Betalte 10-dobbelt pris.
Fredag den 5 maj ville jeg tage fra Damaskus i Syrien til Amman i Jordan. Når jeg talte med folk og de spurgte hvor længe jeg havde været i Damaskus eller hvor længe jeg havde planer om at blive der og jeg svarede 2 dage, sagde de alle sammen at det var ikke ret meget eller alt for lidt. Men efter 2 dage i Damaskus er jeg af den overbevisning at 2 dage er mere end nok for mig. Jeg har set basaren, nogle gamle bygninger, basaren, moskeen, basaren, basaren og så basaren, og så er der stort set ikke mere at se. Jeg må dog indrømme at jeg ikke har været i alle butikker i basaren, men dem jeg har været i har været nok for mig. Man bliver budt på te alle vegne og så vil de selvfølgelig gerne sælge noget til en. Jeg har også købt noget og mere end jeg egentlig havde lyst til, men nu er det altså gjort.
Butikkerne i basaren var ikke glade for det der med ambassade afbrændingen for denne påske havde der slet ikke været turister fra de nordiske lande i Damaskus, og de plejede ellers at være gode kunder.
Hotellet jeg boede på havde rådet mig til at tage en servicetaxi i stedet for en bus, for det var meget nemmere og gik meget hurtigere. Jeg regnede med at det ville tage omkring 5 timer inklusiv den tid jeg skulle bruge ved grænsen. Jeg havde aftalt med en HC-medlem i Amman at han ville hente mig klokken 3 om eftermiddagen, så jeg ville tage af sted klokken 10. Lidt i halv ti var jeg på servicetaxi stationen og som altid er der en kamp om at få fat i kunderne. Jeg blev fanget af en der bar min rygsæk og førte mig ned til en taxi i anden række. Han havde allerede en passager i forvejen, så nu manglede han barer to inden han kunne komme af sted. Han fik mit og den anden passagers pas og med dem i hånden overtalte han to andre kunder, der ellers havde puttet deres bagage ind i taxien foran os, til at komme over i ”min” taxi. Så jeg kom af sted med det samme.
Det var en gammel corvette, en rigtig amerikanerbil med meget bløde fjedre og chaufføren var som taget ud af en Agathe Christie film, en lidt ældre meget kultiveret herre iført blå skjorte og kraftig overskæg og med minimum 2 pakker cigaretter til turen.
Det gik forholdsvis hurtigt med at komme ned til grænsen, men synet man mødte der var meget speciel. Samtlige biler blevet undersøgt på den ene eller anden måde. Nogle biler blev næsten skilt totalt ad, så sæderne og andre dele stod uden for mens nogle toldere bankede på alle hulrum for at se om der skulle være noget gemt. Vi klarede det med at køre hen over en grav, så bilens undervogn kunne tjekkes og så skulle luftfilteret lige pilles af, for at se om der var gemt noget der.
Jeg troede at det var det men det var kun første tjek – bilen. Næste tjek var bilens passagerer og deres bagage. Alt skulle stilles udenfor og åbnes, og så ville der komme en tolder og stikke hans lange fingre ned og rode, for at se om han kunne finde noget man ikke måtte have med. Bagagen tilhørende de andre i bilen blev undersøgt meget grundigt fordi de var lokale, hvorimod min bagage slet ikke blev kigget efter. Denne åbenlyse forskel på lokale og vesterlandske turister oplevede jeg også i Sydamerika. Man er nu noget privilegeret når man kommer fra Europa.
Vi kom til Amman 1 ½ time for tidligt, så jeg havde lidt ventetid inden jeg blev hentet af Ala. Jeg tog en taxi ned til det romerske teater, der var vores mødested, og taxichaufføren var utrolig venlig. Han sad og fortalte om væmmelige og bedrageriske de syriske politi og taxachauffører var, hvorimod det var helt anderledes i Jordan. Der var heller ikke nogen diskussion om prisen på en taxa for her kørte de efter taxameter, og det synes jeg var rart, for det er lidt irriterende altid at skulle prutte og altid være i tvivl om man nu er blevet snydt så vandet driver eller man kun er snydt lidt, for snydt det bliver man.
Jeg kom af med 14 jordanske dinarer, svarende til 126 kroner for en tur på 10 til 15 minutter. Jeg havde godt nok læst at alt var meget dyrere i Jordan, men det her var reelt danske priser, det ville blive dyrt at være her.
