Tour de døde hav

Ala havde skrevet til mig at det var bedst hvis jeg kunne komme i en weekend, fordi så havde han bedst tid til at tage sig af mig for han havde to job til daglig. Han er uddannet dyrlæge, så fra 8 til 15 kontrollerer han fødevareproduktion og derefter er han rigtig dyrlæge. Han var ved at klargøre sin egen klinik, så om en måneds tid ville han ikke længere være lønmodtagerdyrlæge men selvstændig. Det vil dog være nødvendigt for ham at beholde hans fødevareproduktionsjob et år eller to endnu.
Når han skrev weekend tænkte jeg bare på lørdag og søndag, men sådan er det ikke her. Her er weekend fredag og kun fredag. Han skulle arbejde lørdag så der var jeg overladt til mig selv. Og på en eller anden måde var jeg glad for det, for han virkede meget stressende. Han var selv meget stresset, træt, spurgte måske om noget, men lyttede ikke efter svaret. Hvis ellers man kunne se hans aura ville den være takket og flosset fordi der var hevet så meget i den og disse takker ville rive andres, i dette tilfælde min aura, op så den også blev takket og flosset. Efter sådan en person har man bare behov for at rekreere lidt.
Fordi han var palæstinenser diskuterede vi også lidt problematikken med Israel/Palæstina og så videre. Han var selv modstander af den fredstraktat som Jordan havde lavet med Israel og mente at regeringen havde forrådt folket, som ifølge ham udgjorde 70% palæstinensere. Senere talte jeg med mange andre som var for den fredstraktat der var lavet og de mente også at der kun var omkring 35% palæstinensere i landet. Hvis jeg skulle lægge de forskellige procenter sammen fra de forskellige befolkningsgrupper, så ville der være ca. 300% i alt i landet. Men det er det her med at regne som de kære arabere ikke er helt så gode til.

Da jeg selv skulle organisere min dag besluttede jeg at leje en bil og køre rundt og se forskellige ting i omegnen af Amman. I selve Amman var der ikke rigtig noget spændende og jeg kunne se at alle vejskiltene var både på arabisk og på læseligt sprog, så jeg skulle nok kunne finde vej.

Jeg kørte først ud til Madaba, hvor der i en kirke skulle være et gammelt kort over Palæstina fra det 6 århundrede, som var lavet i et mosaikgulv. Jeg fandt Madaba, men fandt aldrig kirken. Der var et par skilte der viste derhen, men de var placeret ved veje der nu var gravet op, så man ikke kunne køre ind. Det gjorde nu heller ikke så meget for det var Mt. Nebo der lå tæt ved som jeg ville se. Det var det bjerg som Moses gik op på og så landet Israel fra inden han døde. Han skulle være begravet deroppe, men ingen har endnu fundet hans grav, men udsigten er der. Man kan se over til Israel på den anden side af Jordan dalen, hvor Jordan floden løber.

Og det var i Jordan floden at Jesus blev døbt af Johannes Døberen. Det lille mudderhul på billedet er blevet udpeget som stedet. Nu er det ikke sådan man mener at Jesus blev døbt i mudder, men dels var floden meget større dengang og dels var dens løb anderledes, så dengang var der rigtig vand der.
Det er forholdsvis nyt at man kan komme derned for 50 meter væk ligger Israel og indtil 1994 hvor der endnu var krigslignende tilstande, var det umuligt at komme der. Hvis man gjorde skulle man regne med at blive sprunget i luften af en landmine, men nu er alt ryddet.
1 kilometer derfra er der en lille bakketop hvorfra man mener at profeten Elias steg himmels i en hvirvelvind.
Det var roligt vejr da jeg var der så der var ikke nogen profeter i nærheden som skulle ud på en lille flyvetur.

Jeg kørte ned langs det døde hav, for jeg ville forbi nogle varme kilder og en gammel ruin Machaerus, Det var her Herodes Antipas lod Johannes Døberen halshugge og hvor Salome fik hans hoved på et fad. Historien er at Herodes giftede sig med hans brors kone, men da det var forbudt i henhold til jødisk lov havde Johannes Døberen kritiseret det højlydt. Da Herodes steddatter kunne snøre enhver mand ved sin dans, var han kommet til at love hende at hun kunne få et hvilket som helst ønske opfyldt, så Salomes mor fik hende til at bede om Johannes hoved på et fad, og det fik hun så.
Vejen der førte op til ruinen var dog på denne dag spærret af militærkøretøjer. Hvad årsagen var fandt jeg ikke ud af, men derop kunne jeg ikke komme. Jeg ville køre nedenom og tage en bagvej selvom det var en lille omvej på 100 kilometer, men det gjorde ikke så meget, for så fik jeg set den vej. Bagvejen var dog også lukket, så det må jeg have til gode.
Bagvejen gik hele vejen ned langs det døde hav, og det er et langt hav selvom det er en sø. 100 kilometer fra den ene ende til den anden. Det døde hav bliver dog mindre og mindre for tilløbet fra Jordan floden er mindre end den fordampning der sker. Tilløbet er formindsket fordi at vandet fra floden bruges til landbrugsproduktion i Jordan dalen. På klippesiderne kan man rigtig se hvordan vandet tidligere har sat aflejringer højt oppe på klippesiderne.

Ved den sydlige ende af det døde hav mener man at Lot levede med sine to døtre efter at konen var blevet til en saltstøtte, og Sodoma skulle også ligge der. Når man ser på landskabet der hvor Sodoma skulle have ligget er det lige før at man kan sige at det er det døde land ved det døde hav.
Men helt dødt er det ikke. Dels bor der beduiner eller palæstinensiske flygtninge i telte rundt omkring og dels er der temmelig mange tjekpoints fordi det er så tæt på Israel.

Efter at jeg havde afleveret bilen igen blev jeg hentet af Ala. Han kørte hen til et udstillingsområde hvor han kendte en designer, som også skulle designe hans nye klinik. Udstillingen som de var ved at bygge op var en Expo udstilling, for alle de firmaer som gerne ville være med til at genopbygge Irak. Det var kæmpestort, men ingen danske firmaer, selvom de andre nordiske lande var repræsenteret. Mon det er Allahs straf???.
Det var for øvrigt lidt af en spøjs oplevelse. Det startede med at Ala snakkede med designeren en times tid, hvor jeg bare sad og kiggede. Så gik vi rundt og så de halvfærdige stande, hvorefter han snakkede med designeren en halv time mere. Jeg fandt aldrig ud af hvorfor vi skulle derhen, eller om det bare var fordi han var faret vild.
Bagefter tog vi hen på kaffebar og røg lidt æbleblomst inden vi kørte hjem i seng. Ala tilbød mig at jeg kunne følge med ham op til det nordlige Jordan dagen efter for han skulle op til et møde. Så kunne vi snakke noget mere i bilen. Men jeg sagde nej tak. Selvom han er flink nok er han ikke en type som jeg kan så godt med. Jeg ville i stedet for ned sydpå til Petra. Bussen gik næste morgen klokken 6.30 og man skulle være der klokken 6.00. Ala lovede at han nok skulle køre mig til bussen, for det var alligevel det tidspunkt han skulle af sted på.