5 minutter er 4 timer

Fredag morgen afleverede jeg den lejede bil og tog en taxa til grænseovergangen ved Taba. Det gik nemt ved den israelske side men der var problemer ved den egyptiske side. Jeg havde ingen visa for i Jordan havde jeg fået at vide at det var nemmere, hurtigere og billigere at få det ved grænsen, så det havde jeg satset på. Men sådan forholdt det sig ikke. Man kunne kun komme til Sinai uden visa. Jeg skulle til Cairo og skulle derfor have et pas. Man kan kun få det ved at henvende sig til en ambassade eller kontakte en rejseagent. Ambassaderne havde lukket fredag og lørdag og hvis jeg skulle til sådan en skulle jeg tilbage til Israel.
Så var der muligheden med rejseagenten. Og soldaterne pegede på skrankerne som var inde i hallen og sagde at der var normalt nogen der, bare ikke i dag. En flink soldat kom hen og sagde til mig at jeg bare lige skulle vente 5 minutter så ville der komme en. Det var på fingersprog, men jeg forstod det ganske udmærket.
Hver gang han kom forbi hvor jeg sad og jeg kiggede på ham blev han ved med at lave ventetegn og sige 5 minutter.

Da der var gået 2 timer ville jeg have besked og fik fat i ham, men han kunne ikke engelsk. Han tog fat i en af de rejseagenter der var i hallen og han forklarede at han havde licens til at udstede visa, men han havde glemt hans legitimationskort, så nu forsøgte han at få fat på en anden han kendte og der ville komme en om 10 minutter. Han fik mig også fortalt at prisen for et visa var 15 dollars plus 35 dollars til rejseagenten i garanti. Så et visa her kostede altså 50 dollers eller 3 gange så meget som jeg skulle have betalt ved ambassaden i Jordan. Man kan ikke altid regne med disse arabere.

Da der var gået en time mere stadigvæk uden resultat fik jeg den ide at tage en bus til Dahab, som var mit bestemmelsessted på Sinai og så dagen efter eller 2 dage efter skaffe et visa derfra. Det kunne jeg godt sagde rejseagenten, men det eneste sted jeg kunne få visa var ved grænsen, så jeg skulle derfor tage tilbage til grænsen. Der var et par timers kørsel og der gik kun bus den ene vej. Jeg ville derfor skulle tage en taxa hele vejen. Jeg foreslog så at jeg fandt et sted tæt ved grænsen og så komme tilbage dagen efter. Det var i orden og han havde selvfølgelig et sted han ville anbefale, læs et sted hvor han fik provision og hvor ejeren sandsynligvis var i familie med ham. Men nu havde han fået fat i en og han ville være der om 5 minutter og så var det hele på plads. Der kom godt nok en men det tog 1 time i alt, men jeg fik visa.

Samme rejseagent kunne også sørge for transport til Dahab. Busserne var de ikke mange af og den næste gik først om to timer, men jeg kunne komme med i en bil med to israelere som skulle lidt af vejen. Jeg sagde ok til en pris på 200 egyptiske pund som svarer til 200 kroner. Men at man kan glemme så hurtigt er ufatteligt, det var jo israelere og dem er der kun bøvl med. De skulle se den ene overnatningssted og så den anden. På en strækning på omkring 20 kilometer lå der den ene træhyttekompleks efter det andet. Det var gabende tomme, fordi der en måned før havde været en terrorbombe i Dahab, så nu var der ingen turister. En strandtræhytte kostede 5 kroner pr. nat. Men det er jo også en stor beslutning at tage for israelere. Heldigvis fandt de et sted forholdsvis hurtigt som de kunne lide, og hvis ikke så havde vi nok kørt rundt endnu her 3 dage efter.

De blev læsset af og jeg blev kørt til Dahab. Dahab var oprindeligt min plan inden jeg startede turen og efter de blev bomberamt var jeg helt sikker på at jeg ville dertil. En sådan bombe skræmmer alle turister væk, så dels er der dejligt fredeligt, dels vil jeg gerne støtte befolkningen sådanne steder mod terrorismen og dels er sikkerheden forøget sådanne steder.

Jeg havde udset mig et sted i lonely planet og chaufføren sagde at det kendte han godt. Alligevel skulle han spørge omkring 5 i den lille by inden han fandt det, og selvom jeg forsøgte at vise ham det på et kort jeg havde – men disse arabere kan jo ikke læse kort.

Jeg fik et værelse med bad og toilet og aircondition til 60 kroner pr. nat. Koralrevet , som skulle være et af de bedste steder i Egypten går helt ind til land, så man skal gå henover det for at komme ud i rigtig vand. Når det er højvande er der lidt vand over og når det er lavvande er det næsten tørt.
Mine svømmefødder som jeg har haft med hele vejen igennem alle ørkenerne kan jeg faktisk ikke bruge. Man er nødt til at have beskyttelsessko på når man går ud over revet og så kan man ikke have finner på. Mern det går alligevel. Flere af dagene her har det det blæst så kraftigt at man har måtte blive oppe på revet og bare blive overskyllet af bølger, for ellers ville man muligvis blive revet i stumper og stykker når man skulle op på revet med store bølger i nakken.

Stedet ligger godt, der er en rigtig god restaurant her men man sidder på gulvet og det er min krop altså ikke beregnet til, og så er der ikke nogen rigtig strand, men skidt jeg skal kun være her et par dage inden jeg tager til Cairo og derefter til Danmark.

Jeg var også lige inde i byen og se stedet hvor en bombe sprang for en måned siden. Man kan se mærker i fliserne og se at flere butikker er i gang med at blive repareret, men de har fået fikset næsten det hele på bare det lille stykke tid. Det synes jeg er imponerende. De har en fantastisk moral når noget sådan sker. Det er bare med at få det opbygget igen og komme videre. Og de steder der nu står gabende tomme, ja moralen er høj, for turisterne vil komme tilbage en dag – så det er bare med at vente og være klar.
Hver gang der springer en bombe et eller andet sted hernede, tager mange ind på sygehuset om aftenen efter arbejde for at give blod, det er bare en fast rutine. Man må sige at de har lært at leve med det. Hvis bare medierne kunne lade være med at bringe det igen og igen ville bomberne høre op. For målet med bomberne er at skræmme turisterne væk og det er medierne allerbedst til. I denne sag arbejder aviser og fjernsyn tæt sammen med terroristerne – de ved det bare ikke selv.Billede 2316, 2315, 2312 og 2313.

Pakke hvor meget af indholdet blev smidt væk

Jeg kom til Eilat onsdag eftermiddag og kørte hen på posthuset for at se om pakken var kommet. Det var den, men jeg måtte smide meget af det ud med det samme. Rejselitteraturen over Israel havde jeg ikke noget at bruge til længere, da jeg fredag morgen ville tage ud af landet og til Egypten. Rejselitteraturen over Egypten kunne jeg sortere i med det samme. Fordi jeg skal hjem til anden pinsedag vil jeg ikke kunne nå at se ret meget i Egypten. Der vil kun være tid til at se Sinai og Cairo. Så alle papirerne med Luxor, Aswan, Abu Simbel og den hvide ørken med de få oaser røg ud med det samme.
Da det nu var bestemt at jeg skulle hjem før planlagt var der heller ingen grund til længere at gemme rejselitteraturen over det østlige Tyrkiet, Georgien og Armenien. Mit rejse litteratur er kopier så det er ikke noget problem at skaffe dem igen. Jeg skal bare på biblioteket og låne bøgerne igen og så kopiere dem på min kopimaskine. Men da jeg nu skal til at studere et par år bliver det noget mere begrænset med muligheder for at rejse væk i flere måneder.

Torsdag i Eilat blev brugt til at udforske de sidste koralrev, for jeg havde stadigvæk bilen. Da jeg havde booket bilen havde jeg bedt om den i 2 dage og sagde at jeg ville aflevere den i Eilat. Jeg havde oven i købet spurgt om ikke de kunne lave lejeaftalen med frie kilometer nu hvor jeg lige havde haft lejet en anden vil af Avis i 3 dage. Men det kunne ikke lade sig gøre. 3 dage gav fri kilometer, 2 dage gav kun ret til 700 kilometer, men det var også fint for mig. Da jeg afhentede bilen fik jeg så lige pludselig at vide at når man afleverer den i Eilat, så vil man blive booket for 3 dage, selvom man kun brugte den i to dage. Jeg protesterede fordi jeg havde fået noget andet at vide dagen før, men der var ikke noget at gøre. Men det betød så at jeg havde bilen om torsdagen i Eilat.

Jeg kørte derfor rundt til steder hvor det var lidt svært at komme og et af disse steder så jeg en blæksprutte der havde lige så lange arme som Rebekkas arme og ben. Da den så mig forsøgte den at gemme sig sammen med nogle koraller og den lignede dem også godt. Men når de mange små fisk som normalt napper lidt af korallerne, nappede også lidt af den og det kunne den ikke lide. Så slog den ud efter de små fisk med sine lange arme.

Om eftermiddagen var jeg et andet sted. En strand som hed coral revs stranden og hvor man skulle betale for at komme ind. Men korallerne her var ikke nær så pæne som dem udenfor, men jeg har da været der.

Vandfald i ørkenen

Ja man skulle tro at det var løgn, men inde midt i Negev ørkenen fandt jeg et vandfald. Det lå tæt på hvor Amosh (HC´er) boede og han havde givet mig ideen til at køre derhen. Han boede i den ”by” som Ben Gurion havde været med til at lave og havde været heldig at få en grund helt ude i kanten af bebyggelsen hvor der var en fantastisk udsigt ned i kløften. Prøv selv at se.

