Beirut

Beirut er noget af en specielt by. For der er ikke nogen gammel centrum i byen. Der hvor centrum var, var der dengang der var borgerkrig i landet en linie hvor muslimmerne var på den ene side og hvor de kristne var på den anden side. Fra 1994 til 2000 hvor borgerkrigen hærgede skete der så meget skade at det hele måtte opbygges på ny. Selve den inderste kerne af centrum er opbygget i gammelt stil og med et tårn i midten. Herfra spreder vejene sig ud til alle sider. Selvom det er veje må der ikke køre biler, det er kun for gående og der er restauranter over det hele. De kalder det selv downtown og er stedet hvor man mødes. Da jeg gik rundt der så jeg næsten lige så mange soldater som dengang der var krig, men nu passede de på folk i stedet for. Hele byen er fyldt med bevæbnede politi/soldater samt en masse private vagter, så byen er nok et at de mest sikre steder at befinde sig. Det nye parlament ligger også i dette område, og det beskytter de også med liv og sjæl.

Måske på grund af Hairir bomben bliver alle biler der vil parkere i nærheden tjekket for bomber, det tror jeg i hvert fald at de gør. For vagterne render rundt med små håndholdte radioer med lange antenner på, og går rundt om alle biler der vil parkere. Det gør de også ved de store hoteller, så de er blevet meget forsigtige.

Jeg spurgte nogen om årsagen til borgerkrigen, men der er ikke ret mange der ønsker at snakke om det, de vil helst glemme den tid og bare kigge fremad. Jeg fandt dog ud af at det var flere forskellige ting der havde gjort det. For det første havde England og Frankrig fundet ud af at det var en god ide at palæstinenserne kunne bosætte og få en del af landet som sin egen stat. For det andet var den streg som England og Frankrig lavede efter krigen og som blev grænsen mellem Libanon og Syrien, den streg blev sat uden hensyn til hvad befolkningen ønskede sig. Beboerne i det østlige Libanon ville hellere have hørt til Syrien. For det tredje var landet en kristen enklave i et ellers muslimsk område, og det kan muslimmerne ikke acceptere. Så havde Syrien besat noget af landet og Israel noget andet, begge for at beskytte sig, så det var en godt gang rod de havde fået lavet. Krigen bevirkede at mange flygtede ud af landet og i dag regner man med at der bor omkring 17 millioner libanesere udenfor landet og kun 3 millioner i landet. Derudover bor der ca. 1 million palæstinensere, men dem har man ikke helt styr på for de bliver ikke folketalt.
Landet er i øvrigt delt ind på en sjov måde. Fra nord til syd ude ved kysten går der motorvejslignende vej hele vejen og der er mere eller mindre by hele vejen. Byerne er blandet kristne, muslimske og drusiske. Så der Mount Libanon som er en bjergkæde der går hele vejen ned igennem landet. Den starter fra få hundrede meter inde fra kysten op til 4 til 5 kilometer fra kysten. Dette bjergmassiv er beboet af kristne. På den anden side af bjerget og helt i syd er der udelukkende muslimske beboere som tilhører den mere eller militante bevægelse Hizbollah.

I dag lever disse forskellige folk fredeligt med hinanden, men om det kan fortsætte er ikke til at vide. Umiddelbart tror jeg at de store forskelle mellem landsdelene og religionerne er en anledning for at der let kan komme borgerkrig igen. Men fordi alle dem der er her nu alle kan huske de lidelser de var igennem i borgerkrigen er alle interesseret i at det ikke sker og bøjer hellere af i stedet for at starte en konflikt. Så inden for de næste 10 til 15 år tror jeg ikke på at der sker noget. Derefter kan der ske noget hvis man ikke formår at få hele landet til at blomstre. Lige nu bliver der mest koncentreret om at få Beirut og kystområderne til at blomstre og det bliver flot og et kommende magt center i mellemøsten.

Jeg gik rundt i byen i 3 timer og endte ude ved Rashew Rock som er klipperester ude i vandet. De er næsten blevet Beiruts vartegn. De ligger i en lille klippebugt, hvor hotellerne rejser sig magtfuldt bagved. På selve klipperne, som jeg vil kalde kærlighedsklipperne sad eller lå det ene par efter det andet. Det er deres mødested, for de kan ikke rigtig gøre det hjemme. Pigerne eller kvinderne bor hjemme ved familien indtil de er gift, og det er ligegyldigt om de bliver 30 eller 40 år gamle. En pige eller kvinde bor ikke alene. Så de må mødes med fyrerne på klipperne.