Saturday, May 13, 2006

På besøg hos souvenirsælgeren



Da vi kom ret sent tilbage til det centrale Petra, fortsatte jeg sammen med føreren og hans bror over til beduinlandsbyen. Jeg skulle over og besøge souvenirsælgeren fra dagen før, og de vidste selvfølgelig hvor han boede, men det var ikke der jeg blev ført hen. Når jeg nu kom sammen med dem så skulle jeg selvfølgelig hen til dem først og have te.
Inden teen var færdig var de to brødre smuttet og jeg var sammen med den ældste og yngste bror. Det var den yngste på 6 år som lavede og serverede teen, og da jeg skulle bruge toilettet var det også ham der blev sendt af sted med mig. Sådan gør alle de yngste og det er en selvfølge for dem. Teen var en rigtig beduin te. Man tager en kedel og kommer 1 liter vand i, en kop sukker og en jalv kop teblade. Det får lov til at koge lidt og trække lidt og så bliver det serveret. Alle har sådan en kedel og jeg tror at det er det første de får i deres liv, for te er noget af det vigtigste for dem.

Det gjorde ikke så meget at de to fører brødre var smuttet for den ældste vidste også hvor souvenirsælgeren boede, så vi gik derover. Men han boede der ikke. Han var flyttet, men de nye beboere vidste hvor han boede, så der gik vi over. Han var bare ikke hjemme. Men naboen vidste at han var ude på en mark for at se til sine geder, så der gik vi ud. Han var ikke sådan at finde men da vi stødte på hans fætter og der blev råbt ud over området dukkede han op, sammen med hans kone.
Jeg kom med hjem og fik te, te og te inden vi skulle spise. Han troede faktisk at jeg ville være kommet dagen før, så han havde kun almindeligt mad, men det gjorde ikke noget. Som det kan ses på billedet ser det ganske godt ud og det smagte også udmærket. Man spiser af de samme tallerkner ved at rive et stykke brød af og dyppe eller samle noget af tingene op. Det var godt mad.

Samtidig med at jeg var der kom der den ene og så den anden rendende. Familien er ret stor. Han havde selv 8 brødre og 4 søstre og for de fleste i næste generation gjaldt der det samme. Han regnede selv med at skulle have en 7-8 stykker – den første var 5 måneder henne.

Jeg skulle også se deres bryllupsbilleder, men da de ikke lige kunne finde dem fandt de nogle andre som jeg så så. Jeg tilbød dem at tage nogle billeder af dem og sende dem til dem når jeg kom hjem og det blev vel modtaget.

Det udviklede sig til, hvad dronning Margrethe ville kalde en varmt forhold, og da han vidste at jeg skulle til Wadi Rum bagefter ringede han til hans fætter der, så jeg kunne blive behandlet godt. Wadi Rum er et ørkenområde hvor man bor ude i beduintelte og oplever nattens stilhed.
Han sagde at mange af de andre tog for meget og snød folk men det ville hans fætter ikke gøre når han havde ringet til ham.

Mens og specielt efter man har spist ligger man halvvejs ned som man kan se på portrætfotoet. Men det er godt nok hårdt at sidde på gulvet og drikke te og drikke te og drikke te og spise og drikke te og drikke te. Min krop er ikke trænet til det – endnu.

0 Comments:

Post a Comment

<< Home