Tysk sprog gav bedre plads
Onsdag den 19 om aftenen klokken 8 skulle jeg så med bus til Aleppo i Syrien. Af en eller anden årsag har de planlagt det sådan i Tyrkiet at alle langdistanceruter kører om natten. Om det er fordi det er for varmt at køre om dagen. Specielt i sommerperioden eller det er for at de rejsende kan spare en overnatning eller måske fordi at muslimer ikke skal bede om natten. Jeg ved det ikke, jeg ved bare at de kører om natten.
Gøreme som jeg havde boet i i fire dage nu, havde ingen direkte afgange, så jeg skulle først med en bus til den nærmeste større by. Der skulle jeg vente 2 til 3 timer inden den store afgang. Klokken 24.00.
Jeg må sige at deres system fungerer upåklageligt. Da jeg kom til Kaeseri, som var den nærmeste større by stod der en og ventede på mig og en japaner som begge skulle videre til Aleppo. Vi blev ført ind i skrankejunglen hvor 30 forskellige busselskaber og agenter sælger billetter og råber efter alle de forbipasserende for at fange deres opmærksomhed. Vi blev ført hen til den som stod for os, og her viste det sig at manden bag skranken udover tyrkisk også kunne tysk, og så var min lykke gjort. Han havde boet og arbejdet i Tyskland og ville gerne tale tysk. Da jeg så hvor han placerede mig i bussen, kunne jeg spørge ham om jeg ikke kunne få et dobbeltsæde alene i stedet for at sidde sammen med en anden. Jeg ville så kunne sove bedre og det tyske hjalp det fik jeg. Han sagde også at når jeg lige havde kigget mig rundt kunne jeg bare komme tilbage og komme ind bag skranken og få te. Og det gjorde jeg så for i et land som Tyrkiet er det godt at have venner, så får man en bedre behandling. Da jeg samtidig forsøgte at sige nogle ord på tyrkisk, ja så kom jeg helt ind i varmen.
Japaneren blev også inviteret inden for med det ville han ikke. Han var meget reserveret og virkede mest som om at han mistroede alle andre. Jeg fik dog ud af ham på et tidspunkt at han havde rejst i 65 lande i de sidste 2 år og 8 måneder. Når man er så reserveret og ikke ønsker at have kontakt med lokalbefolkningen må det godt nok være ensomt at rejse rundt i så lang tid. Men det kan da være at han bare opsøger japanere rundt omkring i verden hvor han kommer frem, men hvorfor så rejse rundt?
Da bussen kom som jeg skulle med var der et eller andet problem. Chaufføren talte dog kun tyrkisk, men det lød som om at han sagde at den plads jeg havde fået var optaget, så han trak af med mig ind til den tysktalende mand bag skranken. Pladsen var optaget men chaufføren fik at vide at jeg var en af deres venner og skulle have en speciel behandling og det fik jeg. Han fandt et godt dobbeltsæde hvor jeg kunne sidde alene. På den anden side af gangen sad et par jakkesætklædte herre sammen som også godt ville have pladser for sig men det fik de ikke – for de var ikke venner med nogen.
Jeg sov udmærket, selvom man ikke sover helt på samme måde og kom til Antakya kun knap 1 time forsinket. Her skulle jeg skifte bus til en der kørte til Aleppo i Syrien. Og jeg nåede lige at veksle mine resterende tyrkiske Lira til dels 23 dollar og 3000 Syriske pund. De 23 dollar var hvad et visa ville koste ved grænsen.
Gøreme som jeg havde boet i i fire dage nu, havde ingen direkte afgange, så jeg skulle først med en bus til den nærmeste større by. Der skulle jeg vente 2 til 3 timer inden den store afgang. Klokken 24.00.
Jeg må sige at deres system fungerer upåklageligt. Da jeg kom til Kaeseri, som var den nærmeste større by stod der en og ventede på mig og en japaner som begge skulle videre til Aleppo. Vi blev ført ind i skrankejunglen hvor 30 forskellige busselskaber og agenter sælger billetter og råber efter alle de forbipasserende for at fange deres opmærksomhed. Vi blev ført hen til den som stod for os, og her viste det sig at manden bag skranken udover tyrkisk også kunne tysk, og så var min lykke gjort. Han havde boet og arbejdet i Tyskland og ville gerne tale tysk. Da jeg så hvor han placerede mig i bussen, kunne jeg spørge ham om jeg ikke kunne få et dobbeltsæde alene i stedet for at sidde sammen med en anden. Jeg ville så kunne sove bedre og det tyske hjalp det fik jeg. Han sagde også at når jeg lige havde kigget mig rundt kunne jeg bare komme tilbage og komme ind bag skranken og få te. Og det gjorde jeg så for i et land som Tyrkiet er det godt at have venner, så får man en bedre behandling. Da jeg samtidig forsøgte at sige nogle ord på tyrkisk, ja så kom jeg helt ind i varmen.
Japaneren blev også inviteret inden for med det ville han ikke. Han var meget reserveret og virkede mest som om at han mistroede alle andre. Jeg fik dog ud af ham på et tidspunkt at han havde rejst i 65 lande i de sidste 2 år og 8 måneder. Når man er så reserveret og ikke ønsker at have kontakt med lokalbefolkningen må det godt nok være ensomt at rejse rundt i så lang tid. Men det kan da være at han bare opsøger japanere rundt omkring i verden hvor han kommer frem, men hvorfor så rejse rundt?
Da bussen kom som jeg skulle med var der et eller andet problem. Chaufføren talte dog kun tyrkisk, men det lød som om at han sagde at den plads jeg havde fået var optaget, så han trak af med mig ind til den tysktalende mand bag skranken. Pladsen var optaget men chaufføren fik at vide at jeg var en af deres venner og skulle have en speciel behandling og det fik jeg. Han fandt et godt dobbeltsæde hvor jeg kunne sidde alene. På den anden side af gangen sad et par jakkesætklædte herre sammen som også godt ville have pladser for sig men det fik de ikke – for de var ikke venner med nogen.
Jeg sov udmærket, selvom man ikke sover helt på samme måde og kom til Antakya kun knap 1 time forsinket. Her skulle jeg skifte bus til en der kørte til Aleppo i Syrien. Og jeg nåede lige at veksle mine resterende tyrkiske Lira til dels 23 dollar og 3000 Syriske pund. De 23 dollar var hvad et visa ville koste ved grænsen.
posted by Lars at 7:00 AM
0 Comments:
Post a Comment
<< Home