I alle de forskellige bebyggelser jeg havde set rundt omkring i de øde egne var der en ting som slog mig. I disse små enklaver var alting grønt og folk vandede og vandede deres blomster og der var lag t slanger ud ved alle træer, palmer og buske så de kunne vandes automatisk. Men hvor kom alt det vand fra. Jeg havde godt nok set en masse pumpestationer og rør stikkende op af ørkenen når jeg kørte rundt. Men hvis undergrunden af ørkenen var så fuld af vand, hvorfor så ikke dyrke det hele op. Amosh kunne fortælle mig at der godt nok var lidt vand i undergrunden, men slet ikke nok. Derfor havde man lavet et system, hvor man tog noget fra undergrunden, noget fra Genezerat sø helt oppe i nord Israel og noget fra havvand som man afsaltede. Disse tre ting blandede man og det var det de drak

En anden karakteristisk ting var at alle disse små enklaver var indhegnet. Jeg troede det var for at holde terrorister og bombemænd ude, men Amosh fortalte at det selvfølgelig for dem der boede tæt på Gaza havde sådant et formål, men der hvor han boede og andre lignende steder var det for at holde indbrudstyve ude. Der kørte også vagtpatruljer rundt om hele natten for at hindre tyverier. Trods alt dette skete det i hver eneste uge at en eller flere biler blev stjålet. Og de blev så kørt over til det palæstinensiske område og her havde det israelske politi ikke adgang, og det palæstinensiske selvstyre ville ikke gøre noget, andet end at tage imod bilerne. Det var alt dette tyveri der var årsag til at man i Israel havde besluttet at indhegne de palæstinensiske områder. Man var ikke helt færdig med det endnu, der var stadigvæk huller i hegnet hvor de kunne slippe over med tyvekosterne. Efter sådan en forklaring kan man bedre forstå og acceptere at det er nødvendigt at hegne områderne ind. Uden en sådan forklaring ville man automatisk synes at det var lidt for umenneskeligt.

Ud i Negev ørkenen

Tirsdag morgen fik jeg så en ny lejet bil. Det var samme slags som før, bortset fra at den nu havde automatgear. En Hundiy Gets med en meget lille motor, automatgear og en del bjergveje som der er i Negev er ikke lige den bedste kombination, men jeg kom dog frem der hvor jeg skulle. Sådan da.

Jeg skulle først ud af Jerusalem og nogle steder er skiltningen fin og der er der ikke noget problem. Andre steder deler vejen sig og så er der ikke nogen forståelig skiltning. Så må man jo prøve sig frem og det blev da også til et par fejlforsøg inden jeg var på det rigtige spor. Så er det godt at have solen med sig, for den giver en klar indikation af om man er på rette vej.

Jeg kørte ud til Askalon nord for Gaza og her var en dejlig strand. Her var rigtig sand, vandet var godt så her blev jeg et 4 timer og nød det. Jeg havde en aftale om aftenen klokken halv otte i en by inde midt i Negev ørkenen. Det var et HC medlem jeg havde skrevet til men han var ikke hjemme før dette tidspunkt. Han var ørkenspecialist og underviste på deres universitet, så hvis jeg kunne komme i weekenden ville han have taget mig med ud i ørkenen, på slange og skorpionjagt, men det passede ikke rigtig ind i mine planer. Men fordi han ikke var hjemme før halv otte, havde jeg mulighed for at sole mig på en strand og der var også rigelig tid til selv at udforske nogle meget lidt befærdede veje i Negev. Jeg havde udset mig nogle veje som godt nok var asfalteret men hvor der ingen andre biler var. En af dem var en vej der løb langs grænsen med Egypten og her kørte man lige ved siden af pigtrådshegn der skilte de to lande. Det var tydeligt at der ikke var krigslignende tilstande mellem de to lande selvom der var mange vagttårne. Men de var placeret skiftevis på den ene og så den anden side, så de samlet kunne overskue om der var nogen der ville forsøge at smutte over grænsen. Der var også en grusvej lige ved siden af hegnet og her kørte bl.a. et militær køretøj med et ordentlig bundt gammel pigtråd efter sig. De rev vejen, for så var det lettere for dem at se om der var kommet fodspor. Hvis der var det kunne de bare optage forfølgelse ved at følge de efterfølgende spor i ørkenen. Der var ingen steder at skjule sig og selvom man skulle have været ekspert i overlevelse og i at skjule sig i ørkenen ville man ikke have mange chancer.
Negevørkenen er mange forskellige ting og her er lige et par billeder derfra.

Golgata er ikke Golgata

På den anden side af tempelbjerget lå Getsemana have, Marias grav og så var der en lang bakke op til Golgata. Der var en flot udsigt deroppe fra og på toppen stod tre gadelygter som på afstand så ud som kors. Det var noget positivt – de havde åbenbart humor et eller andet sted, selvom det normalt ligger godt gemt, men lygtepæle udformet som kors på Golgata – den er jeg vild med.

Der er bare lige det ved det at det jeg troede var Golgata, slet ikke er Golgata. Golgata ligger ”nu” inde midt i den gamle bydel i Jerusalem i den hellige gravs kirke, og vel og mærke på første sal. Der er sat en stor stjerne der og to sorte cirkler der hvor røverne ved siden af hang. Nede i kælderen i kirken er så stedet hvor Jesus blev begravet, men det er ikke sådan et sted hvor man kan rulle en sten for, det er bare et form for et halvtag. Golgata betyder hovedskal fordi stedet havde form som en hovedskal, men der er ikke rigtig nogen bakke deroppe på første sal.
Jeg er altså ked af at sige det, men der er noget der ikke stemmer.
Via dolorosa, som var vejen Jesus gik med korset vender også forkert synes jeg, men det betyder ikke noget. Der er mange prosessioner som går langs de 14 markerede punkter, synger og beder hver sted, fordi de nu er nøjagtig på det sted hvor det foregik for 2000 år siden.

Mange steder i byen ser man sortklædte mænd med sorte hatte, skæg og slangekrøller foran ørene som kommer gående, cyklende eller hvordan de nu kommer frem. Om lørdagen er den sorte hat for nogles vedkommende skiftet ud med en bjørneskindskrans på hovedet. Ifølge pålidelig kilde er 15 – 20 % af jøderne så religiøse at de benytter disse eller andre symboler som den lille hæklede isseklap, og så religiøse at de kommer i synagoerne hver lørdag.
Der er helt klart nogle meget kraftige fanatikere imellem og så længe der er så mange af dem og der også er mange muslimske fanatikere, så længe vil der vedblive med at være krig og ufred i regionen.

Var ved at blive anholdt igen

Efter af have grædt lidt ud ved muren, fortsatte jeg igennem basaren og fik øje på en vej der førte op til mosken og den gyldne kuppel på toppen af tempelbjerget. Da jeg lige var ved at komme igennem åbningen ud til pladsen trådte der en maskingeværbevæbnet vagt ud foran mig og sagde at der var lukket. Jeg kunne se at folk gik rundt derinde og at der også kom folk ud, men der var lukket. Hvis man skulle ind skulle det foregå mellem klokken 13.30 og 14.30 og kun igennem en speciel indgang der lå ved siden af grædemuren.
Der var lidt tid til så jeg gik lidt rundt og snusede. Da klokken blev 13.30 gik jeg hen til den specielle indgang og mens jeg stod og ventede på sikkerhedstjekket kunne jeg se et skilt skrevet på engelsk. Wow, hvilken service. Der stod bl.a. at det ikke var tilladt at have våben med ind og at det også gjaldt knive. Jeg tog min lommekniv ud af min taske og spurgte om det også gjaldt den. Den øverstkommanderende kiggede lidt på den snakkede med de andre og gav mig den så tilbage. Jeg puttede den i tasken og gik gennem sikkerhedstjekket. Og straks blev der ballade for jeg havde jo en kniv med. Jeg forklarede at jeg lige havde fået den tilbage. Ja det var rigtig nok, men jeg skulle lade den blive ved sikkerheds kontrollen og så komme ned og hente den når jeg forlod stedet. Men han ville gøre opmærksom på at kontrollen lukkede præcis klokken 14.30 og hvis jeg ikke var der inden da, ville der ikke være mulighed for at få min kniv. OK og jeg gik ind ved at gå op ad en lang trærampe.

Da jeg skulle ud igen ville jeg ned og hente kniven igen, men foroven stod en maslinpistolbevæbnet vagt og sagde at her kunne jeg ikke komme ud. Jeg skulle gå op igen, og så til venstre og venstre og venstre. Jeg sagde at sikkerhedskontrollen havde noget at mit og de havde sagt at jeg skulle komme ned og hente det igen. Så skreg han: Jeg ved godt hvad jeg sagde, venstre, venstre og venstre mens han pegede med sin pistol. Der var ingen mulighed for at diskutere og venlighed var heller ikke noget han kendte til.
Jeg gik op til venstre, til højre, venstre, højre og så venstre og venstre mens jeg skulle passere 2 sikkerhedskontroller på vejen. Det var godt jeg havde gået rundt og snust der i forvejen for hans vejforklaring passede ikke, og der var ikke maget tid at løbe på. 5 minutter før 14.30 nåede jeg tilbage til indgangen og fik min kniv igen.

Var ved at blive anholdt

Mandag var den store Jerusalemsdag. Jeg skulle jo skifte værelse og da det er Israel skulle jeg tømme mit gamle værelse og stille min bagage i depot og når de havde gjort det værelse rent, ville de gøre et andet værelse rent, som jeg så kunne flytte ind i. Jeg ved ikke om det var fordi jeg brokkede mig lidt eller der bare var sket en fejl, men det lykkedes mig at få det nye værelse med det samme. Jeg er sikker på at det var en fejl.

Jeg ville først op i Davids borg. Jeg kom til at gå ind der hvor udgangen var og en kvindelig vagt skældte mig ud. Der var ikke nogen skilte, så hvordan skulle jeg kunne vide det. Jeg fandt dog den rigtige indgang, betalte en alt for dyr entrebillet og så så borgen. Ved udgangen førte stien hen til et sted hvor man kunne komme op på bymuren og gå på den. Der sad en vagt og kontrollerede billetter og da jeg viste ham min billet, kiggede han på den, gav mig den tilbage og sagde at den kun gjaldt 1 dag. Det var også helt fint for mig for jeg havde lige købt den. Da jeg begyndte at gå opad var det hans tur til at råbe af mig og skælde ud. Man skulle købe en billet der også, men det havde han ikke sagt noget om og der stod slet ikke noget om det nogen steder. Jeg tror jeg ville blive en meget rig mand hvis jeg begyndte at holde kurser her i Israel i hvad service er, det er et fuldstændigt ukendt ord og begreb for dem.

