Snydebus – måske.


Tirsdag den 9 maj skulle jeg tidligt op for der gik kun én bus fra Petra til Wadi Rum og det var kvart over seks om morgenen. Men der var service på for man blev samlet op ved hotellet. Efter jeg var samlet op kørte bussen rundt i byen for at finde andre, men jeg var den eneste der havde reserveret og da der heller ikke kom nogen til busstationen, meddelte buschaufføren og hans hjælper at bussen ikke kun kørte med 1 passager. 1 passager betaler 6,50 JD og alene brændstof udgjorde 22 til 25 JD. Men de ville godt køre hvis jeg betalte 35 JD. Det ville jeg ikke for dagen inden var jeg blevet tilbudt af en butikshandlende at han ville køre mig derned for 25 JD og det fortalte jeg dem. Og de havde mange undskyldninger for at jeg ikke skulle tage ham i stedet for. Der havde været nogle historier om at han undervejs skulle have forlangt flere penge og en helt masse andet, men de ville gøre det for 30.
Hvis jeg skulle tage den anden skulle han først vækkes og der var lavet en aftale om at jeg blev afhentet ved bussen når jeg kom frem, så jeg gik med til 30, og så sagde han noget med at det kunne jo godt være at der blev samlet nogle op under vejs og det forstod jeg som om at deres betaling ville blive trukket fra min betaling for det var for bilen eller rettere bussen jeg betalte.
Der blev samlet en del op og jeg lagde mærke til at der var flere af dem der ikke betalte. Da vi nærmede os bestemmelsesstedet spurgte han om jeg ville betale, men det synes jeg var lidt svært for alle havde ikke betalt endnu og de skulle jo trækkes fra. Nej det skulle de ikke, det var ekstra betaling til bussen. Så der var en lille diskussion, og chaufføren fortalte bl.a. at en af dem der ikke havde betalt var noget familie som altid kørte med gratis. Jeg kunne ikke lade være med at tænke over hvordan familiemedlemmet kunne køre med hver dag, når bussen ikke kørte når der var for få passagerer. Hmm. Det endte med at vi blev enige om at jeg betalte 25 JD. Han så sur ud og jeg så sur ud, men det var den pris som jeg med mig selv havde besluttet at jeg godt ville betale, hvis jeg skulle hyre en bil til turen. Men jeg kan ikke lade være med at tænke på om de bare ville blokke mig for penge og om den havde kørt alligevel, hvis jeg kun ville have betalt almindelig pris. Men det for jeg ikke at vide lige med det samme.
Vi kom frem og jeg blev afhentet og kørt til en ensomt beliggende beduin camp. Og jeg var den eneste gæst der, så det skulle nok blive fredeligt.
De eneste andre der var der var en kok fra Algier, som både kunne snakke fransk, engelsk og selvfølgelig arabisk, og en jordansk altmuligmand som kun kunne arabisk, men sov det meste af tiden, for der var ikke så meget at lave. Derudover var min chauffør der også ind i mellem, når han hentede eller bragte fra ørkenturerne. Og jeg fik taget et billede af dem alle sammen på en gang, lige efter frokost. Maden bliver serveret på fade og man spiser alle sammen af det samme eller de samme fade, så alle er lige syge eller lige raske.
Her ude i ørkenen er det ikke sådan lige at købe vand på flaske, men de havde deres eget vand, som blev bragt i store tankvogne, og dette lokale vand måtte jeg så drikke, men selvom der skulle være andre bakterietyper i så virkede de fint sammen med dem jeg havde i forvejen. Det gav ingen mave problemer.
0 Comments:
Post a Comment
<< Home