre på kontoret hørte det ville jeg ikke kunne få et visa til Syrien.
Efter chefens ok skulle vi igen ud til skranken vi kom fra og selvom der var mange andre i køen var min problemknuser eminent til at møve sig foran. Passet blev igen kontrolleret for israelske stempler og så slikkede han på frimærkerne, satte dem i passet og lagde så passet til side igen og igen. Og selvom chefen havde skrevet ok, skulle han også lige høre det mundtligt. Ved siden af ham sad en anden mand ved en pc og han skulle taste mit navn ind. Det tog alene omkring et kvarter. Han havde svært ved at finde bogstaverne og da mit fødested Ringkøbing skulle tastes ind var han helt forvirret for ø bogstavet var totalt ukendt for ham.
Mens indtastningen foregik var der nogle unge tyrkere eller syrere fra bussen der flere gange havde været hende og skælde ud over det tog så lang tid og ville have bussen til at køre og så måtte jeg tage en taxa, men det lykkedes problemknuseren at holde dem hen. På vej hen til bussen fulgtes jeg med nogle at de utilfredse og da en af dem sang lidt arabisk, gjorde jeg det samme. Jeg efterlignede bare de lyde han kom med og så var jeg helt inde i varmen igen og der var ikke mere irritation tilbage.
Hvis jeg skal passere nogle grænser hernede hvor jeg skal have visa skal jeg sørge for at have en problemknuser med. Jeg er sikker på at det ville have taget en dag eller to at få det visa hvis jeg havde været mig selv. Jeg havde ikke haft nogen anelse om hvor jeg skulle gå hen, ville ikke kunne få det at vide, for de kunne kun syrisk og jeg havde ikke haft nogen mulighed for at presse på som min hjælper gjorde og så kendte han personerne personligt og det er guld værd. Tak problemknuser.

Tysk sprog gav bedre plads

Onsdag den 19 om aftenen klokken 8 skulle jeg så med bus til Aleppo i Syrien. Af en eller anden årsag har de planlagt det sådan i Tyrkiet at alle langdistanceruter kører om natten. Om det er fordi det er for varmt at køre om dagen. Specielt i sommerperioden eller det er for at de rejsende kan spare en overnatning eller måske fordi at muslimer ikke skal bede om natten. Jeg ved det ikke, jeg ved bare at de kører om natten.
Gøreme som jeg havde boet i i fire dage nu, havde ingen direkte afgange, så jeg skulle først med en bus til den nærmeste større by. Der skulle jeg vente 2 til 3 timer inden den store afgang. Klokken 24.00.
Jeg må sige at deres system fungerer upåklageligt. Da jeg kom til Kaeseri, som var den nærmeste større by stod der en og ventede på mig og en japaner som begge skulle videre til Aleppo. Vi blev ført ind i skrankejunglen hvor 30 forskellige busselskaber og agenter sælger billetter og råber efter alle de forbipasserende for at fange deres opmærksomhed. Vi blev ført hen til den som stod for os, og her viste det sig at manden bag skranken udover tyrkisk også kunne tysk, og så var min lykke gjort. Han havde boet og arbejdet i Tyskland og ville gerne tale tysk. Da jeg så hvor han placerede mig i bussen, kunne jeg spørge ham om jeg ikke kunne få et dobbeltsæde alene i stedet for at sidde sammen med en anden. Jeg ville så kunne sove bedre og det tyske hjalp det fik jeg. Han sagde også at når jeg lige havde kigget mig rundt kunne jeg bare komme tilbage og komme ind bag skranken og få te. Og det gjorde jeg så for i et land som Tyrkiet er det godt at have venner, så får man en bedre behandling. Da jeg samtidig forsøgte at sige nogle ord på tyrkisk, ja så kom jeg helt ind i varmen.
Japaneren blev også inviteret inden for med det ville han ikke. Han var meget reserveret og virkede mest som om at han mistroede alle andre. Jeg fik dog ud af ham på et tidspunkt at han havde rejst i 65 lande i de sidste 2 år og 8 måneder. Når man er så reserveret og ikke ønsker at have kontakt med lokalbefolkningen må det godt nok være ensomt at rejse rundt i så lang tid. Men det kan da være at han bare opsøger japanere rundt omkring i verden hvor han kommer frem, men hvorfor så rejse rundt?

Da bussen kom som jeg skulle med var der et eller andet problem. Chaufføren talte dog kun tyrkisk, men det lød som om at han sagde at den plads jeg havde fået var optaget, så han trak af med mig ind til den tysktalende mand bag skranken. Pladsen var optaget men chaufføren fik at vide at jeg var en af deres venner og skulle have en speciel behandling og det fik jeg. Han fandt et godt dobbeltsæde hvor jeg kunne sidde alene. På den anden side af gangen sad et par jakkesætklædte herre sammen som også godt ville have pladser for sig men det fik de ikke – for de var ikke venner med nogen.

Jeg sov udmærket, selvom man ikke sover helt på samme måde og kom til Antakya kun knap 1 time forsinket. Her skulle jeg skifte bus til en der kørte til Aleppo i Syrien. Og jeg nåede lige at veksle mine resterende tyrkiske Lira til dels 23 dollar og 3000 Syriske pund. De 23 dollar var hvad et visa ville koste ved grænsen.

life is not meant to be a strucle

Om onsdagen havde jeg planer om at tage en natbus til Mt. Nemrut, som lå en 10-12 timers kørsel derfra. Der var organiserede ture dertil som ville tage to til tre dage og hvis det passede med sådan en ville jeg tage med og så stå af når jeg havde set det jeg ville og samtidig med være tæt på Syrien.
Men der gik ikke nogen ture på denne årstid. Det er kun i højsæsonen. Jeg behøvede det heller ikke for jeg kunne bare tage en bus selv til området og ifølge alle skiltene på busstationen var der nok af busser dertil. Det viste sig bare at de kun kørte om søndagen og det kunne jeg ikke rigtig bruge. Jeg kunne så tage til en anden by i nærheden, men det var ikke helt som jeg ønskede det.
Løsningen kom dog da jeg lå og slappede af ude på en øde mark jeg havde fundet, mens jeg kørte rundt i området på en lejet scooter. Jeg ville bare tage direkte til Syrien. Der havde været for meget modstand til at komme til Mt. Nemrut og da ”life is not meant to be a strucle” tog jeg det som tegn på at jeg skulle noget andet. Jeg kunne bare ikke rigtig finde løsningen førend jeg lå og slappede af på marken.
Jeg ville egentlig godt have nået at have fået svar fra den syriske ambassade i Stockholm. Jeg havde fået en mail fra dem inden jeg tog hjemmefra om at jeg bare kunne få et visa på grænsen, men adskillige fortalte mig at tingene havde ændret sig, så jeg havde skrevet til dem igen. Og da jeg kiggede i mine mails var der svar. Det kunne godt lade sig gøre. Fint, det pegede alt sammen i samme retning. Så slap jeg for at tage til Ankara for at løse denne gordiske knude. Apropos gotdisk knude, så stammer udtrykker fra byen Gordion som ligger tæt på Ankara.
Den gordiske knude var et indviklet knob som forbandt vognstangen til åget på den vogn, den første frygiske konge, Gordios, ankom til Gordion i. Vognen blev opstillet i et tempel og et orakel fortalte, at den der kunne løse knuden, ville vinde herredømmet over hele Asien. Efter mange mislykkedes forsøg, gjorde Alexander den Store i 334 f.kr. kort proces og huggede knuden over med sit sværd og fik herredømmet over hele Asien.
Nå, men lige for at afslutte Kappadokien, så er alle de fantastiske naturfænomener blevet dannet af naturen selv. Om dagen er der fugtigt og fugten trænger ind i de øverste centimeter af sandstensoverfladen. Om natten fryser det op til 20 grader om vinteren og vandet bliver til is og sprænger lidt af overfladen som så falder ned, når solen dagen efter optør isen. Og det giver nogle flotte naturformer.
1887 og 1890

