Blafferen

Nå men tilbage min biltur mod Istanbul. Lidt nord for Sardes stod en blaffer, og da jeg havde plads i bilen, samlede jeg ham op. Jeg havde haft en anden blaffer med før og det havde bare været 5 til 10 kilometer han havde kørt med, men denne blaffer

Som i øvrigt kun kunne tyrkisk skulle helt til Istanbul, en lille tur på 450 kilometer. Hvad snakker man så om på en 450 kilometer lang køretur, når man ikke kan snakke samme sprog? Vi snakkede om en masse, men jeg kan selvfølgelig ikke vide om det jeg opfattede var rigtigt. Kropsprog, fingersprog og en lille liste med 10 – 20 tyrkiske ord gør underværker. Han var på vej fra Antalya over Izmir til Istanbul, og efter et par dage skulle han tilbage til Antalya, hvor han arbejdede på et hotel. Han lærte mig også at undgå politi rader og bøder. Der er fartkontrol over det hele og selvom nogle er venlige at blinke med lyset for at advare og nogle steder er skilte med at der kan være rader på den næste strækning er det næsten umuligt ikke at blive snuppet hvis man kører for stærkt. Jeg havde derfor indtil jeg mødte blafferen holdt mig til de 90 der er tilladt at køre på landevejen. Nu kunne jeg køre stærkere for dels vidste han hvor de normalt holdt kontrol og derudover skulle man bare finde en hare. Når man blev overhalet af en tyrkisk bil som kørte 100 – 110 km/t, og han så lokal ud, skulle man bare lægge sig bagved ham. Når han bremsede, skulle jeg også bremse, når han sænkede farten, skulle jeg også sænke farten, og det fungerede rigtig fint. I byerne må man kun køre 50 – 60 km/t men her kan man også køre 90, for der er ikke fartkontrol i byerne. På denne måde kom jeg helt til Istanbul uden bøder.

Undervejs passerede vi byen Bursa hvor Kebab blev opfundet i 1867 af Iskender Usta. Ideen var at ved at stege det lodret ville saften løbe ind i kødet i stedet for ned i ilden. Kødet ville derfor blive meget bedre. En rigtig Iskender Kebab er nyskåret kød lagt på friskbagt brød og overhældt med brunet smør, tomatsauce og yougurt. Mmmmm – det er godt.

Vi kom også forbi Iznik, som i gamle dage hed Nikæa. Det var her man i år 325 holdt det første kirkemøde, hvor man blandt andet besluttede at reinkarnation var forbudt og alle passager i de hellige skrifter som nævnte det enten skulle slettes eller ændres. De tekster som var for svære at korrigere valgte man i stedet for helt at udelukke fra det samlede værk som senere blev til det vi kender som biblen i dag. Disse kirkemøder havde til formål at ensrette religionen så man kunne fortælle folk hvad de skulle tro. Man kunne jo ikke have at folk selv fandt ud af hvad de ville tro på.
I 787 blev det 7 kirkemøde også holdt her og her besluttede man blandt andet at det igen skulle være tilladt at afbillede guder og hellige personer. Specielt det med de hellige personer var vigtigt for de kirkefædre, der holdt mødet, for ellers kunne de jo ikke selv blive afbilledet.

For at slippe for 100 km kørsel kunne man tage en færge over Mamara havet og det gjorde vi. Jeg ringede derfra til Alper, det var den tyrker som havde inviteret til HC-party i Istanbul, for at spørge om hvor jeg kunne finde ham. Da han ville vide hvornår jeg kunne være der, måtte jeg bare give telefonen til blafferen og så snakkede de sammen og aftalte et eller andet. Jeg forstod dog at min blaffer ville dirigere mig ind i Istanbul. Det var vist en rigtig god ide, for Istanbul har officielt 15 millioner indbyggere, men sandsynligvis mange flere, og det med skiltning er de ikke alt for gode til. Og så kører de på en interessant og spændende måde. Hvis der er to baner og et lille nødspor kan der ”sagtens” vare fem biler ved siden af hinanden. Min blaffer måtte åbenbart kende lidt til det, for når han pegede over mod højre og sagde ”sar” kørte jeg over i den højre vejbane, salar var til venstre og davon var bare lige ud i fuld fart. Nogle gange skulle man rette sig efter det røde lys og andre gange ikke.

Min blaffer var ikke så god til at orientere sig, så han måtte ringe til Alper en 4 – 5 gange og spørge andre 4 – 5 stykker på vejen. Jeg kunne nok have fundet det selv, men det var altså en fordel at han kunne spørge folk på tyrkisk. Måden man gør det på et at råbe ud af bilvinduet og håbe på at nogen reager, og når der er over 3 gange så mange mennesker som i hele Danmark, kan man altid finde nogen der reagerer.

Vi fandt mødestedet Hagia Sofia