En dansker i syrisk bureaukrati

Grænseovergangen var lidt af en oplevelse. For det første var der omkring 5 kilometer kø ved grænsen, men det var heldigvis kun for lastbiler. Personbiler og busser kunne køre udenom køen. Først skulle vi hen til den tyrkiske side og have udrejsestempler i passene. Og fordi der var en del tyrkere med i bussen tog det temmelig lang tid. Der var vist også nogle der have lidt problemer. Men i bussen var der udover chaufføren en problemknuser – sådan vil jeg i hvert fald kalde ham det. Han havde prøvet det før og vidste lige hvordan det hele skulle fikses. Det tog godt og vel 1 time at få alle de nødvendige stempler og så over til den syriske side. Lastbilerne holdt hele vejen på kryds og tværs så buschaufføren måtte køre lidt slalom, frem og tilbage og slalom igen for at komme igennem. Ved den syriske side skulle jeg så have mit visa og hvor er jeg lettet over at jeg havde problemknuseren ved min side.
Først gik vi lige ind bag ved alle skrankerne og ind på den øverstkommanderendes kontor. Efter at han havde fået at vide hvor jeg skulle hen i Syrien og et par gange bare lagt passet fra sig og begyndte på noget andet, lykkes det problemknuseren at få ham til at skrive et tal på en seddel så vi kunne komme videre. Han skrev 28 dollars. Det var 5 dollars mere end et visa normalt kostede og skyldes så vidt jeg kunne forstå at jeg var dansker.
Så skulle vi ud til en skranke og betale et beløb og få et stykke parpir, og så videre om til et kontor der lå helt omme bagved og købe en slags visafrimærker for de resterende penge. Så ud til en af skrankerne ude foran, som skulle se om jeg havde nogle beviser på at jeg havde været i Israel og der skulle jeg også udfylde et grønt indrejsekort. Men de ville ikke behandle det videre førend de var sikker på at chefen havde sagt ok for det. Så måtte vi ind på chefens kontor og efter samme procedure hvor han indtil flere gange bare havde lagt passet til side satte han endelig hans ok på papirerne. Mens jeg ventede på ok´et var der flere soldater på kontoret og da det er helt normalt at spørge udlændinge om hvor de kommer fra, spurgte de også. Når jeg sagde Danmark var der nogle af dem der tydeligvis fnøs og rystede på hovedet mens andre var ligeglade. Der kom også en der lignede en hemmelig agent ind på kontoret og han kunne tysk. Han var sammen med et par andre med snakkede med mig på tysk. Om han var guide for nogle eller hemmelig agent ved jeg ikke med, da han spurgte om hvor jeg var på ved hen var jeg meget påpasselig med at ikke nævne Israel over for ham, for havde jeg gjort det og han var agent eller nogle af de andre på kontoret hørte det ville jeg ikke kunne få et visa til Syrien.
Efter chefens ok skulle vi igen ud til skranken vi kom fra og selvom der var mange andre i køen var min problemknuser eminent til at møve sig foran. Passet blev igen kontrolleret for israelske stempler og så slikkede han på frimærkerne, satte dem i passet og lagde så passet til side igen og igen. Og selvom chefen havde skrevet ok, skulle han også lige høre det mundtligt. Ved siden af ham sad en anden mand ved en pc og han skulle taste mit navn ind. Det tog alene omkring et kvarter. Han havde svært ved at finde bogstaverne og da mit fødested Ringkøbing skulle tastes ind var han helt forvirret for ø bogstavet var totalt ukendt for ham.
Mens indtastningen foregik var der nogle unge tyrkere eller syrere fra bussen der flere gange havde været hende og skælde ud over det tog så lang tid og ville have bussen til at køre og så måtte jeg tage en taxa, men det lykkedes problemknuseren at holde dem hen. På vej hen til bussen fulgtes jeg med nogle at de utilfredse og da en af dem sang lidt arabisk, gjorde jeg det samme. Jeg efterlignede bare de lyde han kom med og så var jeg helt inde i varmen igen og der var ikke mere irritation tilbage.
Hvis jeg skal passere nogle grænser hernede hvor jeg skal have visa skal jeg sørge for at have en problemknuser med. Jeg er sikker på at det ville have taget en dag eller to at få det visa hvis jeg havde været mig selv. Jeg havde ikke haft nogen anelse om hvor jeg skulle gå hen, ville ikke kunne få det at vide, for de kunne kun syrisk og jeg havde ikke haft nogen mulighed for at presse på som min hjælper gjorde og så kendte han personerne personligt og det er guld værd. Tak problemknuser.