Muren var lang og jeg endte helt omme på den anden side. Der var et af disse evindelige sikkerhedskontrolchek og pludselig opdagede jeg at jeg var inde på det område hvor grædemuren er. De kalder den for den vestre mur, men det er det samme. Selve området helt henne ved muren er åbenbart meget helligt for her har kvinder ikke adgang. Der er derimod sat et hegn op og der står kvinderne på en masse stole for at kigge over på den anden side, så de kan se hvad mændene laver. Der var alle mulige forskellige udklædninger og prosessioner og mange der stod og bankede hovedet ind i muren.
Jeg så at det i stakittet der holdte alle kvinderne ude var en åbning og at man, hvis man var mand kunne komme ind på området og helt hen til muren, og det skulle jeg da prøve. Men det skulle jeg ikke. Da jeg var kommet igennem kom der en vagt løbende, råbende et eller andet til mig, greb fat i mig og skulle lige til at slæbe af sted med mig. Det viste sig at man ikke måtte gå ind på det område med utildækket hoved. Ikke som de muslimske kvinder med hvis man havde en hat eller kasket var det ok. Havde man ikke det var der en lille boks, hvor man kunne tage en papkalot og sætte på sin isse, først derefter var man velkommen. Der stod ikke noget om det nogen steder, så hvordan skulle jeg kunne vide det. Jeg tror hellere de jøder vil råbe af folk end at informere om hvad man bør og ikke bør. Som det måske kan forstås, så er jeg ikke særlig vild med deres måde at være på.

Mange steder i muren er revnerne stoppet ud mad papir, hvor de har skrevet noget på. Det er nok en form for en bøn. Men det kan også bruges til at afbøde slaget på panden, når de står der i timevis og banker panden i muren.

Pulver mod barnløshed.

Efter at have besøgt fødselskirken var jeg lige en tur forbi en lille shop. Han havde selvfølgelig noget familie der havde en shop i nærheden og der fik jeg så tyrkisk kaffe, vand og mulighed for at købe en hel masse forskellige ragelse. Det endte også med at jeg købte noget, og jeg tror at prisen var god, for det var butikkens første salg den dag og så er de altid villige til at gå meget langt ned i pris.
Næste stop var mælkegrotten, men de havde middagspause da vi kom der, så chaufføren foreslog at vi kunne køre nogla andre steder hen, men de havde ikke min interesse. Jeg foreslog i stedet for at han kunne finde en rigtig palæstinensisk restaurant, og billig, for så ville jeg godt have frokost og give ham frokost også, når vi nu skulle vente lidt. Han fandt et sted, maden var god, men det var næsten lige så dyr som den tur jeg havde med taxaen – lidt for dyr. Restaurantejeren havde en bror der havde en souvenirbutik som jeg selvfølgelig også måtte besøge, men her var overhovedet ikke noget der var værd at købe.

Vi tog op til mælkegrotten og det skulle være det sted hvor Josef og Maria gjorde deres hvil under deres rejse fra fødselsstedet til Egypten. Det ligger kun 50 meter fra fødselskirken, så hvis de skulle gøre holdt for hver 50 meter, ville det vist have taget omkring 4 år at komme helt til Egypten, men det er der nok en god forklaring om.
Ifølge sagnet tabte Maria en dråbe mælk i grotten mens hun madede Jesus og straks blev hele grotten hvid. Sagnet siger også at hvis en kvinde ikke har mælk i sit bryst til sit barn eller ikke kan få børn skal hun bare tage og skrabe noget af det hvide pus eller pulver fra væggene, blande det med vand eller mælk og drikke det og pling, så er der mælk i brystet eller også bliver hun gravid så let som ingen ting.
Grotten er helt sort nu, men under det sorte lag er det helt hvidt, og det lykkedes mig at skrabe noget af det hvide pulver ned i el lille æske inden den vagthavende præst kom stormende og skældte ud. Det har jeg med hjem som souvenir. Mon ikke jeg kan sælge det for en rigtig god pris.

Et par kilometer derfra lå den mark hvor hyrderne så alle englene. Og hyrderne havde selvfølgelig også en grotte som rigtige beduiner har. Gad vide om de huskede at sætte en pæl i jorden og skrev at det var der. Men pælen er der bare ikke mere.

Da turen var til ende og jeg gav chaufføren de aftalte penge, var han utilfreds med at han ikke fik mere, men han fik ikke mere for han havde ikke engang sagt tak for den alt for dyre frokost. Man skulle tro at han var jøde – men han var altså palæstinenser.

Tigger smed pengene væk

Søndag var jeg tidlig oppe og gik ind til bycentrum, for jeg skulle finde en ordentlig internetcafe. De havde godt nok Internet på hotellet, men for at der ikke er nogen der skal stikke af med den er pc’en bygget inde i en kasse, så kun skærm og tastatur er fremme. Man kan så ikke sætte headset til eller min lille transportable USB nøgle, og det er begge dele noget jeg har brug for.
Jeg travede op og ned og der var bare ingen. Jeg spurgte flere og de vidste det ikke men foreslog at jeg skulle gå til den anden ende og spørge og i den anden ende sagde de præcis det samme. Da jeg havde opgivet fik jeg øje på et lille snusket sted i en sidegade, hvor der stod noget med internet. De lå stadigvæk og sov i butikken men jeg fik da lov til at komme til. PC’en var godt nok fremme her så jeg kunne bruge USB, men de havde ikke nogen headset der. Jeg udnyttede det jeg kunne måtte så nøjes med det. Lidt derfra var der en mere og her havde de headset. Der var bare lige det problem at der havde været party der aftenen før så alle headset var ødelagt. Men i løbet af dagen ville de nok få et par af dem repareret. Og det var de to eneste internet cafeer i hele Jerusalem. Men hvad skulle de også med flere de kunne jo risikere at turister synes at servicen var fin og det er ikke lige frem det de ønsker.
Mens jeg gik rundt i byen kom en dame hen til mig og spurgte og ikke jeg havde nogle småpenge for hun havde 4 børn og hendes mand havde kræft. Jeg havde lidt småmønter på mig og gav hende dem og sagde at det var hvad jeg havde. Giv mig dollars sagde hun vredt. Jeg har ikke nogen dollars – dumme kvinde. Hun vendte om og gik ned af gaden og efter en 10 – 15 meter smed hun de mønter jeg havde givet hende. Af en eller anden årsag var jeg ikke så positivt indstillet overfor andre tiggere der kom hen til mig efter dette.

Jeg havde besluttet at jeg ville til Betlehem og havde fået at vide på turistkontoret hvor minibusserne gik fra. Jeg gik derhen, men der kom bare ikke nogen. Jeg ventede og ventede og besluttede så at tage en taxi i stedet for, og netop da jeg skulle til at stoppe taxaen kom minibussen.

Jeg blev sat af ved tjekpointet over til det palæstinensiske område. Et lille hul i den 9 meter høje betonmur som israelerne har bygget omkring det palæstinensiske område. Det var som at blive lukket ind på besøg i et fængsel. På den anden side var der en hel massse taxier som ville køre med mig og jeg hyrede en taxa til at tage mig 3 steder hen og tilbage til muren.

Det første sted var fødselskirken, der hvor Jesus var blevet født. Der er nu placeret et 14 takket stjerne på stedet. 14 er et helligt tal for jøderne for der var 14 generationer mellem Adam og Abraham, 14 generationer mellem Abraham og jødernes forflyttelse til Babylon og 14 generationer derfra til Jesus fødsel.
5 meter derfra var der en lille stentrug, og det skulle være her at Maria havde lagt Jesus i krybben. Jeg tog da billeder af det, men kan ikke lade være med at tænke på hvordan de med sikkerhed kan vide at det var der. Bortset fra de tre vise mænd, var der ikke rigtig nogen der vidste hvor det var, og det var først omkring 30 år senere at Jesu begyndte at blive berømt, og det var først 400 år senere at Jesus blev gjort guddommelig. Men der er nok nogen der har vidst det og sat en pæl i jorden med påskriften. Her fødtes et barn som om 400 år bliver gjort guddommelig – ja sådan må det vist have foregået.

Til Jerusalem

Lørdag tog jeg til Jerusalem efter at jeg havde kørt lidt rundt først. Jeg kom til hostellet omkring klokken 2 og var nu sikker på at være der i så god tid at de ikke havde lejet det ud til andre. Det havde de heller ikke, men jeg ville ikke kunne få værelset før klokken 7 om aftenen, for det var lørdag og det var helligdag indtil klokken 4. Og værelserne ville først blive rengjort og efterset derefter. Det kunne de nu godt have sagt da jeg bookede for de 3 nætter, men sådan er de skide jøder, de fortæller ikke noget af dem selv. De kunne godt trænge til et servicekursus.

Jeg kørte derfor ud til Det Døde Hav fordi jeg ville se Qumran. Det var her at man fandt de berømte dødehavsruller. Det er originale skrifter fra omkring Jesu tid og de har været gemt siden år 66, så den katolske kirke har ikke haft mulighed for at korrigere i teksterne, som det er sket med alle de andre tekster som i dag udgør biblen. Jeg gik en lang tur op i bjergene op nåede helt op til ”havoverfladen”. Og jeg fik da også set en af hulerne hvor skriftrullerne blev fundet for 60 år siden.

