Lars indiana-jones Fomsgaard

Jeg var ankommet sent om natten saa söndagen startede med, som jeg altid plejer, at lege hanhund. Jeg skal altid rundt og orientere mig, pisse territoriet af som en hanhund, för jeg föler mig rigtig godt tilpas. Hotellet jeg bor paa ligger meget taet paa Gøreme open air museum, som er en hel masse sandstens toppe og klipper. Mange af dem er udhugget og her har folk boet i mange aarhundrede. Der var ogsaa en del der havde vaeret brugt som kirke, endda hel op til 1923, hvor krıgen mellem graekere og tyrkere stoppede med et forlig om at alle graeker skulle forlade Tyrkiet og omvendt. Det var graesk ortodokse som benyttede klippehulekirkerne.
Stedet var naesten lige saa dyrt at komme ind til som en hotelovernatning, saa selvom jeg hader naar det bliver for turistet, skal jeg alligevel se det. Selvom det overhovedet ikke er turistsaeson endnu, var der alligevel en del. Det er godt jeg ikke er her ı hoejsaesonnen.

Paa den anden side af vejen saa jeg et omraade som var helt öde og hvor der ogsaa var en masse toppe, huler og spraekker, og her var ikke en eneste turıst. Saa efter veloverstaaet gerning med at se det turister skal se, bevaegede jeg mig ind i det fredelige omraade. Jeg gik först oppe paa toppen og kunne se at der var en meget smal spraekke langt langt nede og det saa ud som om at man kunne komme den vej. Efter at vaeret gaaet en stor omvej lykkedes det mig at komme ned i bunden og jeg bevaegede mig langere og laengere ind i spraekken.
Den begyndte godt nok at blive lidt smal, saa smal at jeg var nödt til at kante mig igennem. Jeg fölte mig lidt som indıana Jones. Der var ogsaa flere steder hvor jeg maatte kravle og kante mig et par meter op for at komme videre. Det svaereste sted var hvor der pludselig var 4 tıl 5 meters höjdeforskel. Den eneste maade jeg kunne komme derop var ved at kravle paa en 10 – 15 cm tyk traestamme som var stillet op til formaalet. Mens man kravlede opad skulle stötte benene mod sıderne i klöften. Da fölte jeg mig ikke laengere som hr. Jones, men mere som Gög og Gokke paa eventyr.
Klöften sider var det rene sandpapir og jeg fık da ogsaa skrabt hul paa benene adskillige steder, men jeg kom op. Derefter blev klöften bredere og bredere og jeg genvandt min indiana Jones fornemmelse.
Mens jeg var inde i klöften skulle jeg ikke kigge op, for hver gang der kom et vindpust oppe paa toppen regnede det ned med sand og smaasten.

Billede 1825 og 1805