Snehvides virkelige slot.


Jeg overnattede på et vandrehjem i Larnaka. Det var nok det mest beskidte toilet og badeværelse jeg nogensinde har set. Det var sådan at jeg følte mig mere beskidt efter at have været i bad end før jeg gik i bad, og jeg havde de sidste to nætter overnattet i bilen uden rigtige vaskemuligheder.
Der var en polak der boede der også og han var der for at arbejde som håndværker. Han fik omkring 800 kroner om ugen, men det var bedre end at gå hjemme i polen og ikke have noget arbejde. Han sagde at der var omkring 18% arbejdsløshed i Polen.
Jeg skulle tidligt op for jeg havde en times kørsel til Nikosia, hvor jeg skulle passere grænsen til Nordcypern. Jeg kom hen til den grænse som jeg havde passeret gående, men her kunne jeg ikke komme over. Det viste sig at der var en speciel grænse for kørende. Jeg fik et meget dårligt håndtegnet kort og skulle så forsøge at finde derhen. Jeg skulle dreje og svinge og så ligeud til jeg kom til Checkpointet. Og jeg kørte langt, så langt at jeg var overbevist om at jeg nu var kørt forlangt. Jeg gav op, ville vende bilen og køre lidt tilbage og så spørge nogen. Netop da jeg havde vendt bilen så jeg at jeg var lige ved checkpointet. Det var ikke til at se fra den anden side, men fra denne nye side var det ikke noget problem. Det er sjovt som tingene altid løser sig netop når man giver op.
Ved grænsen skulle jeg betale 15 cypriotiske pund i ekstra forsikring, for forsikringen fra den græske del dækkede ikke i nord. For de penge kunne jeg have lejet en bil i nord i stedet for, men nu havde jeg altså denne i syd.
Jeg kom over og kørte mod Girne eller Kyrenia. Alle byer i nord har et tyrkisk navn og et andet navn på græsk-cypriotisk. Mit kort var på græsk-cypriotisk, så det skulle blive en spændende tur.
Jeg kørte til St. Hillarion slottet, som ligger fantastisk flot. Der var utroligt mange gange og vejen man kunne gå deroppe, så hvis jeg havde været et barn, ville jeg have kunnet leje gemmeleg en hel dag uden nogen ville finde mig. Det var ret imponerende i virkeligheden, men det er svært at vise på billeder. Da Walt Disney var her i sin tid, brugte han dette slot som inspiration for slottet i Snehvide og de syv små dværge. Som det kan ses af billedet er slottet øverst til højre Walt Disneys og det til venstre er en tegning af St. Hillarion slottet.
0 Comments:
Post a Comment
<< Home