Da jeg kom tilbage til Jerusalem ville jeg fylde bilen op med benzin, for næste morgen skulle jeg aflevere den med fyldt tank. Men det er ikke sådan lige at gøre i Israel. For det første havde mange benzintanke lukket fordi det var lørdag og for det andet så fungerer tingene på en helt speciel måde hernede.
Man kører hen til en benzinstander og trykker på et samtaleanlæg indtil ekspedienten og siger at man gerne vil have benzin på. Hun vil så vide om man betaler med kreditkort eller kontant. Jeg ville betale med kontanter og så skulle jeg komme ind og betale. Jeg forsøgte at forklare hende at jeg ikke havde fået benzin på endnu, men det gjorde ingen forskel, for så ville hun vide hvor meget jeg skulle have på for. Den skulle fyldes helt op for jeg skule aflevere den med fyldt tank. Men jeg kunne ikke få benzin på før jeg havde været inde og betale. Jeg gik ind og betalte 250 sekel og var spændt på om det var nok. Hvis ikke måtte jeg ind og betale en ny omgang indtil jeg var blevet fyldt op. Hvis jeg kom i den situation at jeg havde betalt for meget, kunne jeg bare komme ind og få de ikke påfyldte kroner retur. De er godt nok specielle hernede.

Men nu forstår jeg dem bedre. Alle steder i verden jeg har været er der ikke nogen der bryder sig om den måde israelere er på, for de er så mistroiske og besværlige, og det er noget de har med hjemmefra. Jeg kan godt forstå at de har et behov for at have en helt masse sikkerhedsvagter og sikkerhedstjek, når nu der er så mange der render rundt og springer bomber. Men denne mistroen ar altså gennemsyret hele samfundet, så bare sådan en simpel ting at få fyldt bilen op bliver meget kompliceret og besværligt.

Da jeg skulle finde mit hostel var der selvfølgelig ikke nogle skilte med hostel. Efter at have spurgt om vej fandt jeg ud af hvor det var. Det var inde i center for progressiv judaisme, men jeg fandt det da. Hvorfor mon de ikke skilter med hostel. Mon alle andre ved hvor det ligger. Jeg havde booket stedet for 3 dage, men kunne nu kun få 2 dage, men de kunne tilbyde mig et værelse på et hotel som også var samme sted, men til en meget dyrere pris. De skide jøder. Omvendt så skulle jeg kun betale 58 dollars pr. nat på hostellet selvom de ved bookningen havde oplyst at det kostede 69 dollars. De er fandme noget for sig selv hernede.

Hvis ikke der er et pilgrimsted, så laver man bare et.

Jeg kørte videre derfra til Nazaret, men passerede Kana undervejs. Det var her at Jesus lavede vand om til vin ved et bryllup. Jeg ved godt at jeg skrev det samme da jeg var i Kana i det sydlige Libanon, men det er også først for nyligt at man har fået mulighed for at komme til Kana i det sydlige Libanon. Det har også været krigszone, og i den tid har man selvfølgelig haft behov for et Kana man kan komme til så pilgrimsrejsende også kan få den oplevelse med. Hmm.

Da jeg ikke kunne finde noget familie til Josef og Maria, eller hvor de havde boet for 2000 år siden kørte jeg videre ud til kysten og så langt nord på som jeg kunne komme.
På vejen derop kom jeg forbi noget der hed Bahai haven. Bahai er en ”ny” verdensreligion stiftet af Baha’u’llah i 1844. Religionen har i dag omkring 5 millioner tilhængere og går ud på at alle religioner egentlig er den samme religion bare udtrykt på forskellige måde og på forskellige tidspunkter. Så de tror både på Buddha, Jesus, Muhammed og nogle stykker flere udover selvfølgelig Baha’u’llah som var den sidste profet eller budbringer fra Gud.
Jeg troede at det var Baha’u’llahs forgænger som lå begravet i haven, men det viste sig at det var selve mesteren. Man kunne dog ikke komme helt tæt på mesteren når man ikke var medlem og ikke kom før efter klokken 12.
Men det var ellers en flot kolonihave de havde fået banket ned der, der var nok nogen som kunne lære lidt der om hvordan man pynter op og sammensætter ting. Det var en rigtig præmiehave.
Men en meget positiv ting var at der ikke var entre og ingen souvenirbutikker overhovedet. Det var et fredfyldt sted, selvom jeg ikke kunne komme helt ind.

Det er sjovt som mennesker har behov for pilgrimssteder.

Jeg kørte rundt langs kysten og endte dagen med at finde en lille flod hvor der var mulighed for at sætte telt op og overnatte. Jeg havde ikke noget telt men kunne sove i bilen. Floden måtte man ikke bade i for den var hjemsted for skildpadder med blødt skjold og de var truet. Jeg så dog ikke nogen.
Jeg havde ellers fundet et fredeligt sted, hvor der ikke var andre, men lige før det blev mørkt kom der 4 andre og slog telt op i nærheden, og de spillede så højt musik at jeg var fri for selv at lytte til min. Hvorfor tager folk ud i naturen og overdøver alle naturlyde med larmende musik?
Om morgenen var der en af dem der trænede kampsport, og det var både kamp med næver, fødder og lange knive. Der var et træ som fik skåret halsen over 25 gange, men alligevel blev det stående. Jeg synes nu ikke at træet lignede en terrorist, men det var det nok – de er jo gode til forklædning.

Jesu dåbssted – igen.

Fredag den 20 maj havde jeg forsøgt at få et værelse på et hostel i Haifa, men det var fuldt booket ud. Det gjorde nu ikke så meget for jeg havde bilen som jeg ville køre rundt i og så skulle jeg nok støde på et eller flere steder hvor jeg kunne få en seng. Og hvis det slet ikke lykkedes kunne jeg bare sove i bilen.
Jeg kørte fra morgenen ned til den sydlige af Genezerats sø, hvor vandet derfra løber ned i Jordanfloden, og den løber videre til det Døde Hav. Genezerats sø er helt fersk og når det kommer ned i det døde hav er det meget meget salt. Vandet i Genezerats sø kommer fra bjergene og er derfor naturlig vand. Det er også naturlig når det kommer ned til det døde hav, men da vandet ikke kan komme videre herfra, og den eneste måde vandet kommer væk på er ved fordampning, bliver indholdet af mineraler og salte større og større for hver dag der går. Hver gang der kommer noget nyt vand dertil indeholder det lidt salte og mineraler, men i så små mængder at vi kalder der ferskt.

Det er lidt mærkeligt at køre rundt i området, for ”søen” og ”havet! Ligge henholdsvis 300 og 400 meter under havoverfladen, og det er det laveste sted man kan komme på jorden, altså tørskoet.

Ved Kinneret ikke langt efter at Jordanfloden starter er stedet hvor Jesus blev døbt af Johannes døberen. Jeg ved godt at jeg tidligere har skrevet det samme om et sted i Jordan, men de påstår altså begge steder at han er blevet døbt der. Jeg gad vide om han blev døbt to gange. Det kunne jo godt være for det der nymodens pjat med at blive konfirmeret, det havde de jo ikke dengang, så det kan være at han i stedet for blev døbt to gange. Hmm.
Stedet i Jordan er først for nyligt blevet gjort tilgængeligt. Tidligere lå det i krigszonen mellem Israel og Jordan og var fyldt med miner, men nu kan man komme derind. Jeg kan selvfølgelig godt forstå at man har været nødt til at finde et andet sted hvor Jesus blev døbt, i den tid da det andet sted var utilgængeligt, for folk har jo behov for at komme til dåbsstedet og blive døbt på nøjagtig det samme sted som Jesus. Men nu har man altså to steder.
Der er præster begge steder som hver især hævder at dette er stedet. Det tror jeg nu også jeg ville gøre hvis jeg var præst sådan et sted, for ellers ville det gå ud over dåbsforretnigen. Man kan godt se at stedet i Israel har eksisteret som turiststed i en del flere år. Her er der lavet kørestolselevator, så selv gangbesværede kan blive sænket ned i det samme vand som Jesus, hvis altså det var der.
Man kan også købe ægte Jordan flod vand på flaske i dyre domme. Men det ville nu være billigere at gå ned til floden med en tom plastikflaske og fylde den. Men så får man selvfølgelig ikke det flotte ægte indpakningspapir med – men er det ikke også vandet der er det vigtigste – altså hvis stedet er rigtig. Hmm.

Krigsminder

Rundt omkring i Golan bjergene støder man også på hele eller halve tanks som står som mindre fra krigene med Syrien. Et af stederne kan Israelerne særligt godt lide. Da Syrien og Egypten lavede et overraskelsesangreb under de israelske Yon Kippur helligdage lykkedes det en lille israels kampvognsgruppe på 170 kampvogne at holde 1500 Syriske tankvogne tilbage. 300 af de syriske kampvogne blev smadret og kun omkring 20 til 30 af de israelske. Jeg kan egentlig godt forstå det. For med den manglende orienteringssans som araberne har, så har de kære syrere sikkert rendt fra den ene vogn til den anden for at spørge om vej, og så har de været et let mål.
Der bor ikke mange i området og mange arealer ligger ubenyttet hen. Hvorfor de ikke bliver udnyttet ved jeg ikke, men der hvor de gør, producerer de nogle rigtig gode frugter og grøntsager. Jeg fik nogle af de bedste kirsebær jeg nogen sinde har smagt i dette område. Andre steder kan man se at der engang har været en lille muslimsk landsby, men både husene og moskeen er skudt i stykker så de er ubrugelige.
De byer der er i området er som alle andre bebyggelser i Israel indhegnet med pigtråd og elektrisk port ved indgangen. Jeg kan ikke lade være med at tænke på at Israelernes oplevelser i koncentrationslejrene engang for 60 – 70 år siden har sat sig så dybe spor at de føler sig mest trykke ved i dag ata have lige så meget pigtråd omkring sig som dengang. Den eneste forskel er, at dengang var der andre der lukkede dem inde. I dag er det dem der bestemmer hvem de vil lukke ind.

Vandfald og borg.