Ihlara dalen

Den danskguidede eller jeg kan nu bedre lide at sige den dansk ledede tur fortsatte videre til Ihlara dalen. Undervejs kunne jeg benytte tiden til at få en helt masse at vide af den anden ”dansker”. Udover nogle religiøse diskussioner fortalte han bl.a. at Kappadonien betyder små heste. På grund af områdets natur kunne almindelige heste ikke bruges der, hvorimod at små heste var ideelle til ride rundt på.
Han fortalte også at mange af hulerne der havde boet mennesker i nu blev beboet af duer. Mange åbninger var muret til så der kun var et lille hul tilbage og det var noget duerne kunne lide. En gang om året rensede de alt due lortet ud og brugte det som gødning. Det var derfor at dalen var så frodig.
Jeg spurgte ham om det nu var en så god ide med den her fugle influenza i omløb. Han mente ikke det betød noget. Når fugle ekskrementerne kom i jorden blev det omdannet og så havde der i øvrigt altid været fugle influenza der. Lige så længe han kunne huske tilbage og han var over 60 nu. Det var i hans øjne mere et medieflip end reelt trussel.
Ihlara dalen var en kæmpestor sprække i landskabet hvor der løb en lille flod nede i bunden. Når man gik nede i bunden og så op på de 150 meter høje vægge, kunne man ikke lade være med at tænke på om de nu holdt eller hvad. Man kunne se at der var mange klippestykker der var faldet ned, og hvornår mon det næste stykke kom. Nå, men det kom ikke da jeg gik der. På samme måde som andre steder var der også her udhugget klippehuler højt oppe i væggene. Nogle var brugt til beboelse, andre til kirker og jeg kom op i en med der havde været kloster engang med indbygget kirke og en fin udsigt derfra.
Der var for øvrigt to libanesere med på turen, som da de hørte at jeg også skulle til Libanon, straks gav mig deres telefonnummer, så jeg kunne ringe til dem når jeg kom der, så kunne de hjælpe mig hvis jeg havde brug for det. Det endte i øvrigt med at vi spiste sammen om aftenen og havde en rigtig hyggelig aften. Når jeg kommer til Beirut vil de vise mig rundt der, men nu må vi se om jeg bliver lukket ind der, jeg er jo dansker.

Underjordisk by på dansk

Tirsdag 18 april. Tja. Jeg havde egentlig regnet med at jeg ville leje en scooter og køre rundt i området, bl.a. til Ihlaradalen, men mens jeg var midt i morgenmaden fik jeg en indskyldelse at det var bedre at tage på en organiseret tur. Jeg bryder mig ellers ikke så meget om disse hønseflokketure, men nu gjorde jeg det altså alligevel. Der var 20 minutter til at de samlede folk op, så det var fin tid.
Turen blev ledet af en gammel tyrker, som viste sig at kunne snakke prins Henrik dansk. Han havde boet i Danmark i 21 år, men var nu vendt tilbage til sin fødeegn som gammel. Det var helt sjovt at snakke lidt dansk igen, for alt snak og tanker foregår ellers på engelsk, selvfølgelig lige med undtagelse af de få tyrkiske gloser jeg forsøger mig med.
Turens første stop var, Derinkuyu en underjordisk by. Hele Kappadokien er fyldt med underjordiske byer, som folk har boet i mange århundrede. De benyttede dem for det meste som beskyttelsesboliger for området har været hærget af mange mange invasioner fra både øst og vest. I den by jeg var nede i kunne der bo omkring 2000 mennesker og de behøvede slet ikke at komme op i dagslys i op til et år. De havde dyr med dernede, store mad og vandepoter og sågar begravelseshuler. Når fjenderne rumsterede ovenpå lukkede de indgangen til hulerne med store runde sten som kun kunne åbnes indefra. De havde et perfekt ventilationssystem som gjorde at de kunne få ilt og udluftningsstederne var gemt så smarte at fjenderne ikke kunne se dem. Selvom det var ret godt lavet så skete det imidlertid fra tid til anden at fjenderne vandt og så fik hulerne bare nye indbyggere.
billede 1865 og 1869

Ballontur

Mandag morgen blev jeg hentet klokken 5.30 for jeg skulle ud og flyve i ballon. Jeg havde bestilt turen gennem Paradis Pension hvor jeg boede for så kunne de få lidt provision for det og de var så flinke og hjælpsomme med alt, selvom de ikke vidste alt.
Da jeg var ovre på Ballonkontoret for at betale, viste det sig at der var både en lille og en stor tur. Han havde solgt mig den lille. Da jeg har prøvet det nogle gange før og stedet skulle være det bedste sted i verden at flyve ballon fik jeg booket om til den store tur. Og der var nu heller ikke så stor forskel i prisen.
Betalingen kunne enten foregå kontant eller med kreditkort, men kontant var det billigste, og endda noget billigere. Da jeg spurgte om hvorfor, svarede de meget enkelt på grund af at de skal betale skat hvis det går via kreditkort for så kan de ikke lave det sort som er det mest almindelige her i Tyrkiet. Derudover skulle de bruge kontanter til at betale de forskellige hoteller som solgte ture for dem. Provisionen til dem var ligeledes sort. Men de regnede med at tingene ville ændre sig i løbet af nogle år når Tyrkiet nærmede sig EU.
Der var to årsager til at det er verdens bedste sted at flyve i ballon i. For det første er der ikke nogen regler her i Tyrkiet. Det betyder at de ikke skal være minimum 100 fod over jorden, som man skal i det etablerede Europa. Her må de gå lige så langt ned som de kunne. Det betød at man kunne flyve mellem alle de små bjergtoppe og så tæt på at man nærmest kunne røre dem. For det andet var vindforholdene så specielle her at vinden oftest gik i den stik modsatte retning allerede oppe i 1000 fods højde. Det betød at det var meget lettere selv at bestemme hvor man ville flyve hen. I Danmark er der kun 30 graders forskel på vinden i højderne så her kan man ikke selv bestemme, kun om man vil lidt mere til den ene eller anden side.
Der var 15 balloner fra forskellige firmaer som lettede denne dag, men det er lige før at der kommer nye firmaer til hver dag, I næste måned regner de med at der hver dag letter omkring 30 balloner og så begynder det at blive lidt farligt. For mange at de nye piloter har kun et weekendballonstyrerkursus bag sig og det er lige lidt nok i et så trafikeret område. Hvis det bare var en selv var der ikke det store problem, men når man stiger opad med en ballon kan man altså ikke se om der er nogen ovenover en, for ballonen dækker udsynet. Og hvis man stiger op i en anden kan det betyde styrt for enten den ene eller anden. Nå men min tur gik fint og min ballonstyrer var en svensker som havde fløjet siden 1983, så lidt erfaring havde han da.
Billeder 1959, 1945 og 1952

