Vejen til paradis

Lige før klokken fire hvor jeg skulle med bussen, ringede jeg til Hasan, som skulle komme og hente mig ved Dipkarpas. Han tog ikke telefonen, men jeg tog alligevel af sted. Halvvejs derude ringede han tilbage og jeg bad ham om at hente mig klokken halv seks, som var ankomsttidspunktet ifølge busstationen. Om bussen plejede at være der klokken halv seks, ved jeg ikke, men den var der først 10 minutter i seks. Det virkede som om at han kørte nogle ekstra omveje for at aflevere nogle af de folk der var med.
Til sidst var der kun mig i bussen, og han spurgte mig om hvor jeg skulle af – det tror jeg i hvert fald han spurgte om. Jeg forsøgte at forklare ham at Hasan ville hente mig, men det forstod han vist ikke. Han gjorde holdt midt i byen hvor alle bygningerne var med veranda hvor de sad under. Her forsøgte buschaufføren at finde en der kunne engelsk og det lykkedes. Jeg kunne så forklare at Hasan ville hente mig og jeg nok bare måtte vente for han var der ikke lige nu.

Det var ikke godt nok vi skulle ringe til ham. Min telefon kunne ikke lige finde et net, så en af de lokale ringede til ham, men der var ikke nogen der tog den. Endelig ringede Hasan tilbage og han sagde at han ville komme. Der gik en halv time inden han var der så jeg tænkte at han nok havde glemt det. Men Hasan havde faktisk været der klokken halv seks, og var kørt hjem igen da jeg ikke var der. Han havde lånt hans bil ud til nogle af hans ansatte, så nu måtte han selv låne en bil for at hente mig. Så det lykkedes. For øvrigt, så var Hasans klokken halv seks egentlig halv fem, for han har stiller aldrig hans ur om til sommertid, så han havde været der længe før jeg kom.

Jeg blev indlogeret i en lille træhytte og har nu været her i 3 dage. Jeg ved ikke helt hvor mange dage jeg bliver her. Oprindeligt var det planlagt at jeg ville videre til Tyrkiet, Georgien og så videre, men jeg har lige fået en ide. Jeg tager måske en flyver til Beirut. Og netop da jeg skrev det, fandt jeg ud af det det gør jeg ikke. For kommer jeg ind i Beirut uden at have et visa til Syrien, er jeg nødt til at flyve ud fra Libanon igen. Jeg tager den oprindelige vej, men den mulige undtagelse at jeg dropper det østlige Tyrkiet, Georgien, Armenien og Ngorno Karabakh til senere. På den måde kan jeg nå at komme ned til Ægypten inden det bliver alt for varmt dernede og ved så at tage Georgien o.s.v. bagefter er der blevet så varmt der at alt sneen er smeltet på vejene op til de små byer, så jeg kan komme derop. Hvis ikke jeg lige kan komme ind i Syrien, tager jeg Georgien o.s.v. først og så må jeg flyve derfra til Israel eller Jordan.

Mandag fik jeg en lift af nogle englændere til Farmagusta og tog videre derfra med bus til Nicosia og Kyrenia. Der oplevede jeg verdens langsomste internetcafe og selvom jeg senere fandt en hurtigere en, så kunne det ikke lykkes mig at logge ind i min mail. Her er der nogle nye bogstaver som giver problemer, jeg nåede bare ikke at finde ud af hvilke det var. Men heldigvis havde jeg lavet det sådan at alle mine mails sendes videre til en hotmail adresse og den lykkedes det at åbne, så jeg har fået læst mine mails.