Brændende klipper

Om aftenen oplevede jeg igen en total mangel på tyrkisk overblik og organisering. Lige før spisetid kom nogle og sagde at nu skulle vi af sted. I nærheden var der et bjerg hvor der kom methangas op ad sprækker og som antændte sig selv. Det havde været der i mange år og det skulle vi hen og se. Der var 10 kilometer derhen og de havde arrangeret noget transport for de 7 kilometer. Vi havde ikke tid til at spise først for så ville der være mørkt når vi skulle gå op ad bjerget. Vi gik af sted med det samme men undervejs stoppede nogle af tyrkerne og diskuterede, nogle købte brød, vi gik videre, så var der nogle andre der diskuterede og købte noget andet. Det endte med at der alligevel var mørkt da vi nåede hen til bjerget. Ved hjælp af et par enkelte lommelygter og lyset fra et par mobiltelefoner var vi omkring 25 der gik op af det mørke bjerg Chimera.
Vi fandt flammerne, satte os omkring og ristede brød og næsten uspiselige tyrkiske pølser over flammerne. Det var ligesom at sidde omkring lejrbål. Her var vi bare fri for at slæbe brænde til. Der kom en naturlig udsivning af gas fra undergrunden.
Ifølge deres legender skyldes det at en kriger for mange år siden var i kamp med en ildsprudlende drage som han fik nedlagt. Det viste sig bare at den ikke var helt død inden de begravede den, så derfor kommer der stadigvæk ild fra den.
Da vi kom tilbage skulle vi gå fra stranden og op igennem ruinerne der og op til Kadirs Treehouse. Selvom vi gik nogenlunde samlet og selvom der kun var en vej og selvom vi alle havde gået vejen adskillige gange før var der nogle tyrkere der for vild. Jeg tror faktisk at kvinder der overhovedet ikke har nogen sted og orienteringssans er bedre til at finde vej end tyrkere.