Forbudte billeder

Søndag aften skulle jeg til Dervish-dans. Dervisher blev forbudt i 1923, da det var lidt for meget religion i det og Dervisherne var islamiske mystikere. For en halv snes år siden er det dog igen blevet tilladt i begrænset omfang. Måske hænger det sammen med masseturismen, og så er det jo godt at have noget at vise dem.
Det skulle foregå i en restaureret karavanestation der lå i Sarihan, 10-15 kilometer fra Gøreme. Jeg havde købt en billet om eftermiddagen i et af de utallige turbureauer som er i den lille by. Jeg skulle være ved deres kontor klokken 9 om aftenen og de ville sørge for transport.
Jeg var der klokken 9 og der var en anden på kontoret, men han inviterede mig på te, vand og hvad je ellers havde lyst til. Da klokken blev 10 minutter over 8 og han slet ikke havde nævnt noget om det var tid at skulle af sted, spurgte jeg ham om hvornår bussen kom. Han vidste ikke noget om at jeg skulle af sted, så efter jeg havde vist ham kvitteringen blev der lidt panik og han ringede til den ene og anden. Der var lidt travlhed for det skulle begynde klokken 9.30.
Han fik fat i en mand med en bil som skulle køre mig derud. Undervejs mødte han ham jeg havde købt billetten af. Han stoppede ham og de diskuterede lidt og min chauffør fik nogle penge af den anden. Han havde dels glemt at bestille en bus/bil og dels glemt at han skulle betale for transporten. Typisk tyrkisk. Vi fortsatte videre og stoppede pludselig da han fik øje på hans bror. Han kom ind i bilen og skulle af en eller anden årsag med. Chaufføren mente i øvrigt at vi havde god tid, hans ur var nemlig 7 minutter bagefter, men vi nåede det lige.
Jeg regnede med at jeg skulle tage en hel masse billeder af dansen, men da jeg opdagede at der hele tiden gik vagter rundt og holdt øje med om folk tog deres fotografiapparater og videokamera frem og straks overfaldt dem der gjorde det, var det ikke sådan lige til. Da jeg fandt ud af deres måde at bevæge sig på lykkedes det mig, ved at gemme mit kamera i hånden at tage to små videoer af dansen.
Efter en hel masse indledende bønner, musik og sang begynder de at danse, ellere rettere snurre rundt, for det er det de gør. Sammenlagt varede det nok en halv time med at snurre rundt og de blev ikke engang rundtosset. De holdte armene og hovedet på en helt specielt måde og så gik det bare rundt og rundt. Formålet med dansen er at tvinge deres ”sjæl” ud af kroppen og derved få kontakt med de åndelige riger. Ved at have denne kontakt kan de forudsige ting på samme måde indianere gør når de danser Tam Tam. Om det lykkedes nogle af de dansende stjerner at komme ud af kroppen eller det bare var for os turisters skyld ved jeg ikke. Men så vidt jeg kunne se var der i hvert fald en det lykkedes for.
Karavanestationen som det foregik i var en af mange som havde ligget på silkeruten i gamle dage. Da det gik bedst på den rute, var der placeret karavanestationer hver 35 til 40 kilometer. Formålet var at give beskyttelse til de rejsende karavaner og en kamels dagsridt er omkring 35-40 kilometer. Det var gratis at benytte stationerne og både mennesker og kameler fik mad og drikke. Sovepladsen for kamelerne var de bedste for de var de vigtigste. Den var sammenlagt en økonomisk fordel for de dengang regerende Selcukker for det bragte mere handel og velstand til landet. Måske kunne Anders Fog lære noget af det?
Byggestilen ved karavanestationerne var også ret specielt. Vi er vant at hvis vi vil lave pynt på en bygning sætter vi pyntet udenpå. De gjorde det modsatte, pyntet var indskæringer.
Her skulle der have vaeret nogle billeder, men denne internetforbindelse i Syrien er saa langsom at det ikke kan lade sig goere. Jeg saetterderfor teksten indjeg har skrevet paa denne og de efterfoelgende. Saa maa jeg uploade billederne naar jeg finder en hurtigere forbindelse.
Billede 1837, 1838, 1891

Sjove kristne finurligheder

Utroligt mange af hulerne har vaeret brugt som kirker i tidligere tider. De förste kirkesamfund har vaeret her helt tilbage til omkring 300 tallet, og i mange af hulerne var billederne bevaret – saadan da. Mange billeder var bevaret men öjnene var kradset ud paa de fleste, og hovederne var ogsaa vaek paa en del. Det skyldes at for muslimmerne er det ikke tilladt at afbilde noget helligt og for nogen maa de slet ikke afbilde noget der er eller har vaeret levende. Det kender vi jo selv fra disse Muhammed tegninger.

En anden sjov ting er at selvom det danske flag er blevet braendt i mange muslimske lande er det ikke sket her. Jeg ved godt at naar man ser paa billedet at nogen vil sige at det ikke er et rigtig dansk flag, men det ligner i hvert fald, og det er da bedre lavet end mange af de hjemmelavede flag som blev braendt i mellemösten. Naar man ser det hvide kors paa en röd baggrund saa mange gange og det gaar helt tilbage til 300 tallet, og naar man ved at danske konger var i mellemösten inden det danske flag faldt ned fra himlen i Estland, saa er det altsaa svaert ikke at faa den tanke at vort flag rent faktisk kom fra mellemösten. Det gör det endnu mere morsomt at flaget blev braendt paa de steder hvor det oprindeligt kom fra.

Naar man studerer disciplene paa tegningerne paa vaeggene saa er det iöjenfaldende at alle disciplene holder deres fingre paa samme maade som alle de gamle buddha-figurer. Dengang det blev lavet var der ikke nogen i den kristne kirke der havde problemer med buddhismen, som mange har i dag. Hmm, hvornaar mon det aendrede sig?

Billede 1808, 1809 og 1816

Lars indiana-jones Fomsgaard

Jeg var ankommet sent om natten saa söndagen startede med, som jeg altid plejer, at lege hanhund. Jeg skal altid rundt og orientere mig, pisse territoriet af som en hanhund, för jeg föler mig rigtig godt tilpas. Hotellet jeg bor paa ligger meget taet paa Gøreme open air museum, som er en hel masse sandstens toppe og klipper. Mange af dem er udhugget og her har folk boet i mange aarhundrede. Der var ogsaa en del der havde vaeret brugt som kirke, endda hel op til 1923, hvor krıgen mellem graekere og tyrkere stoppede med et forlig om at alle graeker skulle forlade Tyrkiet og omvendt. Det var graesk ortodokse som benyttede klippehulekirkerne.
Stedet var naesten lige saa dyrt at komme ind til som en hotelovernatning, saa selvom jeg hader naar det bliver for turistet, skal jeg alligevel se det. Selvom det overhovedet ikke er turistsaeson endnu, var der alligevel en del. Det er godt jeg ikke er her ı hoejsaesonnen.

