Washington

Man tager et rektangulært stykke jord, af en vis størrelse, og så beslutter man at det skal være hovedstaden. Man kan så planlægge lige hvad man vil, store veje, alle de vigtigste offentlige myndigheder, en hel masse memorial over nogen som er døde. Man mindes dem enten fordi de har gjort noget godt eller fordi de er død i en god sags tjeneste, vel og mærke det man i dag mener er en god sag. I midten er et stort stykke grønt areal som skal forskønne alle disse smukke bygninger – bygningerne er flotte, men som det er typisk amerikansk, så koncentrerer man sig bare om en ting og lader resten være. Den kæmpestore græsplæne er virkelig misligholdt og der er åbenbart ikke nogen der bekymrer sig om det. Men om bygningerne og alle moindesmærkerne kan de gå og sige: "It´s amacing" Nå ja, det er selvfølgelig Washington, hovedstaden i USA jeg snakker om.
Da jeg kom der først på eftermiddagen, fandt jeg det hostel jeg havde besluttet at bo på og fik mig indlogeret. Bilen måtte jeg parkere et lille stykke derfra, da de ikke havde parkeringspladser selv. Men stedet lå heldigvis i gåafstand fra det hvide hus og alle de andre ting omkring The Mall, som det grønne område hedder. Men først skulle jeg lige have en lille veltiltrængt lur. Det hjalp og jeg gik ned til det hvide hus. Jeg traf ikke Bush hjemme, men mødte en anden som mindede lidt om ham ;-) Jeg fik et billede af ham, men det kommer ind senere, for den her pc jeg sidder ved nu er vist fra 1988.
Jeg fortsatte ned til midten af det hele hvor The Monument står. En kæmpestor obelisk som man kan komme op i. Man skal dog anskaffe sig en billet til et bestemt tidspunkt, enten via internettet eller også ved at møde op om morgenen ved en kiosk der ligger tæt derved og så få udleveret en billet, med påskrevet tidspunkt. Billetten koster ikke noget, og alle, hvis man da ikke er terrorist kan få en udleveret. Det virker meget omstændeligt og ineffektivt, men det giver en tilsyneladende følelse af kontrol som alle amerikanere har behov for. Sikkerhedssystemet er dog så gennemhullet at man sagtens kunne medbringe noget der kunne sige bang, men det er jo ikke derfor jeg er her.
Jeg blev stoppet og spurgt om ikke jeg ville være med i en undersøgelse om The Mall og hvordan det var. Jeg sagde ja, og skulle så underskrive en hel masse papirer om at jeg var indforstået i at det blev brugt til forskning, at det ikke blev videregivet til nogen andre og at det ville blive slettet så snart at de var færdig med at bruge oplysningerne. Hvis jeg skal være helt ærlig, så tror jeg dem ikke over en dørtærskel, så hvis jeg skriver noget uamerikansk i det, så er jeg sikker på at blive registreret i alle mulige forskellige arkiver. Det gør jeg nu ikke, i hvert fald ikke lige nu, jeg skal lige være færdig med at se landet :o)
I den ene ende af The Mall er der lavet en kæmpestor søjlebedækket bygning til ære for Lincoln. Han er en af USA´s landsfædre. Det var ham som hele tiden bliver citeret for at alle mennesker er lige og har lige rettigheder. Man glemmer bare lige at fortælle at da han skrev det ikke opfattede de sorte slaver som mennesker, for dem havde han selv en del af og de havde og fik ikke de rettigheder han skrev om. Lincoln var på sin vis også ret heldig med at blive skudt, for så blev han en rigtig helt.
Der er to ismer som de dyrker meget heroisme og charityisme. Heroismen bliver dyrket fuldt ud på Arlington kirkegården ligger tæt på The Mall, men lige ovre på den anden side af floden Potomac. Der er bare hvide sten over det hele og jeg aner ikke hvor mange tusinde der er. Man skal op i en helikopter for at få dem alle med. Jeg gik rundt blandt dem og fandt nogle små pudsigheder. Alle der er begravet der bliver nævnt med deres rang og hvilken regiment de kom fra og hvilken krig de havde deltaget i. Jeg troede først at de skulle være død i en krig, men sådan var det ikke. Jeg så en del som var æret for at have deltaget i anden verdenskrig, men først var død 20 år efter at krigen var slut. De fleste af stenene var hvide på bagsiden, men på nogle enkelte stod der noget. Jeg fandt ud af hvorfor. Hvis manden altså havde været soldat og havde fået lov til at blive begravet på Arlington, så kunne konen når hun døde også blive begravet der, sammen med manden, og så blev hun skrevet på bagsiden af stenen, med påskriften: wife.
På vej ud fra Arlington var der et stort monument til minde om kvinder i krig. Og for at fuldende det stod der selvfølgelig en mandlig security vagt og passede på. Hmmm.
4571, bush, 4591, 4589, 4590, 4596