På en lille udflugt

Tirsdag havde jeg lejet en taxa eller en bil med chauffør. For 2000 syriske pund, svarende til 240 kroner, ville jeg blive rundt til nogle af de seværdigheder som lå i området. Det var 60 kilometer den ene vej og 80 kilometer den anden vej og så ellers rundt omkring.
Når man sådan bliver kørt rundt i landskabet kan man rigtig måden de bygger deres huse på. De starter med at støbe nogle cementsøjler med jernstænger inden i. Når de på et tidspunkt har penge igen, bliver der støbt et loft. Så går der noget tid igen inden murer nogle vægge op, og sådan går det stødt og roligt igennem adskillige år. For at sikre sig at de altid kan bygge en sal mere på er der på alle tagene jernstænger eller cementstolper der stikker op. Det gør at rigtig mange huse ser halvfærdige ud.
Det er i øvrigt noget af en oplevelse at færdes i trafikken her i Syrien. Bilerne har forkørselsret overfor de gående også selvom der er rødt for bilerne. De dytter hele tiden, enten for at advare om at de kommer og man skal rubbe fødderne, bare fordi de har lyst, for at de vil have dem der holder foran til at flytte sig, selvom der ikke er plads eller også er det taxaerne der forsøger at fange opmærksomheden fra mulige kunder. Når man skal over en gade i byerne, skal man kante sig igennem hurtigkørende dyttende biler der kommer ud og ind mellem hinanden. Jeg tror nok at jeg kender en eller måske to som ikke ville komme over vejen en eneste gang de første par uger.
Når man sådan kommer rundt kan man også se at de faktisk har mange krøblinge eller vanskabninger hernede. Om det skyldes at det er helt normalt hernede at gifte sig med sin kusine eller nogen som er lidt tættere på eller hvad det er ved jeg ikke. Man ser bare en hel del af dem.
Der var to rigtig spændende eller flotte ting i dag. Den første var Apamea, som var en ca. 2 kilometer lang vej med gigantiske søjler på hver side. Det var en af Alexander den Stores generaler som byggede det. Og det var ikke kun vejen, der var også templer og andre store bygninger ved siden af, men vejen er det der stod bedst bevaret efter alle de krige der har været og et par enkelte jordskælv. Jeg kom til at gå og tælle hvor mange runde sten der skulle hugges ud for at bygge alle de søjler, og det var helt svimlende. Der måtte have været mange tusinde arbejdere som har siddet med primitive værktøjer og hugget og hugget. Og de havde alle samme diameter og var pænt runde. Temmelig imponerende.
På vej til det andet spændende kom vi forbi en lille borg som vi skulle have besøgt, men den var desværre lukket. Vi gik rundt om den og med en barber som ekstra guide, forsøgte vi at kravle op til nogle gravkamre. Mine fødder smuttede fordi det havde regnet og var lidt fedtet, så jeg kurede nedad en lille stenskrænt. Jeg tænkte mest på min ryg og spændte bare alle musklerne i hele kroppen for at beskytte den. Det gik fint med ryggen, men jeg fik nogle store hudafskrabninger på min ene arm. Sårene blev renset i barbersalonen – med barbersprit – ufffff. Det sved, men ellers var det ok.
Den anden interessante ting var borgen Krak de Chavalier. Det skulle være den bedst bevarede korsridderbord der findes, og den var også i relativt fint stand. Man kunne gå inde i mørke gange murerne, med spredte udkig gennem de tragtformede skydeskår. Man kunne gå i store rum med gigantiske vælvinger, hvor alle riddernes heste havde stået, man kunne komme højt op i tårnene med flotte udsigter og så fandt jeg en fuldstændig mørk trappe, det bare gik nedad og nedad ind i jorden. Jeg havde en lomme lygte med og endte langt nede i et rum som dog på denne dag var oversvømmet, for det havde nemlig regnet en del.
Jeg var faktisk noget overrasket over at det i dag var rimeligt koldt, regnfuld og grønt over det hele. Jeg havde troet at Syrien var et meget meget tørt land, hvor der næsten ingenting kan gro. Men sådan et landskab skal jeg opleve i morgen for da skal jeg ud i ørkenen.
Billede 1914 og 1923