5 minutter er 4 timer

Fredag morgen afleverede jeg den lejede bil og tog en taxa til grænseovergangen ved Taba. Det gik nemt ved den israelske side men der var problemer ved den egyptiske side. Jeg havde ingen visa for i Jordan havde jeg fået at vide at det var nemmere, hurtigere og billigere at få det ved grænsen, så det havde jeg satset på. Men sådan forholdt det sig ikke. Man kunne kun komme til Sinai uden visa. Jeg skulle til Cairo og skulle derfor have et pas. Man kan kun få det ved at henvende sig til en ambassade eller kontakte en rejseagent. Ambassaderne havde lukket fredag og lørdag og hvis jeg skulle til sådan en skulle jeg tilbage til Israel.
Så var der muligheden med rejseagenten. Og soldaterne pegede på skrankerne som var inde i hallen og sagde at der var normalt nogen der, bare ikke i dag. En flink soldat kom hen og sagde til mig at jeg bare lige skulle vente 5 minutter så ville der komme en. Det var på fingersprog, men jeg forstod det ganske udmærket.
Hver gang han kom forbi hvor jeg sad og jeg kiggede på ham blev han ved med at lave ventetegn og sige 5 minutter.

Da der var gået 2 timer ville jeg have besked og fik fat i ham, men han kunne ikke engelsk. Han tog fat i en af de rejseagenter der var i hallen og han forklarede at han havde licens til at udstede visa, men han havde glemt hans legitimationskort, så nu forsøgte han at få fat på en anden han kendte og der ville komme en om 10 minutter. Han fik mig også fortalt at prisen for et visa var 15 dollars plus 35 dollars til rejseagenten i garanti. Så et visa her kostede altså 50 dollers eller 3 gange så meget som jeg skulle have betalt ved ambassaden i Jordan. Man kan ikke altid regne med disse arabere.

Da der var gået en time mere stadigvæk uden resultat fik jeg den ide at tage en bus til Dahab, som var mit bestemmelsessted på Sinai og så dagen efter eller 2 dage efter skaffe et visa derfra. Det kunne jeg godt sagde rejseagenten, men det eneste sted jeg kunne få visa var ved grænsen, så jeg skulle derfor tage tilbage til grænsen. Der var et par timers kørsel og der gik kun bus den ene vej. Jeg ville derfor skulle tage en taxa hele vejen. Jeg foreslog så at jeg fandt et sted tæt ved grænsen og så komme tilbage dagen efter. Det var i orden og han havde selvfølgelig et sted han ville anbefale, læs et sted hvor han fik provision og hvor ejeren sandsynligvis var i familie med ham. Men nu havde han fået fat i en og han ville være der om 5 minutter og så var det hele på plads. Der kom godt nok en men det tog 1 time i alt, men jeg fik visa.

Samme rejseagent kunne også sørge for transport til Dahab. Busserne var de ikke mange af og den næste gik først om to timer, men jeg kunne komme med i en bil med to israelere som skulle lidt af vejen. Jeg sagde ok til en pris på 200 egyptiske pund som svarer til 200 kroner. Men at man kan glemme så hurtigt er ufatteligt, det var jo israelere og dem er der kun bøvl med. De skulle se den ene overnatningssted og så den anden. På en strækning på omkring 20 kilometer lå der den ene træhyttekompleks efter det andet. Det var gabende tomme, fordi der en måned før havde været en terrorbombe i Dahab, så nu var der ingen turister. En strandtræhytte kostede 5 kroner pr. nat. Men det er jo også en stor beslutning at tage for israelere. Heldigvis fandt de et sted forholdsvis hurtigt som de kunne lide, og hvis ikke så havde vi nok kørt rundt endnu her 3 dage efter.

De blev læsset af og jeg blev kørt til Dahab. Dahab var oprindeligt min plan inden jeg startede turen og efter de blev bomberamt var jeg helt sikker på at jeg ville dertil. En sådan bombe skræmmer alle turister væk, så dels er der dejligt fredeligt, dels vil jeg gerne støtte befolkningen sådanne steder mod terrorismen og dels er sikkerheden forøget sådanne steder.

Jeg havde udset mig et sted i lonely planet og chaufføren sagde at det kendte han godt. Alligevel skulle han spørge omkring 5 i den lille by inden han fandt det, og selvom jeg forsøgte at vise ham det på et kort jeg havde – men disse arabere kan jo ikke læse kort.

Jeg fik et værelse med bad og toilet og aircondition til 60 kroner pr. nat. Koralrevet , som skulle være et af de bedste steder i Egypten går helt ind til land, så man skal gå henover det for at komme ud i rigtig vand. Når det er højvande er der lidt vand over og når det er lavvande er det næsten tørt.
Mine svømmefødder som jeg har haft med hele vejen igennem alle ørkenerne kan jeg faktisk ikke bruge. Man er nødt til at have beskyttelsessko på når man går ud over revet og så kan man ikke have finner på. Mern det går alligevel. Flere af dagene her har det det blæst så kraftigt at man har måtte blive oppe på revet og bare blive overskyllet af bølger, for ellers ville man muligvis blive revet i stumper og stykker når man skulle op på revet med store bølger i nakken.

Stedet ligger godt, der er en rigtig god restaurant her men man sidder på gulvet og det er min krop altså ikke beregnet til, og så er der ikke nogen rigtig strand, men skidt jeg skal kun være her et par dage inden jeg tager til Cairo og derefter til Danmark.

Jeg var også lige inde i byen og se stedet hvor en bombe sprang for en måned siden. Man kan se mærker i fliserne og se at flere butikker er i gang med at blive repareret, men de har fået fikset næsten det hele på bare det lille stykke tid. Det synes jeg er imponerende. De har en fantastisk moral når noget sådan sker. Det er bare med at få det opbygget igen og komme videre. Og de steder der nu står gabende tomme, ja moralen er høj, for turisterne vil komme tilbage en dag – så det er bare med at vente og være klar.
Hver gang der springer en bombe et eller andet sted hernede, tager mange ind på sygehuset om aftenen efter arbejde for at give blod, det er bare en fast rutine. Man må sige at de har lært at leve med det. Hvis bare medierne kunne lade være med at bringe det igen og igen ville bomberne høre op. For målet med bomberne er at skræmme turisterne væk og det er medierne allerbedst til. I denne sag arbejder aviser og fjernsyn tæt sammen med terroristerne – de ved det bare ikke selv.Billede 2316, 2315, 2312 og 2313.