Efter en helt masse måske hellige steder, ville jeg ud i naturen og Golan bjergene som Israel har erobret fra Syrien i 1967 og forsvaret i den senere Yon Kippur krig. Jeg havde troet at stedet ville være fuld af millitær og mange tjekpointer, fordi det var et besat land og fordi mange rejsebøger fraråder at tage derop. Men der var ikke et eneste tjekpoint, og sammenlagt så jeg kun 5 soldater. Det var væsentligt mindre end det jeg var vant til andre steder i Israel.
Jeg kørte op til en bjerg som lå på grænsen mellem Israel og Libanon. Heroppe på Mt. Menara, kunne man stå og kigge ind i Libanon. Jeg kunne stå og kigge ind på et bjerg i Libanon som jeg tidligere stod på og så ind i Israel. For bare et par år siden var det helt umuligt at komme så tæt på grænsen, men nu er der ingen problemer. Der virker altså ikke som om at der skulle være ufred mellem disse lande. Det eneste der tyder på det er at man ikke kan komme over grænsen og landene hver især ikke bryder sig om at man har været i det andet land.
Nu efter at Syrerne er blevet smidt ud af Libanon, eller har forladt det, tror jeg egentlig ikke at der går så mange år inden der bliver erklæret fred mellem Libanon og Israel, på samme måde som der er indgået fredsaftale mellem Israel og henholdsvis Jordan og Egypten.
Helt deroppe i det nordlige fandt jeg ved et tilfælde et naturreservat kaldet Nahal Iyyon. Det var en kløft med vandfald inden i. det så ikke ud af noget særligt udefra og så heller ikke så stort ud, men jeg blev positivt overrasket. Det var ikke sådan lige at rende igennem. Det tog halvanden time og der var nogle små søde vandfald. Selvom jeg har set verdens største vandfald i Brasilien/Argentina er jeg dog stadig væk tiltrukket af vandfald. Der er et eller andet specielt over det.
Der lå også en gigantisk borg i området kaldet Nimrod. Man kunne se den milevidt omkring for den lå godt placeret på toppen af et bjerg. Den var dog lukket da jeg kom derhen men det gjorde nu ikke så meget. Sådan en borg er mere imponerende udefra end når man går inde i mere eller mindre ruin bygninger, i hvert fald når man har set så mange ruiner som jeg efterhånden har.

Man kan ikke komme i himlen i korte bukser.

Det hostel jeg havde valgt lå temmelig langt ude, og busforbindelserne var ikke helt til at regne med, så jeg besluttede at jeg om torsdagen ville leje en bil og køre rundt i området som havde mange bibel historiske steder. Jeg skulle dog først til Tiberias.
Efter at have siddet og ventet på en bus i over en halv time, besluttede jeg at jeg ville prøve at tage den på stop, for jeg kunne jo ikke sidde der hele dagen. Netop da jeg havde rejst mig op og skulle til at stikke hånden ud, kom bussen. Det er nu lidt sjovt det der med at tingene næsten altid lykkes eller falder i hak når man opgiver og accepterer at det ikke kan lykkes.
Jeg fandt ud af at det var ret billigt at leje bil her i Israel og da jeg kunne aflevere den hvor som helst i landet, besluttede jeg at leje den i 3 dage og så aflevere den i Jerusalem. Så havde jeg også løst problemet med de busser som ikke gik fra fredag til lørdag eftermiddag.

Jeg kørte først hen til byen Migdala. Det er byen hvor Maria Magdalene, egentlig Maria fra Migdala, kom fra. Men hun må ikke have været vigtig nok for der var ingen steder man havde fundet eller opfundet til hvor hun skulle have boet – endnu.
Derefter kørte jeg hen til Jesu båd i Ginosar. Det vil sige, man ved nu ikke om det er Jesu båd, men man har fundet en gammel båd som er omkring 2000 år gammel og det trækker mange flere turister til at kalde det Jesu båd frem for en gammel båd.
Der var læssevis af busser fyldt med turister som skulle se Jesu båd. Det var ret dyrt men da jeg fik mig forvildet ind i en af turistgrupperne der var udstyret med en fører med flag, sneg jeg mig med ind med en sådan gruppe og nåede derfor ikke at betale.
Ikke langt derfra lå Tabgha, stedet hvor Jesus bespiste 5000 mennesker med et par fisk og et par brød. Der var nu en kirke der og inde i kirken under alteret var der en gammel fedtet sten. Jeg ved ikke hvordan man lige ved at det var den sten, men den så meget betydningsfuldt ud. Folk stod i kø for at komme op og kysse stenen, som kun kunne lade sig gøre hvis man kravlede lidt ind under alteret. Når folk havde kysset stenen kunne man se hvilken fryd der gennemstrømmede dem, og for mange var det nok et af højdepunkterne i deres liv. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på, om det nu var den sten Jesus brugte eller det bare var en anden sten som man havde udråbt til det. I så fald er det egentlig utroligt hvad en sten kan gøre, bare man har hørt nok om den inden da.
Jeg fulgte strømmen af turistbusser til det næste sted, men hvor var jeg dog glad for at jeg selv kunne transportere mig fra det ene sted til det andet når jeg selv havde lyst. Jeg tror at jeg var blevet lidt for stresset hvis jeg skulle stå og vente en time eller halvanden på at nogle skulle kysse en sten.
Det næste sted var hvor Peter havde boet og nu var der en lille kirke. Men som det kan ses på billedet var det et helligt sted, hvor jeg ikke kunne komme ind, for jeg havde korte bukser på. Jeg havde ikke fået mine overtræksbukser med, så jeg måtte blive udenfor. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på hvorfor mine ben kunne genere et helligt sted, hvad er der i vejen med dem. Men så kom jeg i tanke om at det ikke kun var mine ben men alles bare ben der ikke var velkomment.
Når nu sådan et lille stykke jord, hvor Peter engang boede, var så helligt at korte bukser var forbudt, hvordan må det så ikke være i himlen, som må være mange gange mere helligt. Korte bukser er helt sikkert forbudt, men mon man også skal have vanter, hue og lange frakker på i himlen? Hvis det er tilfældet, så lyder himlen nu mere som et helvede.
I Kapernaum var der ligeledes nogle ruiner som også var gjort hellige, fordi Jesus nok havde gået der engang, og her måtte jeg også se på afstand på grund af mine ben. Jeg kunne dog se nok til at jeg heller ikke havde lyst til at betale alle de penge de ville have for at lukke mig ind, hvis altså ikke jeg havde haft bare ben.
Jeg tog derfor op til Mt. Beattudes, stedet hvor Jesus skulle have holdt bjergprædiken. Det var også helligt, men vagten lukkede mig alligevel ind. Jeg tror ikke han havde haft så mange besøgende endnu, så han manglede vist lidt omsætning, og så kunne man jo godt se lidt bort fra det med korte bukser. Nu er mine korte bukser heller ikke helt korte, de går næsten ned til knæerne, så her blev jeg accepteret.
Der var også her bygget en kirke men at kalde det et bjerg var nok lige i overkanten. Det var en stor bakke med udsigt ned over Genezerat sø, og de rigtige bjerge lå bagved. Men jeg kan nu godt forstå at man kalder det for et bjerg, for det lyder bedre end hvis man skulle sige Jesu bakkeprædiken.

Jeg var livredder.

Onsdag den 17 maj skulle jeg med bus fra Masada op til det nordlige Israel til Tiberias som ligger ved Genezerats sø, der hvor Jesus skulle have opholdt sig mest. Det var ikke helt let at komme derop for man skulle først til Jerusalem, skifte bus og så videre op nordpå i en stor bue, for at komme uden om de områder som nu er overgivet til palæstinenserne.
Ikke langt fra Masada ved Det døde hav kunne jeg se på et skilt at her havde Lot boet med sine døtre efter at hans kone var blevet til en saltstøtte og at Sodoma lå lige i nærheden. Jeg ved godt at jeg skrev det samme da jeg var ovre på den anden side af Det Døde Hav i Jordan, men det stod altså også derovre. Det er som om at hvert land i området gerne vil have historiske steder som turister kan komme og besøge. Gad vide hvor det egentlig var?
Busterminalen i Jerusalem var noget for sig. Man kørte ind i underetagen af busterminalen og blev bare læsset af her. Der var ikke nogen skilte med hvor man skulle hen og man kunne ikke se nogen andre busser der kørte. Heldigvis var der en flink mand som spurgte om hvor jeg skulle hen og da jeg sagde Tiberias, sagde han at så skulle jeg bare med ham. Det er nu rart at der er nogle flinke hjælpsomme mennesker tilstede. På vej ud af underetagen spurgte han om hvor jeg ellers skulle hen og da jeg fortalte ham at jeg ville komme tilbage til Jerusalem lørdag, mente han at det var helt forkert. Det var meget bedre at blive i Jerusalem nu, men det kunne jeg ikke for jeg havde ikke kunnet finde overnatningsmuligheder i Jerusalem og havde booket i Tiberias. Det kunne han sagtens lave om på og så kunne han køre mig til Betlehem den samme dag. Da begyndte jeg at finde ud af at han ikke var hjælpsom men at han forsøgte at få mig med i en taxi. 2 ½ time i taxi til Tiberias ville have kostet en formue. Jeg droppede ham og spurgte en af de utallige vagter som var til stede om hvor busserne var. Det viste sig at man skulle igennem en speciel sikkerhedszone og så ovenpå, hvor afgangshallen var. Sikkerhedszonen var en dobbelt "flykontrol" for at sikre at man ikke havde bomber med, og det havde jeg ikke.
Ovenpå var der heller ikke meget skiltning, men jeg kunne se en enkelt billetluge langt borte hvor der var en kæmpe kø, og den stillede jeg mig op i. Jeg fik købt en billet, fik at vide hvor bussen gik fra og fandt samtidig ud af at alle busser er indstillet mellem fredag klokken 16.30 til lørdag klokken 16.30. Så hvis jeg skulle med bus tilbage fra Tiberias eller en anden by oppe nord på, ville jeg tidligst kunne være i Jerusalem ved halv otte tiden. Så måtte jeg nok ringe til hostellet på vej ned for at sikre mig at de ikke bare lejede værelset ud til nogle andre.
Det hostel jeg havde valgt lå 10 kilometer nord for Tiberias, så jeg skulle med en ny bus fra Tiberias og den skulle jeg vente knap en time på. Der var selvfølgelig nogle flinke taxichauffører som ville køre mig derop for 70 Sekel, hvilket svarer til 91 kroner, men det ville jeg ikke det var alt for dyrt og der var jo ikke så længe til at bussen kom. De kom flere gange og prisen blev billigere og billigere. Jeg sammenlignede prisen pr. kilometer med prisen i Eilat og ville ikke give mere end 45 Sekel. Netop da alle ventende passagerer blev gennet væk fra stationen, fordi en sikkerhedsvagt havde set noget mærkeligt i en affaldsspand, gik de med til de 45 sekel, fordi at taxichaufføren skulle et andet ærinde i den retning. Jeg tror nu mere at det var en dårlig undskyldning for at alligevel at ville køre mig derop til 45, når han tidligere havde fastholdt prisen på de 70. Han fortalte også hele vejen derop at den normale pris var 70. Ja, ja, man kan ikke regne en skid med dem.
Det indhegnede hostel lå ellers rigtig godt direkte ned til Genezerats sø, men der stod at der var badning forbudt. Jeg fandt ud af at det var fordi der ikke var nogen livredder på stranden, men da jeg fortalte dem at jeg selv var livredder, kunne jeg godt få lov til at bade, men det var på eget ansvar. Jeg må se at blive livredder en dag.

