Underjordisk by på dansk

Tirsdag 18 april. Tja. Jeg havde egentlig regnet med at jeg ville leje en scooter og køre rundt i området, bl.a. til Ihlaradalen, men mens jeg var midt i morgenmaden fik jeg en indskyldelse at det var bedre at tage på en organiseret tur. Jeg bryder mig ellers ikke så meget om disse hønseflokketure, men nu gjorde jeg det altså alligevel. Der var 20 minutter til at de samlede folk op, så det var fin tid.
Turen blev ledet af en gammel tyrker, som viste sig at kunne snakke prins Henrik dansk. Han havde boet i Danmark i 21 år, men var nu vendt tilbage til sin fødeegn som gammel. Det var helt sjovt at snakke lidt dansk igen, for alt snak og tanker foregår ellers på engelsk, selvfølgelig lige med undtagelse af de få tyrkiske gloser jeg forsøger mig med.
Turens første stop var, Derinkuyu en underjordisk by. Hele Kappadokien er fyldt med underjordiske byer, som folk har boet i mange århundrede. De benyttede dem for det meste som beskyttelsesboliger for området har været hærget af mange mange invasioner fra både øst og vest. I den by jeg var nede i kunne der bo omkring 2000 mennesker og de behøvede slet ikke at komme op i dagslys i op til et år. De havde dyr med dernede, store mad og vandepoter og sågar begravelseshuler. Når fjenderne rumsterede ovenpå lukkede de indgangen til hulerne med store runde sten som kun kunne åbnes indefra. De havde et perfekt ventilationssystem som gjorde at de kunne få ilt og udluftningsstederne var gemt så smarte at fjenderne ikke kunne se dem. Selvom det var ret godt lavet så skete det imidlertid fra tid til anden at fjenderne vandt og så fik hulerne bare nye indbyggere.
billede 1865 og 1869