Apostlen Lars

På den anden side af moskeen lå der et par kirker, og det er i øvrigt påfaldende at se hvordan kristne og muslimmer lever sammen i bedste velgående uden nogen som helst problemer. Det er ikke lige det indtryk man får når man følger med i medierne derhjemme. Der er ikke nogen problemer overhovedet.

En af kirkerne er i en gammel byport og den er meget tæt knyttet til Apostlen Paulus. Ifølge historien hed han oprindelig Saulus og jagtede de kristne, men under en jagt på vej mod Damaskus fik han et syn og blev omvendt og fik navnet Paulus. Da herskerne i Damaskus ikke helt troede på ham og ville fange ham, lykkedes det ham at flygte ved at blive hejst ned i en flettet kurv, netop fra den byport som i dag er kirke.
Der var også malerier af hans liv i kirken med forklaringstekst og der kunne jeg læse at fordi han havde foretaget en lang rejse, havde han derved gjort sig fortjent til titlen Apostel. Jeg har egentlig aldrig før tænkt på hvor apostel titlen kom fra men det ved jeg nu, og da jeg har foretaget rejser som var noget længere end Paulus, må jeg da også være berettiget til mindst en Apostel titel.

Udenfor kirken mødte jeg en lidt specielt mand. Det lød som om at han var leder af det danske kultur institut i Damaskus. Han ville have mig med derhen og det var ok, men inden skulle han lige høre om jeg kendte historien om Paulus, og selvom jeg sagde ja, fortalte han så hans version af den. På vejen hen til det danske institut, bankede han på forskellige døre til gamle huse og fik lov til at komme ind og vise mig rundt derinde, for han synes at det var så flot derinde. Det var da også pænere end udenfor.
Han ville for øvrigt godt have mig til at give ham en invitation til Danmark, for så kunne han få visa, men da jeg efter lange og besværlige forklaringer havde forklaret ham at sådan fungerede det ikke helt i Danmark, men jag kunne da godt invitere ham. Det ville bare ikke hjælpe noget, blev interessen kølnet. Han gik meget meget hurtigt hen til instituttet og da det var lukket sagde han bare at jeg skulle ringe på og sige at jeg personligt kendte Hans Nielsen, som var lederen af stedet.

Han var en lidt spøjs person, som slet ikke forstod at lytte. Det med at lytte eller manglende lytteevne er generelt for araberne. Det gør sig også gældende i basaren. De lytter overhovedet ikke til det man siger, eller interesseret i at vide om man synes om noget. DE siger det er pænt, uanset hvor grimt det er.

Jeg har lige fundet ud af hvorfor. Ordet lytte, eksisterer slet i det arabiske sprog. Der findes derimod 8 former for ordet tale på arabisk, så nu forstår jeg lidt bedre. De ved simpelthen ikke hvad det vil sige at lytte.