Hotel himmelfryd

Søndag kørte jeg nordpå for jeg ville op til Kadisha valley. Der var ikke noget problem med at køre nordpå, når det foregik ude ved kysten, for her var der engang imellem byskilte, hvor navne også var skrevet med almindelige bogstaver. Der var ikke så mange af dem men nok til mig. Det var heller ikke så svært for jeg skulle bare følge kysten nordpå. Det blev straks værre da jeg skulle ind i landet og op i bjergene. Her oplevede jeg præcis det samme som i Sydlibanon. Jeg vidste ikke hvor jeg var. Jeg prøvede at spørge om vej et par enkelte gange og fik ja til at den by jeg kørte var inde af den vej jeg pegede på, hvorefter jeg efter nogle kilometer kunne konstatere at vejen var blind.
Nogle steder var byernes navne skrevet med almindelige bogstaver, men det var det arabiske ord der var oversat til almindelige bogstaver og det er ikke det samme som at skrive et bynavn på fransk.
Jeg var heldig et sted at møde et skilt hvor der var nævnt 6 byer, hvor det både stod på arabisk og forståeligt andet sprog. Jeg tegnede de arabiske ord af sådan at jeg når jeg kom videre ind i landskabet kunne tyde bynavnene ved at sammenligne med det jeg havde tegnet ned af arabiske bynavne og sådan lykkedes det, sammen med held, intuition, fornuft, rigtig vindretning, sol i ryggen og hvad der nu ellers var medvirkende.

I Kadisha var der et museum for Khalil Gibran en libanesisk forfatter, maler som er mest kendt for sin bog Profeten. Han tilskrives også æren for at inspireret andre til at starte New Age bevægelsen. Han er født i Kadisha og museet er indrettet i et gammelt kloster med udsigt over dalen. Naturen var virkelig behagelig der, så jeg købte hans bog The Prophet, fandt et hotel som lå på en klippeafsats, med udsigt over dalen og slog mig ned der. Området var virkelig en renselse for sjælen, og når man sad ude på terrassen kunne man høre floden brusen nede i dalen blandet med klukken fra mindre kildespring lige ved hotellet, afbrudt af fuglekvidder og en udsigt så flot, ja så blev man renset fra yderst til inderst. Udsigten fra mit værelse var det samme som fra terrassen. Det var bare godt.

I lonely planet stod der at prisen for et værelse var 50 dollars. Da jeg spurgte, sagde at de normalt tog 40 dollars, men hvis jeg synes det var for dyrt kunne hun godt gøre det billigere for mig, og det sagde jeg selvfølgelig ja til. Så jeg fik det for 30 dollars, knap 200 kroner. Og jeg ved stadigvæk ikke om det er fordi jeg ligner en fattigrøv, har uendelig meget charme eller om det måske bare er lidt uden for sæsonen, siden jeg også her fik det til en favorabel pris.

Lige i nærheden af hotellet lå en grotte, som normalt bebos af en gammel mand. Man kan komme 500 meter ind i den, siger de, men bare ikke nu. Jeg ”talte” med den gamle mand og lige nu kunne man kun komme 20 meter ind for grotten var oversvømmet af en halv meter vand. Men det jeg så var flot. Floden som løber nede i dalen kommer inde fra hulen og bruser ud af indgangen.

Jeg ville om mandagen køre lidt længere op i bjergene og krydse dem i 2000 meters højde for at komme over på den anden side til Baalbek. Men det kunne ikke lade sig gøre. Vejene deroppe var stadigvæk lukket af sne, så efter at have set nogle ægte Cedertræer måtte jeg vende om og køre en lille omvej på omkring 150 kilometer nord om bjerg massivet. Der var stort set kun en vej, så på den måde fandt jeg vej, for problemet med manglende bynavne på læseligt sprog var også tilstede her. Jeg havde et par lokale blaffere med oppe at køre men heller ikke det hjalp på stedfornemmelsen. De pegede bare på den vej jeg kørte og nikkede. Et andet sted blev jeg stoppet og til at begynde med kunne jeg ikke rigtig forstå hvad der var galt, om vejen var lukket eller hvad, men endelig var der en der sagde bOOm, dynamite. Så forstod jeg. Der var sprængning af bjergmassiv forude. Der lød nogle ordentlige drøn, og efter det var holdt op med at regne med småsten, kunne jeg køre videre. Området vil jeg kalde småbjerge og var helt øde, så på sin vis er jeg glad nok for at bjergvejen var spærret af sne, for ellers havde jeg ikke set dette.

Da jeg kom ned i dalen på den anden side af bjerget, var det igen som at køre i Hizbollah land. Plakater af martyrer og imamer over det hele og totalt uforståelige vejskilte. Mange gange når man kørte på en vej delte den sig pludselig i to, og der stod ikke noget om hvor de to veje førte hen, ikke engang på arabisk. Jeg måtte så vælge og til sidst vidste jeg overhovedet ikke hvor jeg var. Der var så ikke anden udvej end at bruge solen som vejviser. Jeg fandt Baalbek efter jeg havde opgivet at finde den, men tidspunktet var nu så langt fremme at ruinområdet som lå der havde lukket, så jeg kørte tilbage til Beirut.

Jeg havde godt nok tænkt mig måske at besøge en palæstinensisk flygtningelejr i Baalbek, for lederen af den lejr er bedstefar til Baha som jeg havde ansat da jeg drev firma. Men det må blive en anden gang. Jeg kørte med solen som vejviser tilbage til Beirut. Det er ret hårdt at køre rundt på den måde. Ikke nok med skal man orientere sig på en helt specielt måde, man skal også holde øje med vejen hele tiden for den er fuld af huller, som er så dybe at de kan smadre et hjul på ingen tid. Jeg måtte dog også skifte hjul en enkelt gang da jeg punkterede, udover at jeg mistede en af de her plastikpynteting man sætter udenpå hjulene for at de skal se lidt pænere ud.Billede 1996, 1999