Paa den anden side af vejen saa jeg et omraade som var helt öde og hvor der ogsaa var en masse toppe, huler og spraekker, og her var ikke en eneste turıst. Saa efter veloverstaaet gerning med at se det turister skal se, bevaegede jeg mig ind i det fredelige omraade. Jeg gik först oppe paa toppen og kunne se at der var en meget smal spraekke langt langt nede og det saa ud som om at man kunne komme den vej. Efter at vaeret gaaet en stor omvej lykkedes det mig at komme ned i bunden og jeg bevaegede mig langere og laengere ind i spraekken.
Den begyndte godt nok at blive lidt smal, saa smal at jeg var nödt til at kante mig igennem. Jeg fölte mig lidt som indıana Jones. Der var ogsaa flere steder hvor jeg maatte kravle og kante mig et par meter op for at komme videre. Det svaereste sted var hvor der pludselig var 4 tıl 5 meters höjdeforskel. Den eneste maade jeg kunne komme derop var ved at kravle paa en 10 – 15 cm tyk traestamme som var stillet op til formaalet. Mens man kravlede opad skulle stötte benene mod sıderne i klöften. Da fölte jeg mig ikke laengere som hr. Jones, men mere som Gög og Gokke paa eventyr.
Klöften sider var det rene sandpapir og jeg fık da ogsaa skrabt hul paa benene adskillige steder, men jeg kom op. Derefter blev klöften bredere og bredere og jeg genvandt min indiana Jones fornemmelse.
Mens jeg var inde i klöften skulle jeg ikke kigge op, for hver gang der kom et vindpust oppe paa toppen regnede det ned med sand og smaasten.

Billede 1825 og 1805

Et Paradıs mere

Da jeg kom til Kyrenie vidste jeg ikke rıgtıg hvor jeg skulle sove. Der var heller ikke rigtig nogen kontakter fra HC, saa jeg maatte bare se hvad jeg kunne finde. Jeg havde ikke laengere mine rejseböger, for i overbevisning om at dem skulle jeg ikke bruge mere, havde jeg givet dem til Viper i Nicosia, saa nu maatte jeg bare bruge fornemmeren. Jeg vılle dog gerne hen til en internetcafe först for at se om der var kommet et svar fra et HC medlem i Cappadonien som jeg havde anmodet om husly.
Jeg saa et skilt med internetcafe, og taenkte hvor heldig kan man vaere. Men de havde lukket, men derimod saa jeg et skilt med pension Bingol. Det navn kunne jeg huske og fandt der husly for natten.

Efter lige at have sunderet byen og fundet en internetcafe, som dog viste sig at vaere verdens langsomeste skulle jeg have noget at spise. Der var en lille cafe ved pensionen og den valgte jeg. Nede ved havnen som jeg havde passeret laa der godt nok rigtig mange restauranter, med hvide duge, paene paaklaedte tjenere og udsıgt over havnen, men den lille cafe passede mig bedre – troede jeg.

Der sad en lidt aeldre engelsk herre og da jeg begyndte at snakke med ham, troede han at jeg var bösse som ham selv. Det fik jeg dog hurtıgt gjort klar for ham at jeg ikke var. Men bortset fra det og at han var lidt beruset, saa var han da flink nok. Det varede heller ikke laenge inden at der kom en ung tyrkisk fyr og begyndte at sidde og blinke til den aeldre herre. Ikke fordi jeg har noget imod det, men saa fik jeg altsaa lyst til at gaa en tur i byen i stedet for.

Og saa lidt sprogspadseri. Kyrenie heller paa tyrkisk Girne, men udtales gay-ne. Gay er det engelske ord for bösse og naar man paa tyrkisk stiller et spörgsmaal, gör man det ved at tilföje ne i enden. Saa lidt firkantet betyder byens navn oversat: ’Er du bösse’. Mon der er en sammenhaeng eller det bare er en tilfaeldıghed?

Lørdag morgen jeg med færgen tilbage til Tyrkiet og efter planen skulle det vare 2 ½ time, men efter saedvanlig tyrkisk standard tog det 3 ½ time. Da jeg kom i land og skulle igennem paskontrollen var det den samme politimand som da jeg skulle afsted, havde stillet en hel masse spörgsmaal og stirret meget stift og ondt, men denne gang smilede han lidt. Hvis man havde lidt god vilje, og det havde jeg.

Jeg tog en Taxi til Silifke og blev da jeg steg ud ag taxien paa busstationen naermest overfaldet af busbilletsælgere. Nogle var ved at slaebe afsted med min bagage til deres kontor, men saa sagda jeg bare NO, rimeligt bestemt, og det virkede naermest som om de blev lidt bange for mig, men jeg fik det som jeg ville have det.

Mens jeg ventede paa at bussen skulle afgaa opstod der pludselig slagsmål lige bag ved mig. Det var voksne maend, som ellers saa venlige og nydelige ud, som pludselig for i hovedet paa hinanden. Naar der var nogen der hjalp den ene, kom der andre til og hjalp den anden. De fandt koste, köller og jernrör og slog vildt omkring sig. Der var dog ogsaa nogle der forsögte at skille dem ad. Efter et lille stykke tid kom politiet og saa blev de ellers saa noble maend i jakkesaet kört vaek af politiet. Jeg havde lyst til at komme med nogle sjove bemaerkninger til dem der blev tilbage, men undlod da de stadıgvaek var rödglödende.

Det er for övrıgt lidt sjovt at köre i bus hernede. Der er altid en ekstra med, som sörger for betjeningen og som hele tiden holder öje med om der er flere der skal med. Nogle raaber konstant bestemmelsesstedet ud af vinduet. Jeg har taenkt lidt paa om de maaske faar provision, men jeg har ikke fundet ud af det endnu, for de kan normalt kun tyrkisk. Det sker ogsaa flere gange at bussen bliver stoppet af buskontrollörer. Men det er ikke passagererne de kontrollerer, de kontrollerer om chauffören har skrevet alle passagererne op paa en lille seddel.

Efter normalt tyrkisk standard naaede jeg frem 1 ½ time for sent til Gøreme. Der fandt jeg et hotel kaldet Paradis Pension og jeg fik plads i et vaerelse som var en hule udhugget i bjerget. Jeg bor ı den midterste top paa billedet.

Vejen til paradis

Lige før klokken fire hvor jeg skulle med bussen, ringede jeg til Hasan, som skulle komme og hente mig ved Dipkarpas. Han tog ikke telefonen, men jeg tog alligevel af sted. Halvvejs derude ringede han tilbage og jeg bad ham om at hente mig klokken halv seks, som var ankomsttidspunktet ifølge busstationen. Om bussen plejede at være der klokken halv seks, ved jeg ikke, men den var der først 10 minutter i seks. Det virkede som om at han kørte nogle ekstra omveje for at aflevere nogle af de folk der var med.
Til sidst var der kun mig i bussen, og han spurgte mig om hvor jeg skulle af – det tror jeg i hvert fald han spurgte om. Jeg forsøgte at forklare ham at Hasan ville hente mig, men det forstod han vist ikke. Han gjorde holdt midt i byen hvor alle bygningerne var med veranda hvor de sad under. Her forsøgte buschaufføren at finde en der kunne engelsk og det lykkedes. Jeg kunne så forklare at Hasan ville hente mig og jeg nok bare måtte vente for han var der ikke lige nu.

