Forbudte billeder

Søndag aften skulle jeg til Dervish-dans. Dervisher blev forbudt i 1923, da det var lidt for meget religion i det og Dervisherne var islamiske mystikere. For en halv snes år siden er det dog igen blevet tilladt i begrænset omfang. Måske hænger det sammen med masseturismen, og så er det jo godt at have noget at vise dem.
Det skulle foregå i en restaureret karavanestation der lå i Sarihan, 10-15 kilometer fra Gøreme. Jeg havde købt en billet om eftermiddagen i et af de utallige turbureauer som er i den lille by. Jeg skulle være ved deres kontor klokken 9 om aftenen og de ville sørge for transport.
Jeg var der klokken 9 og der var en anden på kontoret, men han inviterede mig på te, vand og hvad je ellers havde lyst til. Da klokken blev 10 minutter over 8 og han slet ikke havde nævnt noget om det var tid at skulle af sted, spurgte jeg ham om hvornår bussen kom. Han vidste ikke noget om at jeg skulle af sted, så efter jeg havde vist ham kvitteringen blev der lidt panik og han ringede til den ene og anden. Der var lidt travlhed for det skulle begynde klokken 9.30.
Han fik fat i en mand med en bil som skulle køre mig derud. Undervejs mødte han ham jeg havde købt billetten af. Han stoppede ham og de diskuterede lidt og min chauffør fik nogle penge af den anden. Han havde dels glemt at bestille en bus/bil og dels glemt at han skulle betale for transporten. Typisk tyrkisk. Vi fortsatte videre og stoppede pludselig da han fik øje på hans bror. Han kom ind i bilen og skulle af en eller anden årsag med. Chaufføren mente i øvrigt at vi havde god tid, hans ur var nemlig 7 minutter bagefter, men vi nåede det lige.
Jeg regnede med at jeg skulle tage en hel masse billeder af dansen, men da jeg opdagede at der hele tiden gik vagter rundt og holdt øje med om folk tog deres fotografiapparater og videokamera frem og straks overfaldt dem der gjorde det, var det ikke sådan lige til. Da jeg fandt ud af deres måde at bevæge sig på lykkedes det mig, ved at gemme mit kamera i hånden at tage to små videoer af dansen.
Efter en hel masse indledende bønner, musik og sang begynder de at danse, ellere rettere snurre rundt, for det er det de gør. Sammenlagt varede det nok en halv time med at snurre rundt og de blev ikke engang rundtosset. De holdte armene og hovedet på en helt specielt måde og så gik det bare rundt og rundt. Formålet med dansen er at tvinge deres ”sjæl” ud af kroppen og derved få kontakt med de åndelige riger. Ved at have denne kontakt kan de forudsige ting på samme måde indianere gør når de danser Tam Tam. Om det lykkedes nogle af de dansende stjerner at komme ud af kroppen eller det bare var for os turisters skyld ved jeg ikke. Men så vidt jeg kunne se var der i hvert fald en det lykkedes for.
Karavanestationen som det foregik i var en af mange som havde ligget på silkeruten i gamle dage. Da det gik bedst på den rute, var der placeret karavanestationer hver 35 til 40 kilometer. Formålet var at give beskyttelse til de rejsende karavaner og en kamels dagsridt er omkring 35-40 kilometer. Det var gratis at benytte stationerne og både mennesker og kameler fik mad og drikke. Sovepladsen for kamelerne var de bedste for de var de vigtigste. Den var sammenlagt en økonomisk fordel for de dengang regerende Selcukker for det bragte mere handel og velstand til landet. Måske kunne Anders Fog lære noget af det?
Byggestilen ved karavanestationerne var også ret specielt. Vi er vant at hvis vi vil lave pynt på en bygning sætter vi pyntet udenpå. De gjorde det modsatte, pyntet var indskæringer.
Her skulle der have vaeret nogle billeder, men denne internetforbindelse i Syrien er saa langsom at det ikke kan lade sig goere. Jeg saetterderfor teksten indjeg har skrevet paa denne og de efterfoelgende. Saa maa jeg uploade billederne naar jeg finder en hurtigere forbindelse.
Billede 1837, 1838, 1891