Børnehave med maskinpistoler

I Eilat fandt jeg et Youth Hostel og blev indlogeret. Men de havde kun plads de næste to dage. Men det betød nu heller ikke så meget for jeg skulle bare hente min Poste Restance pakke på posthuset og så videre op i Landet. Jeg ville tage fra syd til nord og tilbage igen, inden jeg skulle videre til Egypten.
Men pakken var ikke kommet, og jeg fik at vide at jeg skulle regne med at der kunne gå helt op til en måned fra den var sendt i Danmark til jeg kunne hente den på posthuset. Jeg besluttede derfor at tage turen rundt i Israel først og så hente pakken på vej til Egypten. Det var dog lidt irriterende for alt mit rejselitteratur om Israel var i pakken så det ville jeg mangle. Jeg kan dog godt huske mange af de ting som jeg ville se i Israel, men der hvor jeg mangler det mest er når jeg skal finde et overnatningsted. For det første kan jeg se prisniveauet og for det andet er der nævnt mange gode steder i lonely planet, hvor andre rejsende også kommer. Og disse steder er normalt meget serviceminded, og har selv eller kontakt til firmaer som laver organiserede ture. På denne måde kan jeg se hvad der er værd at se i området, og så enten tage med på en tur eller selv gøre turen.
Fordi jeg ikke havde mit "billige overnatningssteds katalog", har jeg besluttet at bruge kæden af Youth Hostels i Israel. De har hostels over hele landet og prisen er rimelig. Men det er bare ikke sikkert om jeg kan få plads. Det er ikke højsæson nu, men stederne kan alligevel være optaget. Jeg kunne f.eks. kun få to dage i Eilat. Da jeg ville booke nogle dage i Jerusalem, var det hele fyldt op og jeg måtte vente nogle dage, men vi må se hvordan det går. Det plejer jo at gå, så det gør det nok også denne gang.
Mens jeg var i Eilat, opdagede jeg at der var mulighed for at komme ud og svømme med delfiner i deres naturlige miljø. Jeg valgte den første tur på dagen, for da troede jeg at de ville være mest friske og mest nysgerrige efter at finde ud af hvem der nu var der i vandet hos dem. Området var et lille strandområde fyldt med palmer og en masse stole og nogle barer og restauranter. Udenfor stranden var der et område i vandet hegnet ind, og her kunne man svømme. Og her udenpå var der endnu et indhegnet område og det var her delfinerne boede.
Man håber selvfølgelig altid at de kommer helt tæt på en selv og lige som snakker lidt og vil leje med en, men det gør de ikke, men jeg så da delfinerne og fik et par billeder af dem. I delfin "bassinet" var der forsøgt at gøre bunden mere tiltalende. Man kunne se at de havde lavet nogle kunstige arrangementer hvorpå der nu groede koraler. Og så var der et gammel skibsvragbund der også. Det så nu meget ægte ud, men jeg har dem stærkt tiltænkt for selv at have placeret det der, så turisterne ville blive gladere.
Efter at have været et par dage i Eilat, tog jeg en bus op til Masada. Masada er berømt for et fort som var bygget på toppen af klippe plateauet, og hvor en gruppe jødiske modstandsfolk holdte til i adskillige år og forsvarede sig mod romerne. I år 66 gjorde jøderne oprør mod overmagten, men blev meget hurtigt slået ned af romerne, undtagen denne lille gruppe på omkring 900 mænd, kvinder og børn, som forskansede sig på Masada fortet.
Det var Herodes der havde bygget fortet som sit vinterpalads og sit gemmested, for han var panisk angst for at nogle ville myrde ham. Her på fortet var der indrettet store cisterner som indeholdt vand til flere år og en masse lagerrum til mad. Modstandsgruppen holdt stand til år 74, for borgen var uindtagelig. Nedenfor borgen kan man stadigvæk se hvor det var romerne havde deres lejre, mens de belejrede borgen.
Til sidst lykkedes det romerne at finde en plan så jøderne kunne besejres. De byggede en flere hundrede meter høj bakke op til fortet, og på denne bakke kørte de en rambuk op som skulle slå hul i muren ind til jøderne. Jøderne forstærkede muren med en masse træstolper de havde, men dem satte romerne ild til. Da jøderne så at slaget var tabt og at de ikke længere kunne holde romerne ude, besluttede de at begå kollektivt selvmord. Først blev der udvalgt ti mand der skulle skære halsen over på de andre, og derefter blev der valgt en ud af de ti til at dræbe de ni og endelig skulle han så selv begå selvmord. Da romerne næste dag kom ind, fandt de kun døde mennesker i et frygtelig blodbadssyn. Det viste sig dog at der var 3 overlevende. En mor havde gemt sig i en af vandcisternerne med sine to børn og havde overlevet på den måde, og kunne nu fortælle historien videre.
Der var mange grupper der gik rundt deroppe og jeg kunne høre de forskellige guider. Grupper med børn var der mange af og i samtlige grupper var der en eller to voksne med enten maskinpistol eller almindelig pistol i bæltet eller på ryggen. Jeg så også en børnehave eller unge var det måske, hvor et par af børnene var udvalgt som vagter og havde nogle ældre modeller af geværer med. Der fandtes ikke en gruppe uden bevæbnede vagter. Det er lidt skræmmende i første omgang når man ser det men man vender sig til det.
Nedenfor Masada lå mit hostel, som den eneste bygning i miles omkreds. Og det var ikke sådan at komme ind. Der var hegn og pigtråd hele vejen rundt og en elektrisk port som kun klunne åbnes indefra efter at man havde trykket på en knap og givet sig til kende. Da jeg skulle ud igen stod der at jeg bare skulle gå hen til lågen, så ville den åbne. Jeg kunne også høre klikken fra fotocellen, men porten gik ikke op. Jeg måtte ind igen og fik at vide at jeg i stedet for skulle stikke armen ud igennem porten og trykke på knappen udenfor. Så ville de lukke op.
Der var ikke noget med at de selv fortalte det, nej man skulle selv prøve og derefter spørge inden man fik det at vide. De havde heller ikke fortalt mig at der ikke var mulighed for at få noget at spise der om aftenen, det fandt jeg først ud af da jeg blev sulten, og da var det blevet mørkt. Og efter mørkets frembrud kunne man ikke komme uden for porten. Men der var nu heller ikke noget at komme ud efter for der var ikke andre indkøbsmuligheder derude. Jeg måtte derfor nøjes med et par dadler, lidt nødder og et stykke chokolade som jeg havde med mig.
Serviceminded er de bestemt ikke. De fortæller ikke noget af sig selv, men svarer pænt på de spørgsmål som man måtte have.

