Var i syrisk TV2

Mandag den 24 april gjorde jeg så forsøget. 3 dage efter ret gigantisk hold i ryggen, tog jeg mine 35 kilo bagage på ryggen og vandrede jeg 500 meter hen til busstationen – det gik fint, men jeg var også strammet godt ind med mine elastikbind – for en sikkerheds skyld.
Så var der 2 ½ time i bus til Hama, og sæderne er ikke rigtig lavet til min krop – nakkepuden kommer altid til at sidde mellem skulderbladene, men det gik alligevel.
Jeg tog en taxa fra busstationen i Hama til det hotel jeg havde set i Lonely Planet, og hvor var det et godt valg. De talte perfekt engelsk, værelserne var nydelige og rene, de arrangerede selv ture til de omkringliggende seværdigheder og så var madrassen på sengen supergod for min ryg. Men det var også noget dyrere end i Aleppo. Jeg måtte her betale hele 48 kroner pr. nat. Jeg ved godt det er lidt fråds, men det havde jeg lige brug for.
Efter jeg var etableret på værelset og lige havde slappet lidt af, skulle jeg selvfølgelig ud på min sædvanlige "hunde"-runde i byen. Efter kun havde gået 5 minutter var der en på engelsk der spurgte om hvor jeg kom fra. Samtidig med stimlede omkring 15 personer samt sammen omkring os og så nysgerrig til. Og det er ikke fordi jeg havde dem mistænkt for noget, men da jeg ikke var helt fit for fight med min ryg og fordi der lige pludselig var så mange, ja så sagde jeg Tyskland. Og så var der straks et gammel herre der sagde et par ord på tysk og folk sagde en helt masse på arabisk jeg ikke kunne forstå. Jeg blev trukket nogle meter hen ad fortovet og her stod en mand og snakkede i en stor mikrofon. Han var fra Syrisk TV2 og var allerede ved at introducere mig for seerne som tysk turist. Jeg skulle interviewes om hvad jeg synes om byen og den festival de havde der. Der var ikke nogen veje tilbage. Nu kunne jeg ikke begynde at sige at jeg var dansker – jeg måtte spille med som tysker. Der var en tolk som oversatte fra engelsk til Arabisk.
Men jeg skulle holde hovedet koldt. Hvis jeg skulle sige noget som: "home in den…, øh, germany og så bla bla. Det gik og jeg sagde nogle pæne ting om byen og syrerne i det hele taget.
Efter interviewet fulgte tolken med mig rundt i byen og der var ikke den ting han ville gøre for mig. Han inviterede også mig hjem til ham privat i en by der lå 40 km. fra Hama. Jeg sagde til ham at jeg ikke kunne den dag, da jeg skulle pleje min ryg og næste dag skulle jeg på tur. Men han ville meget gerne have besøg af mig, hjem til hans familie. Jeg overvejede flere gange om jeg skulle fortælle ham sandheden om min nationalitet men gjorde det ikke. Jeg vidste ikke hvordan han ville reagere på at vi havde stået og flydt en masse tv-seere med løgn. Hvis jeg tager ud til ham og hans familie en dag, vil jeg fortælle ham det inden, så han har en mulighed for at sige fra, hvis ikke han ønsker en dansker i sit hjem. Generelt er de nu meget flinke. Der var dog en fra HC som jeg havde skrevet til angående mulig ophold i Aleppo, som skrev tilbage at han ikke ville råde mig til at komme til Syrien nu. Men da var jeg her allerede.
Mens jeg gik rundt i byen med min tolk kom vi forbi en del vandmøller. De er helt tilbage fra romernes tid og via flodstrømmen løber de rundt og fører vand op på toppen af de store stenbuer også kaldt aquadukter. På den måde kunne de forsyne store byer med vand. Jeg fortalte min tolk, at sådan nogle vandmøller, havde vi også hjemme i "Tyskland", men de blev dog brugt til et andet formål.
Senere på dagen kom jeg forbi en lille barbershop og her blev jeg lokket ind til en gang barbering. Da jeg lå med indsæbet og blottet hals og han stod med en meget skarp barberblad og han så spurgte hvor jeg kom fra, kom jeg igen til at sige Tyskland. Det er ikke fordi jeg er nogen tøsedreng, men jeg kan ikke lige finde på en god forklaring nu, så det må vente til en anden gang.
Det var ellers noget af en oplevelse og udover barberblad brugte han snoet sytråd til at fjerne hår i mine ører, næse og hvor han nu ellers syntes. Det er ikke så behageligt men det virker fremragende. Jeg nåede også at få lidt massage i hovedet og skulderne inden behandlingen blev afsluttet med en velduftende talkumlignende pudder på min nybarberede hud. Han sagde at det ville få alle madammerne til at strømme til – men jeg venter altså stadigvæk på at det skal virke.
Billede 1906