Farvel Libanon, goddag Damascus

Onsdag skulle jeg så med bus til Damascus. Men det viste sig at det ikke var så godt det der med bus, for jeg havde ikke visa og kunne risikere at skulle vente adskillige timer ved grænsen og det kunne bussen jo ikke vente på. Jeg havde snakket med en englænder i Hama som for et par måneder siden måtte vente i op til 24 timer på at komme over, selvom han studerer og faktisk bor i landet. På busstationen fik de mig overtalt til at tage en taxa i stedet for, og taxachaufføren ville hjælpe mig ved grænsen og vente de timer som jeg kunne komme til at vente og så ville en sådan 4 timers tur til Damascus kun koste 50 Dollars. Dyrt efter Syriske forhold, men billigt efter vores forhold. 325 kroner for en 4 timers taxatur.

Ved grænsen skulle jeg betale nye 28 dollars for visa til Syrien, men det gik så hurtigt denne gang at jeg var før færdig end min taxachauffør. Og så smilte de og var venlige samtidig med.

Jeg havde udset mig Sultan hotel i Lonely Planet, og det levede helt op til forventningerne. 23 dollars pr. nat inkl. Morgenmad. Og så lå det rimeligt tæt på Nationalmuseet og den gamle bydel.

Jeg gik ned i basaren i den gamle bydel og gik med til at blive trukket ind i et par forretninger, hvor de også fik mig overtalt til at købe lidt ragelse. Det var meningen at jeg ville gå gennem hele hovedstrøget i basaren for på den anden side lå en stor moske som jeg godt ville se. Da jeg kom ud på den anden side synes jeg godt nok ikke rigtig at vejene passede med mit kort, men jeg fortsatte alligevel. Pludselig så jeg en butik som jeg havde set før. Jeg var på vej tilbage til hotellet. Mens jeg havde været inde i de forskellige butikker, var der åbenbart et eller andet der var blevet snurret rundt i hovedet på mig, for jeg havde ikke opdaget at jeg var gået tilbage. Det er sjældent det sker for mig sådan noget, men på grund af alt deres presseri er man nødt til at lukke af for en helt masse impulser udefra, og her blev orienteringsimpulserne altså også udelukket.

Jeg gik i stedet for hen på den anden side af hotellet til Nationalmuseet, som er rost i meget høje vendinger, jeg ved bare ikke helt hvorfor. Der var nu ikke noget særligt og en del af afdelingerne var lukket. Pludselig var der en vagt der prikkede mig på skulderen og førte mig hen til en trappe der var afspærret, flyttede afspærringen og førte mig ovenpå til et af de lukkede rum, tændte lyset og viste mig stolt et vægtæppe frem. For ham betød det åbenbart en del, så jeg var nødtvungen til at tage et billede af det. Jeg kan jo altid bare slette det for jeg har jo digitalkamera. Men inden jeg gør det kan i da godt få lov til at se det.
Han forventede selvfølgelig også at få lidt drikkepenge for hans helt exceptionelle personlige fremvisning af noget bras.