Det var ikke godt nok vi skulle ringe til ham. Min telefon kunne ikke lige finde et net, så en af de lokale ringede til ham, men der var ikke nogen der tog den. Endelig ringede Hasan tilbage og han sagde at han ville komme. Der gik en halv time inden han var der så jeg tænkte at han nok havde glemt det. Men Hasan havde faktisk været der klokken halv seks, og var kørt hjem igen da jeg ikke var der. Han havde lånt hans bil ud til nogle af hans ansatte, så nu måtte han selv låne en bil for at hente mig. Så det lykkedes. For øvrigt, så var Hasans klokken halv seks egentlig halv fem, for han har stiller aldrig hans ur om til sommertid, så han havde været der længe før jeg kom.

Jeg blev indlogeret i en lille træhytte og har nu været her i 3 dage. Jeg ved ikke helt hvor mange dage jeg bliver her. Oprindeligt var det planlagt at jeg ville videre til Tyrkiet, Georgien og så videre, men jeg har lige fået en ide. Jeg tager måske en flyver til Beirut. Og netop da jeg skrev det, fandt jeg ud af det det gør jeg ikke. For kommer jeg ind i Beirut uden at have et visa til Syrien, er jeg nødt til at flyve ud fra Libanon igen. Jeg tager den oprindelige vej, men den mulige undtagelse at jeg dropper det østlige Tyrkiet, Georgien, Armenien og Ngorno Karabakh til senere. På den måde kan jeg nå at komme ned til Ægypten inden det bliver alt for varmt dernede og ved så at tage Georgien o.s.v. bagefter er der blevet så varmt der at alt sneen er smeltet på vejene op til de små byer, så jeg kan komme derop. Hvis ikke jeg lige kan komme ind i Syrien, tager jeg Georgien o.s.v. først og så må jeg flyve derfra til Israel eller Jordan.

Mandag fik jeg en lift af nogle englændere til Farmagusta og tog videre derfra med bus til Nicosia og Kyrenia. Der oplevede jeg verdens langsomste internetcafe og selvom jeg senere fandt en hurtigere en, så kunne det ikke lykkes mig at logge ind i min mail. Her er der nogle nye bogstaver som giver problemer, jeg nåede bare ikke at finde ud af hvilke det var. Men heldigvis havde jeg lavet det sådan at alle mine mails sendes videre til en hotmail adresse og den lykkedes det at åbne, så jeg har fået læst mine mails.

Farmagusta

Jeg fandt checkpointet og var nu på sydsiden igen. Jeg kom forbi det sted hvor Viper boede og besluttede at kigge op for at se om der var mulighed for at sove der en nat mere. Jeg vidste godt at der var en anden besøgende, men hun havde tidligere sagt noget med at der var mulighed for at sove på en sofa, så jeg prøvede. Hvis ikke der var mulighed for det ville jeg bare køre lidt uden for byen og sove i bilen. Den kunne jeg godt vente med til dagen efter om morgenen at aflevere. Men hun havde plads på en sofa så jeg sov der, og så kunne jeg aflevere bilen om aftenen.

Da jeg kom hen for at aflevere den spurgte de om den var fuld af benzin, for ellers ville de tage de 30 pund som jeg havde betalt i depositum for benzin. Da den kun var halvtom om den kunne fyldes helt op for 15 pund, ville jeg hellere fylde den op selv og så få alle 30. Men så skulle jeg have fundet en benzintank, og en hvor der var åbent. Efter en del kørende fandt jeg en som godt nok havde lukket, men hvor jeg kunne bruge mit kreditkort.
Men så skulle jeg finde tilbage til Biludlejningsfirmaet. Jeg havde ikke taget kort med for biludlejningsfirmaet lå tæt ved hvor Viper boede og der kendte jeg vejen. Men nu var jeg et helt andet sted i byen og selvom jeg er rimelig god til at huske vejen og derved finde vej, stødte der et ekstra problem fordi næsten alle veje i Nicosia er ensrettede, så jeg for vild. Jeg forsøgte at bruge fornemmeren så godt som muligt, men måtte til sidst opgive. Netop da jeg havde opgivet var jeg et sted jeg kendte, tæt ved Viper, så det løste sig selv.

Jeg var lidt spændt på hvordan de ville reagere med det spolerede hjul, men da det var mørkt kunne de ikke se at det var reservehjulet der var på, og da de ikke spurgte om noget, sagde jeg ikke noget.

Den anden logerende som Viper havde var en tysker med en ret speciel passion. Han havde som mål at se fodboldkampe i så mange forskellige lande som muligt. Han var egentlig ikke interesseret i fodbold, men havde altså denne ide. Hvis ellers Nordcypern talte med som et land for sig villa han være oppe på 62 lande. Han fortalte også at fordi han boede, rejste og spiste så billigt som muligt var det muligt for ham at rejse og kun bruge 12,5 Euro om dagen. Det er under 100 kr. Der kan jeg ikke være med, men jeg kan også godt lige lidt luksus mens jeg rejser, leje bil, tage på ballonflyvninger med videre,
Tidligt næste morgen kørte Viper mig til grænseovergangen. Der var nu egentlig ikke så langt men da jeg har 35 kg bagage er det nu svært at afslå en lille lift. På den anden side af grænsen, som man nu åbenbart kan passere så tit som man vil, tog jeg en taxi til Otogaren. Jeg sagde til ham at jeg ville finde en bus til Dipkarpas, som var den by der lå tættest på ”paradis”. Jeg ved godt at jeg havde fået at vide dagen før at der ingen bus gik på grund af Bayram helligdagen, men bare fordi én tyrker siger det behøver det bestemt ikke at være rigtigt. Chancen for at han siger det for selv at lave en forretning er mindst lige så stor. Taxi chaufføren sagde dog også at der ikke gik bus fra Nicosia til Dipkarpas på grund af Bayram, så nu begyndte jeg at tro på det. Han ville derimod køre mig til an anden busstation hvor jeg kunne tage en bus til Farmagusta, for derfra gik der bus til Dipkarpas. Men nej jeg ville bare til den først planlagte busstation.
Da jeg kom der sagde flere folk præcis det samme, bortset fra at der gik bus derfra til Farmagusta. Den tog jeg fordi jeg havde besluttet at ville til ”paradis” hvis der gik nogen busser, og det gjorde der jo, og så måtte Tyrkiet vente.

Da jeg kom til Farmagusta blev jeg henvist til en kontor og her sagde jeg at jeg skulle til Dipkarpas. Der gik bus klokken 1 og klokken 4. Han ville lige se om han kunne finde chaufføren, så jeg skulle bare side og vente indtil da. Efte en halv time havde han fundet chaufføren og kunne fortælle at 1 bussen ikke gik denne dag, så jeg måtte vente til klokken 4. Min bagage blev opmagasineret i bussen og så havde jeg en hel dag i Farmagusta.

