Dag 2 i New York

Vi sov længe – rigtig længe. Indtrykkene havde vist trættet den lille og for mit eget vedkommende så var jeg blevet ramt af forkølelse. Jeg mangler virkeligt mine kolde bade i havet. Men det er der jo ikke noget at gøre ved nu – jeg må bare komme igennem. Men det er da lidt hårdt at trave byen igennem på kryds og tværs, når man hellere ville ligge i en seng.
Rebekka havde set på nettet at Panik at the disco gav koncert i Newark som ligger i New Jersey ikke så langt fra New York. Vi havde været inde på nettet for at købe billetter, men man kunne ikke rigtig se hvilke billetter der gav ret til at stå helt oppe foran, som er Rebekkas ønskeposition, så vi havde haft ringet til dem og købt billetterne på den måde. De skulle så sende en mail med billetterne som vi kunne printe ud, men de havde ikke sendt den. Jeg prøvede derfor at gå ind på nettet igen for nu vidste jeg hvad det var for billetter, men det fungerede ikke rigtig. De ville have en adresse der stemte med ens kreditkort, men der var ikke mulighed for at skrive at man kom fra Danmark, man skulle skrive en stat i USA, og så passede postnummeret ikke. Så jeg ringede til dem igen og fandt ud af at de havde registreret mig som Lars Somsgaart. Det tog mange forsøg at få stavet rigitgt selvom de havde det rigtige navn fra kreditkortoplysningen. Endelig fik jeg mailen og vi kunne printe billetterne up på printeren i hostellet.
Vi tog ind til Grenwich Village for det er omtalt som et alternativt sted. Men der er nu ikke meget alternativt længere – kun lidt kunstforretninger. Vi fik noget at spise og begav os så på vej mod Newark. På et tidspunkt da vi skulle ind i en Subway, opdagede jeg lige efter jeg var kommet ind at Rebekka ikke var med, så jeg hoppede ud igen g slam så gik dørene i og toget begyndte at rulle. Jeg så Rebekka inde i en anden vogn og nåede lige at give hende 5 fingre, som tegn til at hun skulle stå af om 5 stationer. Men jeg kunne ikke vide om hun havde forstået det og dernede fungerer telefonerne ikke. Det var sjovt og spændende hvor og hvordan vi ville finde hinanden igen. Måske ville hun stå af ved den næste station og vente på mig, måske ville hun køre for langt. Da jeg kom forbi den tredje station, så jeg i farten en skjorte der mindede om den Rebekka havde på, men det var kun et kort glimt. Rebekka var i toget b3evet så optaget af at se på nogle andre mennesker at hun helt havde glemt at tælle stationer, men hun mente at det var en station der hed noget med P, så der stod hun af. Det var den rigtige station og vi var sammen igen. Hun stod og grinte på stationen, og havde vist nydt at køre lidt alene. Hun var slet ikke nervøs for hun ved hvordan jeg tænker og jeg hvordan hun tænker, så det er ikke noget problem at finde hinanden igen.
Vi kom ud til koncertstedet og så stillede hun sig i kø. Det var koldt og hun frys rigtig meget, men hvad gør man ikke for at komme ind og få en god plads helt oppe ved scenen. Hvis man har jakke med skal den afleveres i garderoben og en taske skal gennemses. Sådan noget ved hun, så selvom hun stod et pænt stykke nede i ventekøen var hun en af de første der kom ind og fik en plads helt deroppe hvor hun gerne ville være. I ventetiden gik jeg rundt i byen, fik varm kakao på en cafe og kom først ind lige inden det startede. Der var 4 opvarmningsband ind Panic at the Disco. Så det blev en lang dag der. 4 timers koncert, 3 timers venten og 2 timers transport, men vi var der,