Punkterede på en øde bjergvej.

Torsdag den 6 tog jeg så af sted fra Nicosia i lejet bil med rattet i den forkerte side og jeg skulle også køre i den forkerte side. Dertil kom så at der var mange biler i byen og mange ensrettede veje, så jeg ikke bare lige kunne køre der hvor jeg kunne huske fra mit kort hvor vejene gik. Det gik fint men det var ikke noget med at sidde og slappe af – det krævede fuld koncentration.
Jeg slap ud af byen, men kom en anden vej ud end det jeg havde regnet med, men skidt øen er ikke så stor så jeg kunne sagtens finde derhen hvor jeg ville.

Midt på øen ligger Trodosbjergene og jeg har længe af en eller anden grund ønsket mig at køre rundt oppe i de bjerge. Måske skyldes det at jeg har set nogle billeder af en bil holde højt oppe med en rigtig god udsigt over næsten øde landskab. Jeg har vist også hørt om nogen som nærmest var faret vild deroppe, så det kan godt være at det var det der tiltrak mig, en dejlig lille udfordring.

Jeg havde spurgt der hvor jeg lejede bil om vejene var asfalteret og det havde han sagt ja til. Det kan godt være at hovedvejene var asfalteret, men det varede ikke længe inden jeg var ude på de små grusveje. Grusveje er nu så meget sagt. På mange af dem lå der store og små klippestikker som var faldet ned og vejen havde mere tegn af kun at være til firehjulstrækkere. Jeg havde lejen en Polo og det var som om at den lidt for mange gange var for lav.

På et tidspunkt lød det som om at der var kommet grus op i en skærmkasse, for det raslede når jeg kørte. Da jeg kom ud på en lille stykke vej som var nylavet kunne jeg køre lidt hurtigere, og så lød det som om at der var et eller andet der var løst og som sad og slog mod jorden når jeg kørte. Jeg var nødt til at stoppe for at se efter. Men der var ikke noget at se – førend jeg kom til at kigge på det ene bagdæk. Det var ikke bare fladt, men fuldstændigt revet i stykker. Vejen havde været så humpet at jeg ikke havde kunnet mærke at dækket var fladt. Jeg fik det skiftet og besluttede at jeg nok hellere måtte køre lidt mere forsigtigt. Hvis jeg punkterede på et til havde jeg jo ikke længere noget reservehjul.

Jeg ved ikke om jeg bliver afkrævet penge for det eller det bare bliver regnet for et hændeligt uheld. Men når jeg så på dækkene, var de godt nok også meget slidte og fælgen var også lidt bulet. Om den var bulet i forvejen eller det er mig der har bulet den ved at køre på klippestykker ved jeg ikke, men nu må jeg se hvad udlejningsfirmaet siger til det.

Jeg troede at Trodos bjergene var helt øde, men det er som det kan ses på billederne utroligt grønt der. Den lille bæk på billedet er på vej op til Caledonien falls. Et lille bitte vandfald som de engelske tropper har navngivet. Det var nu ikke ret meget vandfald, men hvis man ikke har andet, ja så er det jo deres vandfald.

I udkanten af Trodos kom jeg forbi ærkebiskop Makarios gravmæle. Han var lidt at en vendekåbe, holdt først med den ene så den anden og han fik åbenbart vendt sig i tide for han nåede også at blive præsident og endte med at blive en slags landsfader for Cypern.