Hele bykernen lå inde i en gammel borgmur som var 5 kilometer lang. Den var ret imponerende og man kunne mange steder stige op på den. Der var en del kirkeruiner i byen. Ruiner er måske så meget sagt men de stod aflåsede og forfaldt lige så langsomt. Jeg tror at det er en rest af den konflikt der var mellem det muslimske nordcypern og det græske ortodokse sydcypern. Byen var faktisk rar at gå rundt i, måske fordi der ikke var ret mange turister. Og på den anden side virkede som om at butikkerne var helt med på den sidste mode. Hvis jeg havde rejst sammen med en eller flere kvinder (stor og mindre) kunne de sikkert sagtens få en uge eller to til at gå der.

Jeg måtte forlade paradis

Efter slottet kørte jeg til Kyrenia, hvor jeg skulle finde færgekontoret. Jeg ville med færgen næste dag tilbage til Tyrkiet og skulle lige have tjek på hvornår det gik. Jeg fandt færgekontoret efter at have været på 6 – 7 andre kontorer først. Den almindelige færge gik klokken 12, men jeg kunne også tage katamaranfærgen klokken 9.30, og det ville jeg godt selvom jeg skulle betale 23 Lira mere, omkring 115 kroner. For det ville give mig mere tid i Tyrkiet til at finde den rigtige vej og bus til Cappadonien, som var mit næste mål.

Jeg kørte derefter ud mod nordøst spidsen af Cypern. Jeg ved ikke rigtig hvorfor, men jeg vil altid gerne helt op mod nord, helt ned mod syd, helt til øst og helt til vest når jeg er på en ø, og her var det altså den nordøstlige del, som mundede ud i en lang forholdsvis tynd tarm. Der var ”kun” 150 rkm derud, men derud skulle jeg. Naturen var noget anderledes og flot, men det helt store øjeblik kom da jeg fra en ”bjergvej” kunne se ned over Golden Beach. Det var 5 kilometer øde sandstrand, med det mest indbydende sand. Jeg så det fra vejen ud mod den sidste spids hvor der lå et kloster. Det var her de fleste kørte ud, for der var vist nogen der havde oplevet mirakler herude. Jeg synes nu at stranden så mest indbydende ud og jeg ville godt ned og have en dukkert. Jeg havde set et skilt på vejen hvor der stod Hasan´s bar og man godt kunne køre derned i bil så det ville jeg prøve. Jeg ville dog ikke på bar, men bare ned for at komme så tæt på vandet som muligt. Men da jeg så baren og de små hytter som man kunne overnatte i skulle jeg lige ind og have en frokost, og efter at have prøvet vandet på den øde strand var jeg solgt. Jeg har hele tiden sagt at hvis jeg fandt et sted jeg godt kunne lide, ville jeg bare blive der lidt. Det var lige sådan et sted hvor jeg kunne tænke mig at være lidt. Men det kunne jeg bare ikke. Jeg havde lejet bilen på den sydlige del af Cypern, havde kun betalt forsikring for denne dag i nord, så uanset hvor gerne jeg ville kunne jeg ikke blive der.

Jeg spurgte om det var muligt at komme derud i bus, og det var det sådan da. Bussen fra Nicosia kørte kun om mandagen og fredagen og kun til Dipkarpas, som lå 30 kilometer væk. Men man kunne nok finde en bil der ville køre en derud for omkring 100 kroner, eller også kunne jeg ringe til Hasan, og så ville han komme og hente mig. Det var heldigvis mandag dagen efter så det passede fint, så jeg spurgte Hasan om hvornår bussen gik fra Nicosia. Selvom det er mandag i morgen så går bussen måske ikke. Muslimmerne fejrer Bayram, og så er der meget der ikke fungerer. Men hvis de kørte ville han hente mig. Jeg skulle bare ringe i forvejen eller når jeg var på vej. Så jeg skulle bare finde Otogaren (busstationen) når jeg kom tilbage til Nicosia og finde ud af om den gik.

Da jeg kom tilbage til Nicosia fandt jeg Otogaren, og fandt ud af at der ikke gik nogen bus. Jeg var imidlertid blevet så varm på ideen at jeg forsøgte at finde en biludlejningsfirma, men alt var lukket. Jeg var nok nødt til at opgive og bare indstille mig på at tage en bus til Kyrenia og en færge til Tyrkiet, og så måtte mit lille paradis vente til en anden god gang. Men prøv lige at se disse billeder, her ville bare være rart at være et lille stykke tid.

Snehvides virkelige slot.

Jeg overnattede på et vandrehjem i Larnaka. Det var nok det mest beskidte toilet og badeværelse jeg nogensinde har set. Det var sådan at jeg følte mig mere beskidt efter at have været i bad end før jeg gik i bad, og jeg havde de sidste to nætter overnattet i bilen uden rigtige vaskemuligheder.
Der var en polak der boede der også og han var der for at arbejde som håndværker. Han fik omkring 800 kroner om ugen, men det var bedre end at gå hjemme i polen og ikke have noget arbejde. Han sagde at der var omkring 18% arbejdsløshed i Polen.

Jeg skulle tidligt op for jeg havde en times kørsel til Nikosia, hvor jeg skulle passere grænsen til Nordcypern. Jeg kom hen til den grænse som jeg havde passeret gående, men her kunne jeg ikke komme over. Det viste sig at der var en speciel grænse for kørende. Jeg fik et meget dårligt håndtegnet kort og skulle så forsøge at finde derhen. Jeg skulle dreje og svinge og så ligeud til jeg kom til Checkpointet. Og jeg kørte langt, så langt at jeg var overbevist om at jeg nu var kørt forlangt. Jeg gav op, ville vende bilen og køre lidt tilbage og så spørge nogen. Netop da jeg havde vendt bilen så jeg at jeg var lige ved checkpointet. Det var ikke til at se fra den anden side, men fra denne nye side var det ikke noget problem. Det er sjovt som tingene altid løser sig netop når man giver op.
Ved grænsen skulle jeg betale 15 cypriotiske pund i ekstra forsikring, for forsikringen fra den græske del dækkede ikke i nord. For de penge kunne jeg have lejet en bil i nord i stedet for, men nu havde jeg altså denne i syd.

Jeg kom over og kørte mod Girne eller Kyrenia. Alle byer i nord har et tyrkisk navn og et andet navn på græsk-cypriotisk. Mit kort var på græsk-cypriotisk, så det skulle blive en spændende tur.
Jeg kørte til St. Hillarion slottet, som ligger fantastisk flot. Der var utroligt mange gange og vejen man kunne gå deroppe, så hvis jeg havde været et barn, ville jeg have kunnet leje gemmeleg en hel dag uden nogen ville finde mig. Det var ret imponerende i virkeligheden, men det er svært at vise på billeder. Da Walt Disney var her i sin tid, brugte han dette slot som inspiration for slottet i Snehvide og de syv små dværge. Som det kan ses af billedet er slottet øverst til højre Walt Disneys og det til venstre er en tegning af St. Hillarion slottet.

Endelig en strand med sand.

På vej mod Limassol kom jeg forbi Ladies Miles, som er en af de eneste sandstrande på Cypern. Det er meget fint sand der gør at man sagtens kan køre på det. Nu havde jeg endelig fundet en rigtig strand og så var det koldt og blæsende og ingen sol, så solslikkeriet må vist vente til et senere tidspunkt. Det var dog ikke alle der var kede af det. De moderne vindsurfere bruger en faldskærm til at trække sig med. Her var der nogle som havde lavet små vogne, som de kørte i fuld fart hen over den flade strand. Ham jeg fik et billede af kørte ind i et jernstativ lige efter jeg havde lukket kameraet, så derfor sidder han stadigvæk på sin vogn.

