Ranger-hjertestop næsten da

Mesa Verde er meget omtalt og jeg havde oprindeligt sprunget over det. Men da min rute ændrede sig passede det alligevel ok. Det var gamle Pueblo indianere som byggede huse inde i grotter, og ændrede deres levevis fra at være normader og jæger til at begynde at dyrke grøntsager som majs, squash og bønner. Der var flere steder i parken og nogle steder kunne man kun komme ind under ledsagelse af en Ranger. Det første sted jeg kom hen så jeg en stor gruppe gå ned ad en trappe til en jerngitterport, hvor der stod en ranger. Jeg fulgte med og ville se om jeg kunne komme med ind. Jeg så at rangeren stod og tog mod billetter, så jeg spurgte ham om man skulle have billet for at komme ind. Ja det skulle man købe i visitorcentret 10 miles tilbage. Jeg spurgte om der ikke var en anden mulighed og rådvildheden begyndte at lyse frem i ansigtet på ham. Nej jeg måtte køre tilbage selvom der var masser af plads i denne omgang. Jeg spurgte ham om hvad billetten kostede, 3 dollars. Om jeg så ikke bare kunne betale ham 3 dollars, så kunne han veksle den om til en billet når han kom tilbage. Og så havde han nær fået hjertestop. Han havde ikke lov til at modtage penge, fik han fremstammet og skyndte at smække jerngitterporten i. Nu kunne han ånde lettet op, og spurgte om jeg havde hørt hans sikkerhedstale oppe på pladsen. Det havde jeg ikke, så nu var der slet ingen mulighed. De er sku ikke fleksible herovre.

Jeg fandt ud af at jeg kunne kigge ned til dem og var så glad over at jeg ikke skulle følge med i andeflokken. Et andet sted overhørte jeg en rangers sikkerhedstale og han brugte 10 minutter på at forlare hvordan man skulle gå nedad en 5 meter stige. Man føler sig som en lille drengespejder der ikke må noget som helst når man er i kløerne på sådan en ranger.

Jeg fandt da et andet sted hvor man selv kunne gå ned, og der var kun to uniformerede ranger på vagt, som man ikke var tvunget til at høre på.