Ørkenture

Chaufføren, som heldigvis kunne engelsk havde tilbudt mig to ture på hver 4 timer i en 30 år gammel Toyota landcruiser. Den første var en officiel tur og den anden var en tur en helt andet sted som han planlagde.
Hver 4 timers tur ville tage 5 timer og den sidste time fik jeg ekstra fordi jeg blev betragtet som ven af huset. Souvenirsælgeren fra Petra havde ringet flere gange til sin fætter for at sikre at jeg blev behandlet godt nok og ikke blev snydt som de plejede at gøre ved turister. Og fætteren som ikke var i lejren på nær et kort visit, ringede mindst 5 gange for at sikre at jeg ikke betalte for meget.
Det var en rigtig god investering at komme i "familie" med souvenirsælgeren.
Jeg v ar noget overrasket over hvordan denne ørken så ud. Jeg havde regnet med at en ørken var et sted med sand og kun sand, men sådan var det ikke her. Her var mange klippeformationer og bjerge mellem alt sandet så det så helt anderledes ud end forventet, men det var bestemt ikke kedeligt. Prøv engang at se billederne.
Udover selve ørkenen og klipperne kunne man mange steder se spor efter mennesker fra tidligere tider. Der var indhugget klippetegninger af alle mulige forskellige slags. Og på specielt udvalgte steder kunne man i klipperne se gamle udhuggede render som førte ned til en brønd. Når det om vinteren regner bliver vandet via disse render ført ned til de udhuggede brønde, hvor de så kan få vand til dyrene i de tørre perioder. De var ikke helt dumme. Nogle steder blev de brugt endnu, men i stedet for en spand til at tage vandet op med var der nu en lille motor med en pumpe. De er jo magelige.
Teknologien er også indført på andre måder. Alle beduiner har en mobiltelefon og der er dækning over stort set hele Wadi Rum ørkenen. Det er nye tider.
Jeg synes ikke at der var mange turister der, jeg tror kun at vi så 3 eller 4 biler på de 2 dage vi kørte rundt, så det var bestemt ikke overrendt. Derimod var der en del beduintelte rundt omkring, og specielt de steder hvor bilen gjorde holdt for at passagererne kunne komme ud og tage billeder. Der var der et beduintelt, som selvfølgelig tilbød te og souvenir hvis man ønskede det.
Men vi var ikke helt alene derude. Når vi var i lejren om dagen var der så mange fluer at det var til at blive helt vanvittig af. Jeg forstår ikke hvordan de lokale kan leve med det. de er godt nok irriterende. Heldigvis havde jeg mit myggenet med så det fik jeg sat op og så var jeg godt beskyttet inde i det.
Der var for resten også en huskat og en hund i lejren. Eller hunden var ikke helt inde i lejren gor hund og kat kunne ikke så godt sammen. Men begge var utroligt lejesyge. Når man skulle lukke teltet med de påsatte snore skulle man passe på for så kom katten springende og hoppede højt op, og satte kløerne i ens hænder, men den var nu meget sød alligevel. Og med en hund og en kat i lejren ville vi aldrig komme til at sulte helt – for så kunne vi jo bare spise dem.
Lige bag ved lejren var der et rimeligt højt bjerg, som jeg selvfølgelig skulle op på. Oppe fra toppen kunne jeg se at der rundt omkring og ikke så langt fra var 8 andre beduinlejre, men hvis ikke man var deroppe på toppen kunne man hverken se eller høre dem. Jo det var et rigtigt fredeligt sted og så er der også solnedgang i ørkenen, inden månen og stjernerne kommer frem.