Lige før Larnaka kom jeg forbi Tekke moskeen hvor Muhammeds plejemor skulle være begravet i 649. Hun var taget med på muslimernes første erobringstogt til Cypern, men døde altså her. Det kan være farligt med alle de erobringstogter.

Jeg endte dagen i Larnaka, og nåede lige at smutte forbi Lazarus kirken, og se en begyndende messe. Lazarus er Cyprioternes skytshelgen. Efter at Jesus havde vakt ham til live, blev han sat ud i en utæt båd af farisærerne. De ønskede ikke ham i landet som vidne på Jesu gerninger. Han var heldig at båden drev til Cypern, hvor han oprettede en menighed og senere døde. Der hænger flere store billeder i kirken af hændelsen hvor han bliver vakt til live og alle der kommer ind i kirken går hen og kysser billederne. På grund af for meget savl har man dog sat en gladplade op foran, så malingen ikke bliver slikket af.
Når de kysser billedet er det ikke et tungekys, men det er meget tæt på, og det er ikke bare en gang.

De køber også alle sammen stearinlys som de tænder. Men så snart de har sat sig kommer der en kirketjener hen og slukker nogle af dem og fjerner dem. Så kan de sælges en gang mere. Det er vist det man kalder religiøst genbrug.

Fordi vejret ikke har været til strandliv, er jeg blevet hurtige færdig med den sydlige del end jeg havde planlagt. Jeg tager derfor bilen i morgen og kører op på den nordlige del. Man skal tegne en ekstra forsikring ved overgangen, men ellers skulle det vist fungere. Så det prøver jeg.

Kongegrav og manglende fodspor

Lørdag tog jeg så ned til Pafos, som skulle være det mest hyggelige sted af turiststederne. Det er det også selvom det er godt og grundigt spoleret. I udkanten af byen mellem hoteller ligger kongegravene. Der har godt nok aldrig været nogen regerende konge på øen, men det lyder bedre end at sige nogle rige mænds begravelsesplads. For det er hvad det er. Et par århundrede før kristi udhuggede man gravkamre i den bløde sandstensklippe. Det blev til en hel del og en af de fineste havde tillige med underjordiske søjler. Men kongegrav er det nu ikke.

Apropos kongegrave, så er den danske konge Erik Ejegod faktisk begravet i Pafos. Han skulle være død på en af hans pilgrimsrejser til det hellige land. Man har godt nok aldrig fundet graven, men det skulle være ganske vist. Hans kone dronning Bodil nåede helt til Israel hvor hun døde og skulle efter sigende ligge begravet ved oliebjerget. Det må jeg tjekke når jeg kommer derned.

På vej østover på sydkysten kom jeg forbi det sted hvor Afrodite skulle være steget i land. Der er lidt klipper ude i vandet men jeg kunne ikke se nogen fodspor. I nærheden lå imidlertid ruinerne af Afrodites tempel, så den må være god nok..

Billede 1766 og 1769

Afrodite mig her og der.

Jeg overnattede i bilen ved en lille stenstrand kaldet Afrodites strand i det nordvestlige Cypern, og jeg var lidt spændt på om jeg nu igen skulle blive banket op om natten. Men området ligger tæt ved Akadamas halvøen, hvor mange overnatter i telt eller det fri når det bliver lidt varmere. Jeg fik lov til at sove i fred og fik en dejlig morgendukkert.

Det var godt at jeg kom tidligt op for jeg skulle ud og motionere. Først skulle jeg forbi Afrodites bad. Afrodite er kærlighedens og frugtbarhedens gudinde. I en lille klippehule løber der vand ned i en lille bassin og der skulle være her at hun skulle have siddet og badet sig, mens hun blev beluret af mænd og vaskede sig efter hun havde underholdt sig med sine elskere. Jeg skal lige sige at jeg desværre ikke så hende, men jeg kunne godt forestille mig det.

Fra samme sted udsprang også en natursti på 7,5 km i de øde Akadamas bjerge. Det gik meget op og ned, men udsigten var rigtig god. Mange steder stod der små grønne skilte med navne på, så man kunne se hvad buskene og træerne hed. Der var bl.a. en busk der hed view point, og et træ der hed strawberries tree, som man kan se på et af billederne. Jeg er bange for at jeg kender en som nu begynder at plage om at komme til Cypern, når der gror jordbær på træerne.

Efter den anstrengende gåtur på 3 timer, tog jeg tilbage til stranden hvor jeg havde overnattet og lå og slikkede sol resten af dagen. Det har reelt været den eneste dag her på Cypern med sol. Sidst på dagen kørte jeg lidt sydpå og fandt en anden strand hvor jeg kunne sove når solen engang var gået ned. Jeg fandt et lille klippeparti som havde form af en stol, så derfra så jeg solen forsvinde mens jeg kæmpede med at holde fluerne væk.

Punkterede på en øde bjergvej.

Torsdag den 6 tog jeg så af sted fra Nicosia i lejet bil med rattet i den forkerte side og jeg skulle også køre i den forkerte side. Dertil kom så at der var mange biler i byen og mange ensrettede veje, så jeg ikke bare lige kunne køre der hvor jeg kunne huske fra mit kort hvor vejene gik. Det gik fint men det var ikke noget med at sidde og slappe af – det krævede fuld koncentration.
Jeg slap ud af byen, men kom en anden vej ud end det jeg havde regnet med, men skidt øen er ikke så stor så jeg kunne sagtens finde derhen hvor jeg ville.

Midt på øen ligger Trodosbjergene og jeg har længe af en eller anden grund ønsket mig at køre rundt oppe i de bjerge. Måske skyldes det at jeg har set nogle billeder af en bil holde højt oppe med en rigtig god udsigt over næsten øde landskab. Jeg har vist også hørt om nogen som nærmest var faret vild deroppe, så det kan godt være at det var det der tiltrak mig, en dejlig lille udfordring.

Jeg havde spurgt der hvor jeg lejede bil om vejene var asfalteret og det havde han sagt ja til. Det kan godt være at hovedvejene var asfalteret, men det varede ikke længe inden jeg var ude på de små grusveje. Grusveje er nu så meget sagt. På mange af dem lå der store og små klippestikker som var faldet ned og vejen havde mere tegn af kun at være til firehjulstrækkere. Jeg havde lejen en Polo og det var som om at den lidt for mange gange var for lav.

På et tidspunkt lød det som om at der var kommet grus op i en skærmkasse, for det raslede når jeg kørte. Da jeg kom ud på en lille stykke vej som var nylavet kunne jeg køre lidt hurtigere, og så lød det som om at der var et eller andet der var løst og som sad og slog mod jorden når jeg kørte. Jeg var nødt til at stoppe for at se efter. Men der var ikke noget at se – førend jeg kom til at kigge på det ene bagdæk. Det var ikke bare fladt, men fuldstændigt revet i stykker. Vejen havde været så humpet at jeg ikke havde kunnet mærke at dækket var fladt. Jeg fik det skiftet og besluttede at jeg nok hellere måtte køre lidt mere forsigtigt. Hvis jeg punkterede på et til havde jeg jo ikke længere noget reservehjul.

