Petrified Forrest

Fra Roswell kørte jeg mod Petrifeid Forrest – en lang tur på omkring 600 kilometer. Der var ikke så meget at se på vejen, øde landskab og ellers ikke noget. Jo, for resten for i enhver stat eller større county så har de en memorial for døde soldater i Vietnam. De kan godt li´ at hylde deres døde ”helte”. En anden ting som man kan kigge på, og det gælder i alle stater jeg har været i endnu – det er alle dem der har adopteret en high-way. Hver eller hver anden miles på alle highway er der et skilt med adopt a highway, og der hvor de har gjort det, er der så et navneskilt sat op, med hvem der har adopteret vejen. Jeg har tænkt meget over hvad det egentlig betød og har fundet ud af det nu. Amerikanerne smider en helt masse skidt ud af vinduerne på bilerne når de kører på en highway. Dem der adopterer en highway, påtager sig så ganske gratis, at de hver lørdag vil gå den strækning igennem de har adopteret og samle alt det skidt op som andre har smidt. Så får de som belønning deres navn op, så andre kan se hvor gode samfundsborgere de er. De kan ikke forstå hvorfor de selv er sådan nogle svin. Jeg har måske noget af forklaringen. Der er ingen restepladser med affaldsspande, så de har ikke nogen steder at gøre af det andet end at smide det ud af vinduet. Hvis de var lige så smarte som os, at sætte affaldsstativer op, så kunne det måske løse problemet. Men så mangler de selvfølgelig en årsag til at sætte deres navn op. Så måske er alt det svineri en nødvendighed.
Petrifies Forrest en et kæmpeområde med forstenet træer som er 225 millioner år gamle. Det ligner fuldstændigt rigtige træer og er kommet frem nu, fordi hele området, også der hvor Grand Canyon og alle de andre nationalparker in området, er blevet hævet omkring 2000 meter for 5 millioner år siden. Da det er gammel havbund er det en masse sand som bliver skyllet væk, og så kommer der mange spændende ting til syne. Bl.a. disse forstenede træer. Det har sikkert været meget flottere, for for mange år siden da nybyggerne opdagede dem, sprængte de dem i stykker med dynamit for at få nogle af de flotte mineraler ud, som var inden i. Men der var da stadigvæk meget at se på.
Og så kunne jeg ellers starte op på en 800 kilometer lang tur til det næste interessante Dødens dal. Når man kører disse lange stræk, kan jeg ikke lade være med at tænke på hvor stort landet har været for dem der kom på hest. Jeg synes at det er meget meget stort, men på hest har det taget år at se bare lidt af det. Og hvad med dengang der kun var indfødte her, som kun kunne bevæge sig frem på gåben. Så får man rigtig følelsen af hvor små vi er. Og når man går rundt blandt træer der er 225 millioner år gammel, så er sådan 80 til 100 år som vi lever ingenting overhovedet. Så det er slet ikke nødvendigt at begynde at kigge op på stjernerne og filosofere lidt.

Billede 5091, 5089, 5082