Blev involveret i en Hash-klub

Tirsdag morgen ankom jeg så til Cypern, og efter en ret lang ventetid på at komme igennem paskontrollen, tog jeg en dolmus til Lefkosia, som er tyrkernes navn for Nicosia. På otogaren forsøgte jeg at skaffe et kort over byen for at finde ud af hvor langt der var til den grønne linie, der skiller de to Cypern ad og for at finde stedet hvor det er muligt at passere. Men der var ingen kort at få, og det bærer tydeligt præg af at her kommer der ikke mange turister med undtagelse af tyrkerne selv. Jeg tog en taxi til stedet hvor man kunne komme over og kom over uden problemer. Det er ikke mere end et par år siden at det blev muligt at passere her, ellers har det været helt lukket siden tyrkerne besatte nordcypern i 1974.
Da jeg kom om på den anden side ringede jeg til Viper som var min kontaktperson fra HC, fandt ud af hvor hun boede og tog en taxi derhen. Der var en anden HC’er der i forvejen som ikke var kommet af sted fordi vejret havde svigtet lidt. Det var en polak – og det er altså sjovt at mødes med folk på denne måde.

Jeg brugte dagen til at gå rundt i byen og det blev en interessant tur. Byen har to ”mure”. En ældgammelbymur som indkapsler noget af den gamle bydel og så en Berlinmur. Det er den eneste by i verden i dag der er delt. Når man går rundt i de små gader langs ”Berlinmuren” bliver man mødt af blåhvide tønder der spærrer vejen ind til det FN-kontrollerede område. Udenfor FN-området står der bevæbnede soldater klar til at skyde hvis den anden side pludselig skulle komme. Når man kigger op på 1. salen i husene der vender ud mod fjenden, ser man en masse sandsække dynget op i vinduerne, hvor soldaterne kan sidde og sigte mod fjenden. De bevæbnede soldater ligner dog ikke nogen der skal i krig, de ser rimeligt afslappede ud. Der er noget historisk og fascinerende ved det og hvis man gik glip af Berlinmuren skal man skynde sig herned og se denne, for det giver en ide af Berlinmuren.
Jeg er ret overbevist om at det ikke varer så længe inden denne lokale Berlinmur er væk. Man kan krydse den FN-kontrollerede grønne linie uden problemer og kommunerne nord og syd samarbejder om restaureringsprojekter i begge bydele. Så det er kun et spørgsmål om hvornår Cypern er 1 land igen.
I de små gader i byen kan man også opleve et fænomen som vi kendte i gamle dage derhjemme. Alle tømrerne eller alle skomagerne eller hvad det nu måtte være af små håndværksmestre ligger alle i den samme gade. På det område har byen ikke ændret sig i mange år.

Min host Viper inviterede mig med til Hash om aftenen. Helt nøjagtig Nicosia Horrible Hash House Harriers. Hver uge mødes denne gruppe mennesker på omkring 25 personer. Først skal der motioneres. Man kan enten vælge at løbe eller gå. En eller to personer er forinden blevet udvalgt til at være harer. De har dagen forinden udlagt spor som løberne eller de gående skal følge. Jeg fik at vide at sporerne var ”flower” og forestillede mig en slags gule blomster der var lagt ud. Men det var ikke blomster men derimod mel som på engelsk udtales på næsten samme måde.
Man følger sporerne og der er regler om at de altid skal være i højre side af vejen. Det havde desværre regnet lidt så det var lidt svært at følge sporerne. Uanset regnen er det dog meget normalt at de enkelte grupper farer vildt, men da der altid er nogen der er lokaltkendt, lykkes det altid at finde ”hjem” igen. De gående går omkring 4 til 5 kilometer og løbernes tur er omkring 8 til 9. Man mødes efter ca. 1 time og så skal der drikkes øl og synges. Hash formanden vælger nogen ud for tilfældige ting og de skal så høre en sang og sangen sluttes altid af med at man tæller ned fra 10 til 1. Imens nedtællingen foregår skal vedkommende drikke et stort glas øl, og når man kommer til 1 skal glasset vendes på hovedet i håret. Alle nye, og dem var jeg jo en af, skal præsentere sig selv ved at fortælle en vittighed, gerne en sjofel en, og derefter får man sit Hash navn. Jeg blev døbt Mcballs. Så spiser man og går hver til sit.
Mens det hele foregik kunne jeg ikke lade være med at tænke på at det mindede utroligt meget om de gamle dage i de engelske kolonier, hvor den hvide overlegne race mødes til en form for sovial samvær, og det var det faktisk også fandt jeg så ud af. Det hele startede for 60 år siden i indonesien, hvor nogle hvide engelske kolonister kedede sig. De mødtes for at drikke lidt og en af dem fik den ide at der skulle motioneres først. Det har nu spredt sig ud over hele jorden og der er Hash løb i de fleste lande. I dag er det dog alle salgs mennesker, også de lokale som kommer, men hovedsproget er fortsat engelsk. Nu er jeg optaget, har fået et Hash-navn, så nu kan jeg bare kontakte en Hash-klub der hvor jeg kommer frem. Så det er endnu en indgangsvinkel til nye kontakter. Det er sjovt som tingene kan ske.
En af dem fra Hash-klubben holdte fødselsdag om aftenen på en pub og der er jeg også inviteret med - Man skulle dog selv betale. Jeg var der sammen med Viper og en anden fra hash-klubben. De andre der var der var alle kollegaer fra den tyske/irske investeringsbank foedselaren arbejdede i. Og saadan nogle bankfolk er jo lidt toerre i det. Men ellers har jeg lejet en bil og vil de næste fire dage køre rundt på Cypern. De sidste par dage har været overskyet, koldt og også lidt regnfuldt. Men de lokale har lovet mig at jeg nok skal få sol. Der er normalt kun 1 dag af gangen i april måned at der er overskyet. Nu har det varet i tre dage, så der er en masse sol til gode. Jeg er dog ikke alt for sikker på at det sker fra i morgen når jeg kigger ud af vinduerne.