Petra og Indiana Jones templet

Søndag morgen var jeg tidlig oppe, fik et bad, og måtte så i gang med at kalde på Ala. Han havde godt nok flere ure til at ringe men jeg måtte alligevel kalde på ham adskillige gange. Det var hans mening at han ville køre direkte fra bussen og hen på hans arbejde, men det endte med at han kørte mig til bussen i joggingtøj hvorefter han skulle tilbage og gøre sig klar inden han kunne komme på arbejde.
Ala er flink nok, men han staller. Og hvad mener jeg med det. Når man gør mere end man har energi til laver man en hel masse energimæssigt turbulens efter sig der gør at man reelt kommer langsommere frem, for der sker en hel masse der går imod en. Man staller i livet. Når et fly staller gør den også mere end den har energi til. Når flyet forsøger at flyve opad, men gør det for langsomt, vil vingerne lave turbulens bagved maskinen, som gør at den staller. Den vil ikke længere kunne flyve og den falder igennem luften.
Når et fly staller kan man se at det falder nedad, men når et menneske gør det kan man se det på de rodede omgivelser og på alle ærgrelserne man får, alt den unødige modstand og besvær, fordi man vil mere end man reelt har energi til. Og det er præcis hvad Ala gør.

Bussen skulle køre klokken 6.30 men kom først præcis en halv time senere. Da jeg ville ind i bussen blev jeg afvist fordi jeg først skulle ind på billetkontoret og have stemplet billetten. Ind og stemple og tilbage i bussen og blev anvist min plads. Men lidt efter kom der en og spurgte om han måtte se min billet, han tog den og gik. Lidt efter kom han tilbage og sagde at jeg skulle komme med. Nå tænkte jeg. Der var nok en betydningsfuld araber som gerne ville sidde på min plads og så flytter man bare dem der sidder der. Men det var ikke tilfældet. Jeg sad i den forkerte bus. Efter jeg var kommet ind i bussen hvor flere havde kontrolleret billetten, var der kommet en bus mere og det var den jeg skulle med. JEG KOM I DEN RIGTIGE BUS OG VI KOM AFSTED PRÆCIS 1 TIME FOR SENT.

Hver gang jeg er med en bus til en anden by er det altid spændende at se hvor bussen holder i den nye by. Petra er et kæmpemæssigt naturområde med en masse gamle templer og grave, klippesprækker og bjergtoppe. Den nærved liggende by hedder Wadi Musa og det var der jeg regnede med at blive læsset af, men nej. Bussen fortsatte gennem byen og stoppede ved indgangen til Petra. Her fortalte chaufføren at bussen ville køre tilbage til Amman klokken 5 om eftermiddagen. Ok. Bussen var specielt beregnet for dem der ville fra Amman og til Petra og retur igen den samme dag. Jeg skulle ikke med tilbage, så jeg kunne tage den med ro. De hoteller jeg havde udset mig i lonely planet lå alle inde i byen et par kilometer derfra. Men heldigvis lå der et hotel tæt ved som jeg på Internettet havde set omtalt meget pænt, så der gik jeg op. Det var godt og billigt og så lå det meget tæt ved Petra indgangen.

Efter at jeg havde installeret mig gik jeg over til Petra indgangen, købte en to-dages billet og begav mig ind i området. Jeg havde et billede af at Petra var en ørken hvori der var kommet en kæmpesprække og nede i denne sprække var der indhugget templer og gravmonumenter. Blandt andet det tempel som er benyttet i en af Indiana Jones filmene, men sådan var det slet ikke. Det var meget meget større.
Man kommer godt nok gennem en sprække som er et sted mellem 2 til 5 meter bred og op til 200 meter høj, men det er altså en lang sprække. Jeg vil tro at den er omkring 1 kilometer lang og det er faktisk ikke til at beskrive, den skal opleves. Mange andre sprækker i naturen er opstået ved at en flod i gennem årtusinde har gravet sig ned, men sådan er det ikke her. Her er det bare naturen der har givet sig lidt og så er bjergmassivet altså sprækket. Man kan ikke lade være med at tænke på, når man går der, om naturen nu kunne finde på at give sig igen og rykke bjergmassiverne sammen igen – men det gjorde de altså ikke.
Efter ca. 1 kilometer endte sprækken med en større sprække der gik på tværs, og netop her lå Indiana Jones templet som i virkeligheden hedder Al-Khazar.
Det er bygget af Nabatærerne som herskede i området fra 6 århundrede før kristi til omkring 100 år efter. De tjente mange penge ved at sikre karavaneruterne, og deres hovedstad var Petra. Det var ret imponerende det de havde formået at udhugge i klipperne.