Dødehavs-dans

Jeg blev samlet op af Ala, med sædvanlig arabisk præcision, en halv time efter det aftalte tidspunkt. Fra det romerske teater hvor jeg ventede og over til hans bil var der et par hundrede meter, men det er også meget for en araber, eller rettere for meget, for han kunne ikke finde tilbage til hans bil. Men har jo også kun boet i Amman i omkring 30 år. Normalt arabisk orienteringssans eller mangel på samme. Efter at vi havde gået lidt frem og tilbage på den samme vej 3 til 4 gange fandt han den endelig og vi kørte hjem til ham. Han boede alene og det var til at se, for hernede er det kvinderne der gør rent og rydder op – de arabiske mænd mangler simpelthen det gen. Hvis man kombinerer Bolettes værelse når det er værst med snavset fra et kolonihavehus som ikke har været gjort rent i 3 år, giver det er ret godt billede af hvordan det var. Men bortset fra det så var han da meget flink.

Han spurgte om jeg havde lyst til at køre en tur ned til stranden ved det døde hav og den var jeg da med på. Betingelsen var dog at jeg skulle betale benzinen, men det gjorde heller ikke noget. De klager noget over at prisen inden for de sidste par år næsten er blevet fordoblet, så det er virkelig hårdt for dem at skulle betale 3,60 kr. for en liter benzin – ca. en tredjedel af hvad vi betaler.

Der var et indhegnet strandområde, hvor der udover stranden var pool med ferskvand, bruser og senere på aftenen en slags diskotek under åben himmel. Ala mødte en fætter og nogle andre han kendte, så jeg var med det samme med i et slæng. Vi skulle dog have en dukkert i det døde hav og prøve at sidde der. Jeg spurgte om hvor der var omklædning, for muslimmer er meget mere blufærdige end os i vesten – troede jeg. Men Ala sagde at man klædte bare om på stranden, så det gjorde jeg, og det var ikke så godt. Når muslimmer klæder om til badetur, tager de de lange bukser af og tager badeshorts ovenpå deres underbukser. Jeg har normalt ikke underbukser under mine badebukser, så det var lige før der var optræk til postyr, da jeg klædte om.

Det døde hav er godt nok salt, og man kan sagtens stå eller sidde i vandet uden at bevæge sig. Man kan godt lige dykke lidt ned men man kommer op igen med det samme, men det kan for øvrigt ikke anbefales. Selvom man har lukkede øjne kommer saltet ind i øjnene og det sviger som bare pokker. Jeg havde heldigvis en flaske vand i min taske så øjnene kunne skyldes.

Som det kan ses på billedet var der en smuk solnedgang over det døde hav, med Israel eller Palæstina i baggrunden. Ala og hans venner var alle palæstinensere og jeg blev behørigt rettet når jeg kaldte det Israel. Det hed Palæstina.

Efter solnedgangen kom der rigtig gang i diskoteket. De spillede en form for Hip-Hop eller break dance musik i bedste amerikanske stil. Men 99% af dem der dansede var mænd og der var ikke noget der hed alkohol overhovedet. Som Ala sagde, så ligger det et sted midt imellem Saudi Arabien og Californien, og det er vist en meget god beskrivelse. Det er dog lidt mærkeligt at se ene mænd danse og så se nogle ældre koner iført så meget tøj at kun øjnene er fri, komme listende hen, tage en stol og sidde og rokke med ved siden af dansegulvet. Det er en skøn blanding af alt muligt.
Jeg glemte mit håndklæde der, så nu har jeg kun 1 rejsehåndklæde tilbage. Men det gør nu ikke så meget. De fleste steder jeg har været har der været håndklæder på værelserne. Og så har jeg lidt mindre vægt at bære på.

Vi forlod stedet inden festen var ovre og kørte ud til Ala´s fætter eller fætre, for der var 3-4 stykker i det hus. Kvinderne i huset havde været i en anden by i en uges tid, så ….. Nej jeg vil slet ikke beskrive hvordan der så ud.
Ala var meget træt, så han faldt i søvn på sofaen, men så tog fætrene over og inviterede mig på restaurant og jeg fik også en seng at sove i.