Amerikanske særheder

Det regnede stort set hele natten og det lidt lys jeg kunne se fra hvor jeg holdte, lyste bestemt ikke konstant. Ved fir-tiden vågnede jeg og så var det hele bare mørkt. Jeg var noget klistret over det hele for det var varmt og på grund af regnen havde jeg ikke kunnet have vinduerne åbent. Jeg trængte virkelig til et bad og så fik jeg en ide. Det var totalt mørkt over det hele og det regnede en hel del. Jeg ville have et naturligt brusebad. Jeg smed alt tøjet og hoppede ud i regnen. Det måtte godt have regnet lidt mere, men jeg nød det jeg kunne. Da det var mørkt kom jeg til at sparke til en skarp betonkant og flåede en ordentlig luns hud af på min storetå. Hele ydersiden manglede hud, og det var bare et åbent blødende sår. Heldigvis havde jeg mit førstehjælpudstyr med, men jeg skal vist have forsynet mig med noget mere, i stor størrelse. Det skal helst læge hurtigt, da jeg ellers ikke vil kunne vandre alt det jeg gerne vil.
Ved halv syv tiden kom der nogen der havde med bygningen at gøre. De kom over til mig og spurgte om der var noget galt og jeg sagde bare at jeg ventede på at kunne få tanket bilen op. ”This is a restricted area, so I have to ask you to leave”, så det gjorde jeg. Henne ved tanken var der endnu mindre lys end aftenen i forvejen og der var ingen der kunne få fyldt på. Det havde tordnet ret meget i løbet af natten, så det Gustav ikke havde ødelagt havde nu problemer på grund af torden. Nu skulle jeg tage en beslutning om hvilken vej jeg ville køre. Jeg havde ikke haft mulighed for at høre hvilken vej Gustav eller resterne af Gustav havde taget, men jeg valgte at køre stik øst, da jeg sandsynligvis ville komme hurtigst ud af det ramte område den vej. Jeg hørte i radioen noget beroligende: ”You are not alone in the hurricane, God is with you”. Jeg ved nu ikke helt hvad det skulle gavne. Her var jeg næsten uden benzin, næsten uden vand, næsten uden mad og med 4 kredirkort, som man ikke skulle regne med fungerede på grund af strømmangel. Men jeg havde cool cash dollars. På dollarssedlerne står der godt nok: ”In God we trust”. Mon det var det de mente. Det tror jeg nu ikke. Det lød mere som en kvalm måde at forsøge at indfange mennesker i nød. Bvard – vist også typisk amerikansk.
Efter 80 kilometer kom jeg til en mindre by som lå i udkanten af det ramte område. Der var der en benzintank som havde og så fik jeg fyldt op. Jeg spurgte mig lidt for med hensyn til hvor man kunne køre, og de mente ikke det var muligt at køre de første 100 kilometer på Natches Trace Parkway. Jeg skulle alligevel prøve, nu hvor jeg havde benzin, men den var spærret. I stedet for fandt jeg nogle andre mindre veje i nærheden som de havde ryddet. På et tidspunkt hørte jeg en tornadovarsel i radioen. Jeg kendte ikke alle de steder som de nævnte bortset fra et enkelt sted som lå lige i nærheden af hvor jeg var. Jeg studerede kortet og kunne se at den vej jeg kørte på krydsede den rute som de havde varslet tornadoen ville komme. De opfordrede folk til at søge i skjul i kælderen af husene inden de kunne høre den komme, for ellers var det måske for sent. Jeg kørte på en lille vej med masser af træer ved siden så jeg kunne ikke se noget som helst. Så jeg kunne ikke vide om den pludselig krydsede der hvor jeg kørte, men det gjorde nu ikke. Man kommer nu til at tænke lidt i sådan en situation. Man kan intet gøre andet end at håbe på lidt held. Man kan ikke stille sig op og diskutere med en tornado, den gør præcis hvad der passer den. Sådan er naturen.
Når der nu er sådan et kæmpeområde som hvert år bliver hjemsøgt af naturfænomener som hurricane og tornadoer, så undrer det mig sku at husene er i så dårlig kvalitet, uden fast sokkel, i let trækonstruktion og klodset op så vinden let kan komme ind under. Det undrer mig at de fortsat har deres elledninger hængende løst på master som ser ud til at være fra dengang man begyndte at bosætte sig på prærien. Tynde pinde som er mindre end halv så tykke som vores pæle i Danmark. Når de nu ved at det kommer hvert år, hvorfor graver de så ikke ledningerne ned? Det har de slet ikke tænkt på endnu.
Omvendt er der nogen der engang opdagede at der kan være glat på en bro om vinteren. Så samtlige små broer over andre veje eller små vandløb har et advarselsskilt stående: ”Bridge may ice in cold weather”. Det er ret typisk amerikansk. De finder en enkelt ting, sætter alt ind på den og glemmer alt andet.

Jeg kom ind på Natches Trace Parkway efter 100 kilometer, og den skulle jo være amacing efter amerikansk målestok. Den er knap 400 kilometer lang og er lagt igennem et skovområde. Og for at det skal se pænt og parklignende ud, har man sået græs ved siden af vejen som klippes jævnligt. Jo det er en lang parkvej og vejen er af god kvalitet. Igen, det har man valgt at satse på, så bruger man alle kræfter på det og glemmer alle de andre veje. Og her var også noget andet enestående. Der var rastepladser med rimelige mellemrum. Det er det første sted jeg har set det. Alle andre veje, har der været forbudskilte mod at stoppe og advarselsskilte om at man får store bøder hvis man smider affald. Men hvad gør de kære amerikanere hvis de har noget affald. Hvad gør de hvis de skal på toilet undervejs? Der er ikke nogen mulighed, andet end at køre væk fra vejen og ind i en by.

På en af rastepladserne var det også tilladt at campere, så det gjorde jeg. Der var ikke andre overhovedet, udover nogle myg og en del ildfluer om natten. Og selvom det nærmest havde regnet konstant hele dagen, stoppede det lidt før jeg slog lejr og det regnede kun ganske let i løbet af natten.