I Istanbul

Søndag morgen blev til søndag eftermiddag inden jeg vågnede op. Samme sted hvor jeg sov var der også en svensker indlogeret, og vores vært kørte os ind til Bosperusstrædet, hvor vi kunne tage en færge over på den anden side. Istanbul er den eneste hovedstad eller by i verden der ligger i to kontinenter. Jeg havde sovet i den del der ligger i asien og skulle nu over det historiske vigtige stræde til centrum af byen også kaldt Sultahnemet.
Svenskeren havde været i Istanbul før og set turistattraktionerne og vi havde ikke så meget energi til at gå rundt i mange timer, så vi blev inde i Sultanehmet området, så lidt på Hagia Sofia og den meget berømte blå moske. Ægte muslimer kan gå ind af hovedindgangen, mens os turister og ikke troende skulle gå ind af en sideindgang. Vi skulle alle smide skoene og endte præcis det samme sted. En moske er egentlig ikke andet en et stort rum med en masse gulvplads, hvor man kan knalde hovedet i jorden. Tagkonstruktionen er normalt en kuppelform og så har de alle sammen en eller flere minareter, som er meget smalle tårne. I gamle dage måtte imamen kravle op i toppen og stå der og råbe, eller synge hedder det vist, alle bønnerne ud 5 gange om dagen. I dag har man fyldt tårnene med højtalere så han er fri for at kravle helt derop.
I den blå moske skulle der efter sigende være nogle inskriptioner ridset ind af danske vikinger i 900 – 1000 tallet. Noget i retning af ”Erik var her”. Jeg kunne dog ikke lige finde det, men det var en af de vikinger som var livvagt for kejseren i Konstatinobel, som Istanbul hed dengang.

Jeg kom også forbi de gamle sultanernes gravmæler og som det kan ses på billedet, hvis man klikker på det, for så bliver det nemlig forstørret, så er der noget rødt pynt på. Det er deres gale Fez, en rød filthat med en sort dusk på. Det er det eneste sted i Tyrkiet der er sådan nogle, for da Atatürk kom til magten og ville gøre landet lidt mere vestligt, blev det gjort ulovligt at gå med den islamiske Fez. Hvis man gør det ryger man direkte i fængsel. Men disse afdøde sultaner må altså godt. Men det giver jo heller ikke nogen mening at putte dem i fængsel. De ligger jo i forvejen i store sten sarkofager, hvor de ikke kan komme ud af.

Da aftenen nærmede sig skulle jeg have fundet et sted at sove. Tadjim, hvor jeg sov natten før, havde tilbudt at jeg kunne sove der, men Alper foreslog at jeg skulle komme hen til ham. Jeg skulle godt nok sove på gulvet der, men næste morgen skulle vi meget tidligt af sted i min lejede bil og hans egen, begge fyldt op med andre HC medlemmer, som skulle til solformørkelse i Antalya. Så Jeg skulle køre ud til ham. Jeg vidste bare ikke hvor det lå og det der med skiltning er de ikke så gode til. Taxa er heldigvis billige her i Tyrkiet, så jeg hyrede en taxa til at køre foran mig ud til Alper. Taxachaufføren og Alper snakkede sammen på tyrkisk i telefonen og så var det bare af sted, for nu vidste han jo hvor vi skulle køre hen – troede jeg. Taxachaufføren måtte ringe en halv snes gange til Alper under vejs og spørge om vej lige så mange gange. Men det lykkedes os at finde hvor vi skulle hen. Her var en tyrker mere som også manglede sin orienteringssans.