I forhør i Israel

Søndag den 14. maj tog jeg en taxi til den Israelske grænse, og jeg skal love for at der kontrol der. Først ved den Jordanske side skulle min bagage gennem en scanner som dem man bruger når man skal ud og flyve, og fordi der var en pc i min taske skulle den også åbnes. Jeg skulle også selv gennem en scanner men det gik uden problemer.
Da jeg kom over til den israelske side blev det meget værre. Først en flyscanner som på den jordanske side, kombineret med en grundig undersøgelse af mit pas. Og da jeg på mit pasbillede har overskæg var det ikke godt nok. De ville gerne se noget andet, f.eks. et kørekort. Billedet i mit kørekort er fra da jeg var midt i tyverne og havde skæg over det hele, men i mit nye internationale kørekort var der et nyt billede. Hende der tjekkede mig ville ikke umiddelbart accepterede og der kom en anden, som jeg har døbt Mossad agent, og han accepterede det.
Han begyndte derimod at udspørge mig om hvad jeg skulle i Israel, hvor jeg skulle hen, hvorfor jeg skulle det, om jeg kendte nogen i Israel eller de arabiske lande jeg havde været og så videre.
Så skulle jeg videre til endnu et tjek hvor min bagage igen blev scannet, men ikke nok med det. Alt min bagage skulle åbnes og de gennemrodede hver en ting. Min rygsæk var pakket på min metode, hvilket vil sige at hvert enkelt lille hulrum var udnyttet, og da de skulle pakke tingene tilbage igen, fyldte det dobbelt så meget, så først måtte jeg selv pakke min lille rygsæk og så den store.
Mens jeg pakkede den lille rygsæk, fandt de koranen i den store og det var ikke så populært. Mossad agenten blev igen tilkaldt og på ny måtte jeg svare på en hel masse spørgsmål. Hvorfor jeg havde den, hvorfor jeg havde understreget nogle ting i den og andre spørgsmål. Nogle af dem var næsten identiske med dem jeg havde blevet spurgt om før, så jeg betragtede dem som tjekspørgsmål. Det var lige før jeg havde sagt til ham. Hør her kammerat, jeg er turist ikke terrorist, men han så ikke ud til at have så meget humor i kroppen, så jeg undlod.
Jeg ved ikke om jeg ligner en terrorist, en der bare ville ned for at sympatisere med palæstinenserne, en der bare havde for mange stempler i passet fra Syrien og Libanon eller om det var fordi at der havde været lidt i pressen om en dansk fredsakvivist som var blevet ramt af nogle israelske gummikugler mens han demonstrerede på vestbredden. Jeg ved det ikke, men på en måde er det lidt skræmmende sådan at være i forhør, og på den anden side er det lidt sjovt, så det er svært at lade være med at grine samtidig, for jeg har jo ikke noget at skjule, tror jeg ikke.
Jeg blev endelig sikkerhedsgodkendt og fik pakket mine ting sammen, og så skulle jeg videre til den luge hvor man fik vise. Her blev jeg endnu engang udspurgt om mange af de samme spørgsmål og også nogle nye. De ville bl.a. vide hvor mine forældre var født. Endelig var jeg accepteret og fik stempel i mit pas så jeg kunne komme videre til Eilat. Stemplet gør at jeg ikke kan tage til arabiske lande undtagen Jordan og Egypten, for alle de andre lande vil ikke acceptere at man har været i Israel. Det gør nu ikke så meget for jeg har ikke planer om at skulle til de lande foreløbelig og på den anden side så er mit pas ved at være fyldt helt op med stempler og visa frra forskellige lande at jeg alligevel skal have fornyet passet inden jeg tager ud på den næste større rejse. Så nu blev Israel stemplet bare et til samlingen.

Til det Røde hav

Torsdag den 11 maj, blev jeg kørt til den nærmeste "by" hvorfra der ville køre en bus til Aquaba, som er Jordans by ved det Røde Hav. De har en strækning på omkring 20 kilometer og det er fordelt mellem by, havn, koralrev med lidt strand og så noget som ikke kan bruges til nogen af delene. På denene side ligger Saudi Arabien, på den anden side Israel og ovre på den anden side af vandet ligger Egypten. Mobiltelefonen bliver totalt forvirret for hvilket land skal den tage fra. Alle antennernes sendestyrke er så stor at de rager ind over hinanden. Men det betyder bare at der er nok at vælge imellem.
Da jeg kom til Aquaba havde jeg egentlig besluttet at tage et hotel inde i byen, for de par dage som jeg skulle være der. Der ville være let adgang til Internettet, jeg kunne let få fat i et visa til Egypten på den egyptiske ambassade i byen og der var også en strand i byen. Jeg havde en overgang overvejet at tage 12 kilometer syd for byen og leje et telt på en campingplads som lå lige ved et koralrev, men det havde jeg droppet for så ville jeg ikke have elektricitet til alle mine elektriske apparater: computer, telefon, kamera, Ipod, barbermaskine, men ikke tandbørste.
Da jeg kom til Aquaba, blev jeg straks overfaldet af en masse taxichauffører som ville køre mig det ene og andet sted hen, men jeg stod fast, jeg ville bare gå et par hundrede meter ned til det hotel jeg havde udset mig. Men der var en chauffør som stak mig en brochure over et hotel som lå 12 kilometer syd for byen, direkte ved stranden og koralrevet og så var det billigt. Jeg sagde nej i første omgang, men efter at jeg havde været nede og vende i byen, vendte jeg om, for det sted havde det jeg ville have. Så der tog jeg ud. Beduin Garden Village hed det og her er et par billeder fra stedet som er taget henholdsvis ned mod og nede fra vandet.
Det blæste kraftigt de dage jeg var der, så vandet var lidt mere grumset end jeg gerne have set, men på den anden side så var det godt at det luftede, for temperaturen sneg sig op på 40-45 grader. Jeg fik vasket alt mit tøj – i en håndvask og hængt til tørre på min medbragte tørresnor.
En af dagene tog jeg en bus ind til Aquaba for at komme på den egyptiske ambassade, men de havde selvfølgelig lukket den dag, så det måtte vente. Men det var godt nok, for senere fandt jeg ud af at det var billigere bare at møde op til grænsen mellem Israel og Egypten. Det var ikke bare billigere, men det ville også gå meget hurtigere, så det er helt fint med mig. Nu var det selvfølgelig en araber der sagde det, så jeg er spændt på om det holder – de er ikke alle helt pålidelige.
Jeg var også heldig at finde en rigtig god internetcafe, som også var rimelig hurtig, så der tilbragte jeg 4 ½ time, men så fik jeg også uploaded alle billeder som jeg havde taget siden Cappadocia i Tyrkiet. Så nu har jeg gemt sikkerhedskopier af de billeder, hvis der skulle ske noget med min pc eller kamera.

Lars of Arabia

Jeg er sikker på at ham der skrev bogen Lawrance of Arabia har skrevet forkert. Hvis han havde vist at jeg ville komme der ville han garanteret have lavet titlen til Lars of Arabia.
En rigtig udforsker af den Arabiske ørken kører i en gammel grøn Toyota, som først starter efter at tændingsnøglen har været drejet i et halv minut, men den starter hver gang.
En rigtig ørkenudforsker er selvfølgelig klædt rigtig på, i hvert fald med hovedbeklædning. Der var bare lige det lille problem at den sorte ring som skal holde tørklædet på hovedet ikke er lavet til hoveder af min størrelse. Så den sad alt for højt oppe og sad overhovedet ikke fast, men uanset hvor løs eller forkert den sad sagde alle beduinerne, som forsøgte at sælge det at det var helt perfekt. Det ville være helt perfekt for dem hvis de kunne sælge noget til mig som jeg ikke kunne bruge – men denne gang lykkedes det ikke for dem.
En rigtig Lars of Arabia skal også bestige bjerge og broer. Hvis man forstørrer billedet af klippebroen, som naturen har skabt, kan man se at Lars og Arabia er den lille sorte plet ovenpå broen. Der var ikke helt let altid at bestige klipperne, men heldigvis var de meget ru, så man stod normalt meget godt fast. Uheldigvis, var der ikke altid at det ru sad fast på underlaget og så skred man lidt. Men ved dygtighed og snilde lykkedes det – og måske lidt helt.
Og efter alle anstrengelserne skal ørken udforskeren selvfølgelig have rigtig beduin te. Tørre kviste samles sammen og der laves et lille bål. Når der er godt ild heri, tages nogle af kvistene og fluttes ind under kedlen som er sat på tre sten, som der var nok af i ørkenen. Når så sukkeret og tebladene har kogt lidt drikker man det siddende i afslappet beduin stilling. Velbekomme.

Ørkenture

Chaufføren, som heldigvis kunne engelsk havde tilbudt mig to ture på hver 4 timer i en 30 år gammel Toyota landcruiser. Den første var en officiel tur og den anden var en tur en helt andet sted som han planlagde.
Hver 4 timers tur ville tage 5 timer og den sidste time fik jeg ekstra fordi jeg blev betragtet som ven af huset. Souvenirsælgeren fra Petra havde ringet flere gange til sin fætter for at sikre at jeg blev behandlet godt nok og ikke blev snydt som de plejede at gøre ved turister. Og fætteren som ikke var i lejren på nær et kort visit, ringede mindst 5 gange for at sikre at jeg ikke betalte for meget.
Det var en rigtig god investering at komme i "familie" med souvenirsælgeren.
Jeg v ar noget overrasket over hvordan denne ørken så ud. Jeg havde regnet med at en ørken var et sted med sand og kun sand, men sådan var det ikke her. Her var mange klippeformationer og bjerge mellem alt sandet så det så helt anderledes ud end forventet, men det var bestemt ikke kedeligt. Prøv engang at se billederne.
Udover selve ørkenen og klipperne kunne man mange steder se spor efter mennesker fra tidligere tider. Der var indhugget klippetegninger af alle mulige forskellige slags. Og på specielt udvalgte steder kunne man i klipperne se gamle udhuggede render som førte ned til en brønd. Når det om vinteren regner bliver vandet via disse render ført ned til de udhuggede brønde, hvor de så kan få vand til dyrene i de tørre perioder. De var ikke helt dumme. Nogle steder blev de brugt endnu, men i stedet for en spand til at tage vandet op med var der nu en lille motor med en pumpe. De er jo magelige.
Teknologien er også indført på andre måder. Alle beduiner har en mobiltelefon og der er dækning over stort set hele Wadi Rum ørkenen. Det er nye tider.
Jeg synes ikke at der var mange turister der, jeg tror kun at vi så 3 eller 4 biler på de 2 dage vi kørte rundt, så det var bestemt ikke overrendt. Derimod var der en del beduintelte rundt omkring, og specielt de steder hvor bilen gjorde holdt for at passagererne kunne komme ud og tage billeder. Der var der et beduintelt, som selvfølgelig tilbød te og souvenir hvis man ønskede det.
Men vi var ikke helt alene derude. Når vi var i lejren om dagen var der så mange fluer at det var til at blive helt vanvittig af. Jeg forstår ikke hvordan de lokale kan leve med det. de er godt nok irriterende. Heldigvis havde jeg mit myggenet med så det fik jeg sat op og så var jeg godt beskyttet inde i det.
Der var for resten også en huskat og en hund i lejren. Eller hunden var ikke helt inde i lejren gor hund og kat kunne ikke så godt sammen. Men begge var utroligt lejesyge. Når man skulle lukke teltet med de påsatte snore skulle man passe på for så kom katten springende og hoppede højt op, og satte kløerne i ens hænder, men den var nu meget sød alligevel. Og med en hund og en kat i lejren ville vi aldrig komme til at sulte helt – for så kunne vi jo bare spise dem.
Lige bag ved lejren var der et rimeligt højt bjerg, som jeg selvfølgelig skulle op på. Oppe fra toppen kunne jeg se at der rundt omkring og ikke så langt fra var 8 andre beduinlejre, men hvis ikke man var deroppe på toppen kunne man hverken se eller høre dem. Jo det var et rigtigt fredeligt sted og så er der også solnedgang i ørkenen, inden månen og stjernerne kommer frem.

