Rejsen til Alanya

Søndad den 2. april tog jeg bussen til Antalya og med det samme videre til Alanya. Når man går rundt på busstationen spørger alle om hvor man skal hen og de er vældig flinke til at henvise en til der hvor man kan købe en billet. Det eneste problem er at det bare ikke er sikkert at det er det bedste tilbud de henviser til. Hvis man f.eks. ønsker at tage af sted klokken 12.00, kan det være at de siger at bussen først går klokken 23.30. Et par butikker derfra kan der være et andet busselskab som har busser der går klokken 12.00, men det er langt fra sikkert at de siger noget om det. Det er derfor nødvendigt at gå rundt og tjekke først inden man køber en billet.

Der er nogle store busselskaber og deres busser er faktisk helt nye og servicen i busserne er i top. Der er ansat en mand som kommer rundt med vand, cola, kaffe, te og nogle gange små kiks eller kager. De kommer også rundt med forfriskende blomstervand som man får hældt i hænderne og som så kan smøres i hovedet eller på armene. Efter sådan en omgang lugter hele bussen af roser.

Jeg var lidt spændt på hvordan det fungerede med pauser og hvordan toiletforholdene var. Jeg kan stadigvæk erindre dengang jeg var i Bolivia på en bustur på 13 timer, hvor der ikke var mulighed for at komme på toilet og hvor bussen ikke stoppede. Jeg måtte tisse i en flaske under et tæppe mens bussen humpede af sted for ellers ville min blære sprænges. Men her er der ingen problemer – i hvert fald ikke endnu. Hver time eller halvanden gør bussen holdt og der er fine toiletforhold alle stoppestederne. De fleste gange er det kun 10 minutters pause, men så snart tiden nærmer sig middag eller aftensmads tid bliver det en halv time ved et sted hvor der tilfældigvis er en restaurant og kun en restaurant. Busselskabet eller buschaufførerne får returkommission for hver gang nogen køber noget. Returkommission er noget af det mest udbredte der findes her i Tyrkiet, og det gør også at man ikke kan regne med de råd og vejledninger man får. Man bliver vejledt hen til de steder hvor de får den største kommission.

Jeg læste inden jeg kom herned at det største problem ved at køre i bus var at der blev røget så meget i dem at det ikke var til at få luft, men sådan er det ikke mere. Busserne er røgfri, så pauserne gir også mulighed for at alle de tyrkiske mænd kan komme ud og få en cigaret. Jeg tror at 80% af dem ryger.

Efter sammenlagt 10 timer kom jeg til Alanya som ligger flot forneden af et 250 meter højt klippebjerg med borg på toppen.

Jeg overnattede på et halvsnusket hotel kaldet Baba, som jeg havde fundet i mine rejsebøger. Billigt og ok, men jeg havde alligevel fornemmelsen af at jeg blev snydt. Det lå i absolut centrum, så man uden problemer kunne gå rundt og se tingene i byen. Restauranterne lå side om side, bl.a. nede ved havnepromenaden, med flot udsigt op til klippeborgen. 1000-vis af butikker som formentlig vil være enhver kvindes drøm. Der var også nogle gigantiske udendørs diskoteker, som dog på denne årstid står gabende tomme.