Ud i Negev ørkenen


Tirsdag morgen fik jeg så en ny lejet bil. Det var samme slags som før, bortset fra at den nu havde automatgear. En Hundiy Gets med en meget lille motor, automatgear og en del bjergveje som der er i Negev er ikke lige den bedste kombination, men jeg kom dog frem der hvor jeg skulle. Sådan da.
Jeg skulle først ud af Jerusalem og nogle steder er skiltningen fin og der er der ikke noget problem. Andre steder deler vejen sig og så er der ikke nogen forståelig skiltning. Så må man jo prøve sig frem og det blev da også til et par fejlforsøg inden jeg var på det rigtige spor. Så er det godt at have solen med sig, for den giver en klar indikation af om man er på rette vej.
Jeg kørte ud til Askalon nord for Gaza og her var en dejlig strand. Her var rigtig sand, vandet var godt så her blev jeg et 4 timer og nød det. Jeg havde en aftale om aftenen klokken halv otte i en by inde midt i Negev ørkenen. Det var et HC medlem jeg havde skrevet til men han var ikke hjemme før dette tidspunkt. Han var ørkenspecialist og underviste på deres universitet, så hvis jeg kunne komme i weekenden ville han have taget mig med ud i ørkenen, på slange og skorpionjagt, men det passede ikke rigtig ind i mine planer. Men fordi han ikke var hjemme før halv otte, havde jeg mulighed for at sole mig på en strand og der var også rigelig tid til selv at udforske nogle meget lidt befærdede veje i Negev. Jeg havde udset mig nogle veje som godt nok var asfalteret men hvor der ingen andre biler var. En af dem var en vej der løb langs grænsen med Egypten og her kørte man lige ved siden af pigtrådshegn der skilte de to lande. Det var tydeligt at der ikke var krigslignende tilstande mellem de to lande selvom der var mange vagttårne. Men de var placeret skiftevis på den ene og så den anden side, så de samlet kunne overskue om der var nogen der ville forsøge at smutte over grænsen. Der var også en grusvej lige ved siden af hegnet og her kørte bl.a. et militær køretøj med et ordentlig bundt gammel pigtråd efter sig. De rev vejen, for så var det lettere for dem at se om der var kommet fodspor. Hvis der var det kunne de bare optage forfølgelse ved at følge de efterfølgende spor i ørkenen. Der var ingen steder at skjule sig og selvom man skulle have været ekspert i overlevelse og i at skjule sig i ørkenen ville man ikke have mange chancer.
Negevørkenen er mange forskellige ting og her er lige et par billeder derfra.
0 Comments:
Post a Comment
<< Home