En bus er ikke en bus

Jeg havde fået at vide på mit helt suværene og glimrende hotel at der hver dag gik bus fra Hama til Beirut, i en gade 100 meter væk fra mit hotel. Jeg var henne og kigge onsdag aften om der var et kontor eller sådan noget, men der var intet at se. Abdullah på hotellet sagde at det betød intet for de ville sidde udenfor og vente på folk der skulle af sted, og bussen ville gå klokken 10.30. Jeg skulle bare gå derom mellem 9.30 og 10.00, så ville det gå helt fint, og det gjorde jeg så – men ……

Der var ikke en bus men man kunne komme af sted til Beirut i en taxa, sammen med nogle andre og det ville koste 500 syriske pund. Det svarer til 60 kroner. I henhold til syriske forhold lidt dyrt, men på den anden side 60 kroner for fire timer i taxa, det var ok. Jeg var der i god tid og kunne bare stille min bagage og gå lidt rundt i byen inden jeg skulle af sted. Og denne by havde som de andre byer jeg havde set i Syrien en ”Clocktower”. Centralt placeret i byen var der et stort firkantet tårn med ur på alle sider, så kunne alle se hvad klokken var. Det er levn fra dengang de enkelte ikke selv havde ure og dengang da der ikke var højtalere i moskeernes tårne, så man måtte jo have et eller andet at kigge efter for at huske at bede på det rigtige tidspunkt. Det er meget kriminelt hvis de beder for tidligt, men omvendt må de godt gøre det for sent, hvis de nu er på arbejde eller ellers har svært ved at komme til det. De kan for den sags skyld klare det hele om aftenen, men aldrig, aldrig må de gøre det på forskud.