Senere fandt jeg ud af at jeg virkelig var blevet snydt. Prisen var reelt kun 1,4 jordanske dinarer, men man kunne ikke se kommaet, og da jeg fik det at vide var han selvfølgelig over alle bjerge. Tænk at sidde og fortælle om hvordan andre snyder og er uærlige, og så samtidig med selv tage det 10 dobbelte. Sådan nogle forbrydere.
Butikkerne i basaren var ikke glade for det der med ambassade afbrændingen for denne påske havde der slet ikke været turister fra de nordiske lande i Damaskus, og de plejede ellers at være gode kunder.
Hotellet jeg boede på havde rådet mig til at tage en servicetaxi i stedet for en bus, for det var meget nemmere og gik meget hurtigere. Jeg regnede med at det ville tage omkring 5 timer inklusiv den tid jeg skulle bruge ved grænsen. Jeg havde aftalt med en HC-medlem i Amman at han ville hente mig klokken 3 om eftermiddagen, så jeg ville tage af sted klokken 10. Lidt i halv ti var jeg på servicetaxi stationen og som altid er der en kamp om at få fat i kunderne. Jeg blev fanget af en der bar min rygsæk og førte mig ned til en taxi i anden række. Han havde allerede en passager i forvejen, så nu manglede han barer to inden han kunne komme af sted. Han fik mit og den anden passagers pas og med dem i hånden overtalte han to andre kunder, der ellers havde puttet deres bagage ind i taxien foran os, til at komme over i ”min” taxi. Så jeg kom af sted med det samme.
Det var en gammel corvette, en rigtig amerikanerbil med meget bløde fjedre og chaufføren var som taget ud af en Agathe Christie film, en lidt ældre meget kultiveret herre iført blå skjorte og kraftig overskæg og med minimum 2 pakker cigaretter til turen.
Det gik forholdsvis hurtigt med at komme ned til grænsen, men synet man mødte der var meget speciel. Samtlige biler blevet undersøgt på den ene eller anden måde. Nogle biler blev næsten skilt totalt ad, så sæderne og andre dele stod uden for mens nogle toldere bankede på alle hulrum for at se om der skulle være noget gemt. Vi klarede det med at køre hen over en grav, så bilens undervogn kunne tjekkes og så skulle luftfilteret lige pilles af, for at se om der var gemt noget der.
Jeg troede at det var det men det var kun første tjek – bilen. Næste tjek var bilens passagerer og deres bagage. Alt skulle stilles udenfor og åbnes, og så ville der komme en tolder og stikke hans lange fingre ned og rode, for at se om han kunne finde noget man ikke måtte have med. Bagagen tilhørende de andre i bilen blev undersøgt meget grundigt fordi de var lokale, hvorimod min bagage slet ikke blev kigget efter. Denne åbenlyse forskel på lokale og vesterlandske turister oplevede jeg også i Sydamerika. Man er nu noget privilegeret når man kommer fra Europa.
Vi kom til Amman 1 ½ time for tidligt, så jeg havde lidt ventetid inden jeg blev hentet af Ala. Jeg tog en taxi ned til det romerske teater, der var vores mødested, og taxichaufføren var utrolig venlig. Han sad og fortalte om væmmelige og bedrageriske de syriske politi og taxachauffører var, hvorimod det var helt anderledes i Jordan. Der var heller ikke nogen diskussion om prisen på en taxa for her kørte de efter taxameter, og det synes jeg var rart, for det er lidt irriterende altid at skulle prutte og altid være i tvivl om man nu er blevet snydt så vandet driver eller man kun er snydt lidt, for snydt det bliver man.
Jeg kom af med 14 jordanske dinarer, svarende til 126 kroner for en tur på 10 til 15 minutter. Jeg havde godt nok læst at alt var meget dyrere i Jordan, men det her var reelt danske priser, det ville blive dyrt at være her.
Senere fandt jeg ud af at jeg virkelig var blevet snydt. Prisen var reelt kun 1,4 jordanske dinarer, men man kunne ikke se kommaet, og da jeg fik det at vide var han selvfølgelig over alle bjerge. Tænk at sidde og fortælle om hvordan andre snyder og er uærlige, og så samtidig med selv tage det 10 dobbelte. Sådan nogle forbrydere.
posted by Lars at 12:57 AM
0 Comments:
Post a Comment
<< Home