Ingen bryllup i Kana

Lørdag og de næste fire dage frem havde jeg lejet en bil. Jeg var gået ind til et firma jeg tilfældigt fandt og spurgte om prisen på at leje en billig bil. Hun kiggede lidt på mig og sagde så at jeg kunne få en Renault Clio for 25 dollars om dagen. På skiltet stod der godt nok 35 dollars pr. dag. Mon jeg så så fattig ud eller havde jeg brugt charme. Jeg ved det ikke med jeg fik den i hvert fald billig.

Jeg ville sydpå den første dag. Ned til Sidon og Tyre. Begge byer har været beboet i over 6000 år og alt fra Føniker, Muslimmer, Korsfarer og alt muligt andet har beboet stederne og man kan da også se en del ruiner. Når man snakker med de rigtige libanesere siger de for øvrigt at de ikke er arabere men at de stammer fra Fønikerne, som både opfandt sejlkunsten og skrivekunsten. Om det er rigtig ved jeg ikke, men det lyder da mere tiltalende end araber.

Jeg kunne godt tænke mig at finde en strand men strande var der ikke mange af, og hvis jeg endelig fandt en, var der mere plastikposeaffald end sand på stranden. Alle libaneseres og i øvrigt også tyrkere, syrere, deres liv er i plastikposer, som efter brug bare bliver smidt, og som naturen så er så venlig at samle sammen.
Det lykkedes mig dog endelig at finde en ordentlig strand syd for Tyre, hvor jeg tilbragte et par timer. Det var dejligt varmt, vandet var ok, der var ingen plastikposer, men det blæste en del så da jeg kom hjem måtte jeg igennem en grundig rengøring af alle hulrum, som ører, næse osv. for at fjerne sand. Men bortset fra det så var det dejligt.

15 kilometer fra lå byen Kana, hvor Jesus i sin tid lavede vand om til vin. Der var dog ingen bryllup da jeg var der så jeg måtte nøjes med vand fra en flaske og så have vinen til gode. Jeg fandt dog en grotte, som Jesus og hans disciple skulle have gemt sig i mens de var der, men de var der ikke længere. Der var kun stenfigurer af dem som efter sigende skulle være hugget ud i tre hundrede tallet.

Jeg fortsatte videre ind i det tidligere lukkede Sydlibanon. Dels havde området været besat af Israel indtil 2000, og derefter havde dels syrerne og dels FN tropper kontrolleret det og gjort adgang umuligt. Men mange ting er sket inden for det sidste år. Nu kunne man komme overalt. Man kunne stadigvæk se en del FN køretøjer men ikke nogen direkte kontrolposter. Alle de syriske kontrolposter, som for øvrigt er spredt ud over hele landet stod gabende tomme. Området er Hizbollah land, så der er heller ikke nogen officiel politi eller militærenheder her. Det kontrolleres af Hizbollah og man ser dem ikke på gaden. Man ser dog effekten af dem for hvert eneste lygtepæl er udsmykket med billeder af Shiamuslimske Ayatollaher eller imamer, eller også er der billeder af alle deres martyrer som er blevet dræbt i kampen mod Israel. Det var som at køre i et helt andet land.

Men det var godt nok svært at finde vej. Jeg havde et landkort over Libanon, hvor byernes navne var skrevet på fransk, men alle byerne i Hizbollah-land var skrevet på arabisk. Det lykkes mig dog langt hen af vejen at finde rundt, men på et tidspunkt var jeg helt lost. Jeg kunne ikke rigtig spørge nogen om vej, for hvis jeg ville have dem til at vise mig hvor jeg var på kortet, kunne de ikke finde ud af at bruge et kort. Hvis jeg sagde et bynavn som stod på kortet, gav det ingen mening for dem, for det var på fransk og de siger tingene på arabisk. Naturen var flot og der var en del bjerge, men jeg vidste ikke hvor jeg var og kunne ikke spørge om vej. Jeg vidste at Beirut lå ca. 120 kilometer væk, så jeg kørte efter solen, fornemmeren og noget held og fandt tilbage til Beirut uden problemer. Jeg vidste ikke hvor jeg var, men jeg var helt sikker på hvilken vej jeg skulle.