Snydebus – måske.

Tirsdag den 9 maj skulle jeg tidligt op for der gik kun én bus fra Petra til Wadi Rum og det var kvart over seks om morgenen. Men der var service på for man blev samlet op ved hotellet. Efter jeg var samlet op kørte bussen rundt i byen for at finde andre, men jeg var den eneste der havde reserveret og da der heller ikke kom nogen til busstationen, meddelte buschaufføren og hans hjælper at bussen ikke kun kørte med 1 passager. 1 passager betaler 6,50 JD og alene brændstof udgjorde 22 til 25 JD. Men de ville godt køre hvis jeg betalte 35 JD. Det ville jeg ikke for dagen inden var jeg blevet tilbudt af en butikshandlende at han ville køre mig derned for 25 JD og det fortalte jeg dem. Og de havde mange undskyldninger for at jeg ikke skulle tage ham i stedet for. Der havde været nogle historier om at han undervejs skulle have forlangt flere penge og en helt masse andet, men de ville gøre det for 30.
Hvis jeg skulle tage den anden skulle han først vækkes og der var lavet en aftale om at jeg blev afhentet ved bussen når jeg kom frem, så jeg gik med til 30, og så sagde han noget med at det kunne jo godt være at der blev samlet nogle op under vejs og det forstod jeg som om at deres betaling ville blive trukket fra min betaling for det var for bilen eller rettere bussen jeg betalte.
Der blev samlet en del op og jeg lagde mærke til at der var flere af dem der ikke betalte. Da vi nærmede os bestemmelsesstedet spurgte han om jeg ville betale, men det synes jeg var lidt svært for alle havde ikke betalt endnu og de skulle jo trækkes fra. Nej det skulle de ikke, det var ekstra betaling til bussen. Så der var en lille diskussion, og chaufføren fortalte bl.a. at en af dem der ikke havde betalt var noget familie som altid kørte med gratis. Jeg kunne ikke lade være med at tænke over hvordan familiemedlemmet kunne køre med hver dag, når bussen ikke kørte når der var for få passagerer. Hmm. Det endte med at vi blev enige om at jeg betalte 25 JD. Han så sur ud og jeg så sur ud, men det var den pris som jeg med mig selv havde besluttet at jeg godt ville betale, hvis jeg skulle hyre en bil til turen. Men jeg kan ikke lade være med at tænke på om de bare ville blokke mig for penge og om den havde kørt alligevel, hvis jeg kun ville have betalt almindelig pris. Men det for jeg ikke at vide lige med det samme.
Vi kom frem og jeg blev afhentet og kørt til en ensomt beliggende beduin camp. Og jeg var den eneste gæst der, så det skulle nok blive fredeligt.
De eneste andre der var der var en kok fra Algier, som både kunne snakke fransk, engelsk og selvfølgelig arabisk, og en jordansk altmuligmand som kun kunne arabisk, men sov det meste af tiden, for der var ikke så meget at lave. Derudover var min chauffør der også ind i mellem, når han hentede eller bragte fra ørkenturerne. Og jeg fik taget et billede af dem alle sammen på en gang, lige efter frokost. Maden bliver serveret på fade og man spiser alle sammen af det samme eller de samme fade, så alle er lige syge eller lige raske.
Her ude i ørkenen er det ikke sådan lige at købe vand på flaske, men de havde deres eget vand, som blev bragt i store tankvogne, og dette lokale vand måtte jeg så drikke, men selvom der skulle være andre bakterietyper i så virkede de fint sammen med dem jeg havde i forvejen. Det gav ingen mave problemer.

På besøg hos souvenirsælgeren

Da vi kom ret sent tilbage til det centrale Petra, fortsatte jeg sammen med føreren og hans bror over til beduinlandsbyen. Jeg skulle over og besøge souvenirsælgeren fra dagen før, og de vidste selvfølgelig hvor han boede, men det var ikke der jeg blev ført hen. Når jeg nu kom sammen med dem så skulle jeg selvfølgelig hen til dem først og have te.
Inden teen var færdig var de to brødre smuttet og jeg var sammen med den ældste og yngste bror. Det var den yngste på 6 år som lavede og serverede teen, og da jeg skulle bruge toilettet var det også ham der blev sendt af sted med mig. Sådan gør alle de yngste og det er en selvfølge for dem. Teen var en rigtig beduin te. Man tager en kedel og kommer 1 liter vand i, en kop sukker og en jalv kop teblade. Det får lov til at koge lidt og trække lidt og så bliver det serveret. Alle har sådan en kedel og jeg tror at det er det første de får i deres liv, for te er noget af det vigtigste for dem.

Det gjorde ikke så meget at de to fører brødre var smuttet for den ældste vidste også hvor souvenirsælgeren boede, så vi gik derover. Men han boede der ikke. Han var flyttet, men de nye beboere vidste hvor han boede, så der gik vi over. Han var bare ikke hjemme. Men naboen vidste at han var ude på en mark for at se til sine geder, så der gik vi ud. Han var ikke sådan at finde men da vi stødte på hans fætter og der blev råbt ud over området dukkede han op, sammen med hans kone.
Jeg kom med hjem og fik te, te og te inden vi skulle spise. Han troede faktisk at jeg ville være kommet dagen før, så han havde kun almindeligt mad, men det gjorde ikke noget. Som det kan ses på billedet ser det ganske godt ud og det smagte også udmærket. Man spiser af de samme tallerkner ved at rive et stykke brød af og dyppe eller samle noget af tingene op. Det var godt mad.

Samtidig med at jeg var der kom der den ene og så den anden rendende. Familien er ret stor. Han havde selv 8 brødre og 4 søstre og for de fleste i næste generation gjaldt der det samme. Han regnede selv med at skulle have en 7-8 stykker – den første var 5 måneder henne.

Jeg skulle også se deres bryllupsbilleder, men da de ikke lige kunne finde dem fandt de nogle andre som jeg så så. Jeg tilbød dem at tage nogle billeder af dem og sende dem til dem når jeg kom hjem og det blev vel modtaget.

Det udviklede sig til, hvad dronning Margrethe ville kalde en varmt forhold, og da han vidste at jeg skulle til Wadi Rum bagefter ringede han til hans fætter der, så jeg kunne blive behandlet godt. Wadi Rum er et ørkenområde hvor man bor ude i beduintelte og oplever nattens stilhed.
Han sagde at mange af de andre tog for meget og snød folk men det ville hans fætter ikke gøre når han havde ringet til ham.

Mens og specielt efter man har spist ligger man halvvejs ned som man kan se på portrætfotoet. Men det er godt nok hårdt at sidde på gulvet og drikke te og drikke te og drikke te og spise og drikke te og drikke te. Min krop er ikke trænet til det – endnu.

Æslet blev til en bjergged

Oplevelsen af det perfekte æselpar om søndagen fik mig til beslutte at jeg om mandagen ville ud på en endnu længere æseltur. 5 kilometer fra hjertet af Petra lå Mt. Haruon, som var det højeste punkt i hele Petra. Fordi det var det højeste punkt og det var der solens stråler ramte som det første når dagen kom var Moses bror Aron begravet, og der var bygget et monument over graven. Indrømmet, så var det ikke så meget monumentet jeg gik efter men mere udsigten. Og selvom det var gået op for mig at Petre ikke bare var en revne i ørkenen, så havde jeg alligevel et håb om at jeg ville kunne se noget i den retning fra toppen. Under alle omstændigheder ville det være så højt at mine førankomst-forestillinger enten ville kunne be- eller afkræftes.
Hvis man kigger på det første billede og forstørrer det kan man på toppen se el lille hvid plet. Det er graven, som jeg skulle op til. Da der både var meget langt og det gik meget opad og min æselsucces fra dagen før, så besluttede jeg at jeg ville hyre en ”taxi” som beduinerne kaldte æslerne, til turen. Jeg ville egentlig helst på det samme æsel som dagen før for det var bare helt ideelt, men da jeg ikke kunne vide om jeg kunne finde det, havde jeg forespurgt nogle forskellige dagen før om prisen. Jeg fandt ud af at jeg kunne få det til 25 JD for en returbillet, med en times pause på toppen.
Da der på den dag hvor jeg skulle derop havde været mange turister i området var prisen steget og flere af dem der tilbød sig ville have 50 eller minimum 40 efter lidt prutten. Jeg fandt dog en af dem fra dagen før og fik turen for 25 JD.

Dels var æslet mindre og føreren havde slet ikke samme forbindelse med dyret som føreren dagen før havde. Det æsel jeg red på blev pisket og pisket og råbt så det ikke var så behageligt. Det var selvfølgelig hårdt for æslet, dels fordi jeg vejer en del og dels fordi det var en lang tur og så var det et lille æsel. Og når æslet kunne se at den skulle forbi et vanskeligt sted tog den det mere med ro, for at finde det rette fodfæste, men med det resultat at den fik et ordentligt pisk. Hver gang den fik et pisk var det som om at bagenden ville overhale forenden af dyret, så den havde det hårdt. Det endte også med at bagbenene gled væk under den, med det resultat at jeg røg af æslet og fik et par hudafskrabninger til samlingen.
En overgang prøvede jeg førerens æsel med det resultat at den gik ind i en bjergvæg så huden på hele mit ene skinneben blev revet af. Men ellers gik det godt.

Jeg havde nu mere ondt af æslet, hvis bagdel også var helt blodig på grund af alle de pisk den havde fået. Men jeg nåede toppen som det kan ses på billedet og der var en rigtig god udsigt og jeg fik endelig afkræftet mine forestillinger om hvordan Petra så ud.