Til Olympos med politi i hælene

Tidligt mandag morgen skulle vi så af sted ned til Antalya. En lille tur på 850 km. Inden vi kørte sagde jeg til Alper at min benzintank var helt tom. Den var tom inden jeg fulgte efter taxaen dagen før, så nu var den så tør at jeg kun kørte på dampene af benzin. Det var derfor nødvendigt at køre til den nærmeste tank for at få benzin på. Han sagde ja det kan vi sagtens og så kørte vi. Forbi den første, den anden og den tredje tank, så til sidst måtte jeg ringe ham op og sige at nu kørte jeg ind på en tank for ellers ville jeg køre tør. Jeg nåede det lige. Når man er i Tyrkiet eller snakker med tyrkere skal man huske at når de siger ok, det er i orden, så er det ikke altid de mener det helt. Hvis man laver en aftale med en af dem om klokken 7, og de siger at det er ok, og de ligner en der mener det, så kan det godt være at de først dukker op klokken 8.
Jeg regnede med at det ville være godt at have en lokal til at køre foran og vise vejen. Han havde skrevet en krak lignende beskrivelse ud og synes vi skulle køre den vej de foreslog. Ud fra mit kort synes jeg godt nok at en anden vej var bedre, men de er jo lokale og ved nok bedst.
Han kørte en del for stærkt, men da han jo var lokal vidste han nok hvor fartkontrollerne var – troede jeg. Vi røg ind i en fartfælle hvor vi kørte 120, hvor man måtte køre 90. Det kostede mig 155 Lira, svarende til 780 kroner. Jeg var udlænding og skulle betale kontant, så det var godt jeg havde kontanter på mig. Alper betalte ikke kontant, så han ville blive afkrævet 206 Lira.

Fordi vi fik bøden og fordi han indtil da, hvor vi kun havde kørt 70 kilometer, havde kørt forkert 5 gange, spurgte jeg ham om han ikke vidste hvordan det fungerede med politikontrol osv. Det viste sig at han kun en enkelt gang havde været uden for Istanbul før i egen bil. Jeg foreslog derfor at jeg skulle køre forrest og det gjorde jeg så. Vi kørte ikke mere forkert og vi slap igennem omkring 15 fartkontroller uden flere bøder.
Her var en tyrker mere der havde problemer med at finde vej. Jeg har nu oplevet temmelig mange tyrker som totalt mangler evnen til at finde vej, og jeg har ikke stødt på en eneste der havde disse evner. Så nu er jeg ved at tro at det er noget der ligger eller rettere mangler i deres gener.

Efter en flot tur gennem lander fra nord til syd ankom vi omkring klokken 10 om aftenen til Kadirs Treehouse i Olympos.

Olympos er et naturreservat der ligger omkring 80 kilometer syd for Antalya. For 20 år siden var der en mand ved navn Kadir som byggede et treehouse som vist på billedet. Det var en slags sommerhus han selv ville bruge. Men han fik besøg af nogle backpackere som spurgte om de kunne overnatte hos ham. Det kunne de. Rygtet spredte sig og han byggede flere. I dag ligger der mange huse klumper sammen hos ham, sådan lidt Chrstiania agtig bygget. Der kan bo 230 personer der ad gangen, men som de siger så har de aldrig sagt nej til nogen, for man kan altid ligge og sove på gulvet i deres restaurant.
Kadir var den første og eneste i floddalen dengang, men i dag er der mange, mange andre der har efterlignet det. De er ikke oprindelige og langt fra så hyggelige.

Fra hovedvejen og ned i slugten var der ca. 11 km og hvis man kommer med bus må man påregne at skulle gå derned, medmindre man er heldig at kunne få en lift. Da vi kom der stod der en blaffer og selvom vi var 4 i bilen i forvejen kunne vi godt have en ekstra med når det ikke var længere. Han lignede lidt en gammel hippi og han kom fra Tyrkiet. Han skulle til et af de andre steder nede i dalen end os, så jeg stoppede og sagde at så kunne han ikke køre med. Det var selvfølgelig bare for sjov. Vi havde haft det rigtigt sjovt og det fortsatte. Han forsøgte vist også at være sjov for han sagde at han hellere ville til det andet sted, for der var pigerne pænere. Da vi fortsatte med at grine kunne han ikke rigtig forstå hvad der foregik. Så jeg fortalte ham at vi havde fået rigeligt med Raki for at par dage siden og det vist ikke var kommet ud af blodet endnu. Så begyndte han at sige en hel masse med at hvis man drikker alkohol så leger man med djævlen og sådan noget, og da jeg troede han lavede sjov svarede jeg bare at det var helt fint, for ham var jeg i familie med. Det var vist ikke så godt. Det viste sig nemlig at han studerede til at blive imam og var en halvfanatisk muslim. Vi fik dog glattet lidt ud på det og da vi satte ham af lovede han at han ville bede for os om aftenen. Men det var altså ikke til at se at han var imam studerende. Han havde rastafahår. Men nu ved jeg hvordan man laver en hippi om til en imam. Man flytter bare hans hår fra hovedet og ned på hagen.