Jeg ved ikke om jeg bliver afkrævet penge for det eller det bare bliver regnet for et hændeligt uheld. Men når jeg så på dækkene, var de godt nok også meget slidte og fælgen var også lidt bulet. Om den var bulet i forvejen eller det er mig der har bulet den ved at køre på klippestykker ved jeg ikke, men nu må jeg se hvad udlejningsfirmaet siger til det.

Jeg troede at Trodos bjergene var helt øde, men det er som det kan ses på billederne utroligt grønt der. Den lille bæk på billedet er på vej op til Caledonien falls. Et lille bitte vandfald som de engelske tropper har navngivet. Det var nu ikke ret meget vandfald, men hvis man ikke har andet, ja så er det jo deres vandfald.

I udkanten af Trodos kom jeg forbi ærkebiskop Makarios gravmæle. Han var lidt at en vendekåbe, holdt først med den ene så den anden og han fik åbenbart vendt sig i tide for han nåede også at blive præsident og endte med at blive en slags landsfader for Cypern.

Blev involveret i en Hash-klub

Tirsdag morgen ankom jeg så til Cypern, og efter en ret lang ventetid på at komme igennem paskontrollen, tog jeg en dolmus til Lefkosia, som er tyrkernes navn for Nicosia. På otogaren forsøgte jeg at skaffe et kort over byen for at finde ud af hvor langt der var til den grønne linie, der skiller de to Cypern ad og for at finde stedet hvor det er muligt at passere. Men der var ingen kort at få, og det bærer tydeligt præg af at her kommer der ikke mange turister med undtagelse af tyrkerne selv. Jeg tog en taxi til stedet hvor man kunne komme over og kom over uden problemer. Det er ikke mere end et par år siden at det blev muligt at passere her, ellers har det været helt lukket siden tyrkerne besatte nordcypern i 1974.
Da jeg kom om på den anden side ringede jeg til Viper som var min kontaktperson fra HC, fandt ud af hvor hun boede og tog en taxi derhen. Der var en anden HC’er der i forvejen som ikke var kommet af sted fordi vejret havde svigtet lidt. Det var en polak – og det er altså sjovt at mødes med folk på denne måde.

Jeg brugte dagen til at gå rundt i byen og det blev en interessant tur. Byen har to ”mure”. En ældgammelbymur som indkapsler noget af den gamle bydel og så en Berlinmur. Det er den eneste by i verden i dag der er delt. Når man går rundt i de små gader langs ”Berlinmuren” bliver man mødt af blåhvide tønder der spærrer vejen ind til det FN-kontrollerede område. Udenfor FN-området står der bevæbnede soldater klar til at skyde hvis den anden side pludselig skulle komme. Når man kigger op på 1. salen i husene der vender ud mod fjenden, ser man en masse sandsække dynget op i vinduerne, hvor soldaterne kan sidde og sigte mod fjenden. De bevæbnede soldater ligner dog ikke nogen der skal i krig, de ser rimeligt afslappede ud. Der er noget historisk og fascinerende ved det og hvis man gik glip af Berlinmuren skal man skynde sig herned og se denne, for det giver en ide af Berlinmuren.
Jeg er ret overbevist om at det ikke varer så længe inden denne lokale Berlinmur er væk. Man kan krydse den FN-kontrollerede grønne linie uden problemer og kommunerne nord og syd samarbejder om restaureringsprojekter i begge bydele. Så det er kun et spørgsmål om hvornår Cypern er 1 land igen.
I de små gader i byen kan man også opleve et fænomen som vi kendte i gamle dage derhjemme. Alle tømrerne eller alle skomagerne eller hvad det nu måtte være af små håndværksmestre ligger alle i den samme gade. På det område har byen ikke ændret sig i mange år.

Min host Viper inviterede mig med til Hash om aftenen. Helt nøjagtig Nicosia Horrible Hash House Harriers. Hver uge mødes denne gruppe mennesker på omkring 25 personer. Først skal der motioneres. Man kan enten vælge at løbe eller gå. En eller to personer er forinden blevet udvalgt til at være harer. De har dagen forinden udlagt spor som løberne eller de gående skal følge. Jeg fik at vide at sporerne var ”flower” og forestillede mig en slags gule blomster der var lagt ud. Men det var ikke blomster men derimod mel som på engelsk udtales på næsten samme måde.
Man følger sporerne og der er regler om at de altid skal være i højre side af vejen. Det havde desværre regnet lidt så det var lidt svært at følge sporerne. Uanset regnen er det dog meget normalt at de enkelte grupper farer vildt, men da der altid er nogen der er lokaltkendt, lykkes det altid at finde ”hjem” igen. De gående går omkring 4 til 5 kilometer og løbernes tur er omkring 8 til 9. Man mødes efter ca. 1 time og så skal der drikkes øl og synges. Hash formanden vælger nogen ud for tilfældige ting og de skal så høre en sang og sangen sluttes altid af med at man tæller ned fra 10 til 1. Imens nedtællingen foregår skal vedkommende drikke et stort glas øl, og når man kommer til 1 skal glasset vendes på hovedet i håret. Alle nye, og dem var jeg jo en af, skal præsentere sig selv ved at fortælle en vittighed, gerne en sjofel en, og derefter får man sit Hash navn. Jeg blev døbt Mcballs. Så spiser man og går hver til sit.
Mens det hele foregik kunne jeg ikke lade være med at tænke på at det mindede utroligt meget om de gamle dage i de engelske kolonier, hvor den hvide overlegne race mødes til en form for sovial samvær, og det var det faktisk også fandt jeg så ud af. Det hele startede for 60 år siden i indonesien, hvor nogle hvide engelske kolonister kedede sig. De mødtes for at drikke lidt og en af dem fik den ide at der skulle motioneres først. Det har nu spredt sig ud over hele jorden og der er Hash løb i de fleste lande. I dag er det dog alle salgs mennesker, også de lokale som kommer, men hovedsproget er fortsat engelsk. Nu er jeg optaget, har fået et Hash-navn, så nu kan jeg bare kontakte en Hash-klub der hvor jeg kommer frem. Så det er endnu en indgangsvinkel til nye kontakter. Det er sjovt som tingene kan ske.
En af dem fra Hash-klubben holdte fødselsdag om aftenen på en pub og der er jeg også inviteret med - Man skulle dog selv betale. Jeg var der sammen med Viper og en anden fra hash-klubben. De andre der var der var alle kollegaer fra den tyske/irske investeringsbank foedselaren arbejdede i. Og saadan nogle bankfolk er jo lidt toerre i det. Men ellers har jeg lejet en bil og vil de næste fire dage køre rundt på Cypern. De sidste par dage har været overskyet, koldt og også lidt regnfuldt. Men de lokale har lovet mig at jeg nok skal få sol. Der er normalt kun 1 dag af gangen i april måned at der er overskyet. Nu har det varet i tre dage, så der er en masse sol til gode. Jeg er dog ikke alt for sikker på at det sker fra i morgen når jeg kigger ud af vinduerne.