Jeg måtte forlade paradis

Efter slottet kørte jeg til Kyrenia, hvor jeg skulle finde færgekontoret. Jeg ville med færgen næste dag tilbage til Tyrkiet og skulle lige have tjek på hvornår det gik. Jeg fandt færgekontoret efter at have været på 6 – 7 andre kontorer først. Den almindelige færge gik klokken 12, men jeg kunne også tage katamaranfærgen klokken 9.30, og det ville jeg godt selvom jeg skulle betale 23 Lira mere, omkring 115 kroner. For det ville give mig mere tid i Tyrkiet til at finde den rigtige vej og bus til Cappadonien, som var mit næste mål.

Jeg kørte derefter ud mod nordøst spidsen af Cypern. Jeg ved ikke rigtig hvorfor, men jeg vil altid gerne helt op mod nord, helt ned mod syd, helt til øst og helt til vest når jeg er på en ø, og her var det altså den nordøstlige del, som mundede ud i en lang forholdsvis tynd tarm. Der var ”kun” 150 rkm derud, men derud skulle jeg. Naturen var noget anderledes og flot, men det helt store øjeblik kom da jeg fra en ”bjergvej” kunne se ned over Golden Beach. Det var 5 kilometer øde sandstrand, med det mest indbydende sand. Jeg så det fra vejen ud mod den sidste spids hvor der lå et kloster. Det var her de fleste kørte ud, for der var vist nogen der havde oplevet mirakler herude. Jeg synes nu at stranden så mest indbydende ud og jeg ville godt ned og have en dukkert. Jeg havde set et skilt på vejen hvor der stod Hasan´s bar og man godt kunne køre derned i bil så det ville jeg prøve. Jeg ville dog ikke på bar, men bare ned for at komme så tæt på vandet som muligt. Men da jeg så baren og de små hytter som man kunne overnatte i skulle jeg lige ind og have en frokost, og efter at have prøvet vandet på den øde strand var jeg solgt. Jeg har hele tiden sagt at hvis jeg fandt et sted jeg godt kunne lide, ville jeg bare blive der lidt. Det var lige sådan et sted hvor jeg kunne tænke mig at være lidt. Men det kunne jeg bare ikke. Jeg havde lejet bilen på den sydlige del af Cypern, havde kun betalt forsikring for denne dag i nord, så uanset hvor gerne jeg ville kunne jeg ikke blive der.

Jeg spurgte om det var muligt at komme derud i bus, og det var det sådan da. Bussen fra Nicosia kørte kun om mandagen og fredagen og kun til Dipkarpas, som lå 30 kilometer væk. Men man kunne nok finde en bil der ville køre en derud for omkring 100 kroner, eller også kunne jeg ringe til Hasan, og så ville han komme og hente mig. Det var heldigvis mandag dagen efter så det passede fint, så jeg spurgte Hasan om hvornår bussen gik fra Nicosia. Selvom det er mandag i morgen så går bussen måske ikke. Muslimmerne fejrer Bayram, og så er der meget der ikke fungerer. Men hvis de kørte ville han hente mig. Jeg skulle bare ringe i forvejen eller når jeg var på vej. Så jeg skulle bare finde Otogaren (busstationen) når jeg kom tilbage til Nicosia og finde ud af om den gik.

Da jeg kom tilbage til Nicosia fandt jeg Otogaren, og fandt ud af at der ikke gik nogen bus. Jeg var imidlertid blevet så varm på ideen at jeg forsøgte at finde en biludlejningsfirma, men alt var lukket. Jeg var nok nødt til at opgive og bare indstille mig på at tage en bus til Kyrenia og en færge til Tyrkiet, og så måtte mit lille paradis vente til en anden god gang. Men prøv lige at se disse billeder, her ville bare være rart at være et lille stykke tid.