Til Palmyra

Så kom dagen hvor jeg skulle ud til Syriens turistattraktion nummer 1. Den ligger 200 kilometer fra Hama hvor jeg bor lige nu, og den ligger ude i ørkenen. Da jeg i grunden hader turistattraktioner, eller mere når der går en hel masse grupper rundt som en flok får, havde jeg besluttet at jeg ville tidligt af sted.
Min chauffør Abdoul hentede mig klokken 4.30 og så var det bare af sted. Nu ligger ørkenen ikke lige uden for Hama´s bygrænse – man skal køre et stykke. Og når man kommer ud i det de kalder ørkenen er den til at begynde med helt grøn og frodig. Det er jo ikke lige det man forstår ved en ørken, men der er en god forklaring. Lige nu er vinteren ved at være ovre og i vintermånederne falder der en del regn og derfor ser den grøn ud. Hvis det havde været efter sommeren havde den været helt sveden af.
Nu er der også forskel på om det er i yderkanten eller langt inde i ørkenen. Jeg var rent faktisk i yderkanten. Men jeg synes at det var godt at se den fra sådan en side. Når jeg kommer til Egypten, skal jeg nok få set afsvedet og rene sandområder.
Selve solopgangen hvor de første stråler titter frem missede vi desværre for vi kørte i en dalsænkning, men som det kan ses på billedet fik vi den næsten med fra starten.

Palmyra er et kæmpemæssigt ruinområde og jeg var så heldig at vi var der klokken 7.30 og det meste af området er frit tilgængeligt. Her kunne jeg så gå meget længe helt alene og det er sådan et så stort ruinområde skal opleves. Først efter en times tid blev jeg forstyrret af en dreng som var brevkortsælger. Jeg troede at jeg kunne blive fri for ham hvis jeg købte noget og gav ham en kuglepen, som han gerne ville have. Men i stedet for kaldte han på sin bror, som så også ville sælge noget og også have en kuglepen. Der sagde jeg stop og da de ikke forstod det, gik jeg bare væk fra dem.

Palmyra var en gammel karavanestation for dem der rejste på silkeruten, men i modsætning til Tyrkiet skulle de forbipasserende betale store skatter for at komme ind til byen. Og for at sikre det var hele byen omkranset af en 7 kilometer lang mur. Det var også den eneste oase på en strækning på et par hundrede kilometer, så jeg forstår det sådan set godt.
I år 217 blev det en romers provins, men den mest kendte person fra Palmyra var en kvinde Zenobia. I 267 blev hendes mand, som var lokalregent myrdet og hun satte sig på magten fordi deres søn ikke var gammel nok. Hun løsrev området og erobrede efterfølgende alt helt ned til et godt stykke af Egypten. Men da hun også gik efter Rom mislykkedes det og i 271 blev hendes hær besejret. Fordi hun havde sådanne nogle smukke sorte øjne blev hun til budt at kunne fortsætte med at regere, men underlagt Rom, men det ville hun ikke. I stedet for blev hun taget med til Rom og holdt i husarrest resten af hendes dage.

Når man går rundt i dette kæmpemæssige ruinområde, kan jeg ikke lade være med at tænke på hvor lang tid det egentlig måtte have taget at bygge det hele op. De fleste bygningsværker var op til 20 til 30 meter høje og med fine udskæringer eller rettere udhugninger. Og de havde bestemt ikke sjusket. Bare når man tænker på det stillads der skulle bygges bare for at få en enkelt sten helt op på toppen, og de havde ingen maskiner – det er ret imponerende. Jeg vil tro det hele svarer til en 25 – 30 storebæltsbroer, hvor der ikke var noget der hed cement. Hver enkelt del er hugget ud i klipper fragtet dertil og placeret på den rigtige måde. Imponerende.

I Palmyra området lå også en del ”højhuse”. Det var gravkamre som familierne lavede, men i en form for etagebyggeri. Der kunne være omkring 200 i sådan et familiegravsted. Jo rigere jo flottere. For dem der ikke havde et familiegravsted, havde nogle driftige forretningsmænd lavet nogle billige løsninger i nogle underjordiske klippehuler.
Billede 1930, 1937 og 1952