Ud i den farlige natur!

Jeg vidste ikke rigtig om jeg skulle tage til New Orleans eller en anden vej. Det viste sig at den reservevej jeg havde tænkt på lå præcis der hvor Gustav trak hen. Gustav var også blevet neddroslet til kun at være en kategori 2 huricane da den gik i land og var hurtigt gået over til en 1´er og neddroslet til en tropisk storm. Katarina som de oplevede for 3 år siden var en 3´er. Og umiddelbart lyder det ikke som den store forskel, men en 3´er er ca. dobbelt så slem som en 2´er.
Gustav var heller ikke gået i land i New Orleans med et godt stykke derfra, og da der ikke blev bragt ret meget om Gustav længere i tv, besluttede jeg at køre mod New Orleans. Der var solskin og der var ikke nogen tydelige tegn på Gustav, andet end (billede 4432, 4429) en hel masse skolebusser og el-kranvogne på vejene. Skolebusserne havde brugt til evakuering af mennesker og der var blevet evakueret omkring 1.000.000 mennesker – et helt vildt tal, når der nu ikke var noget særligt at se. El-kranvognene kom fra mange af de nærliggende stater og var på vej ned for at hjælpe. De sagde i radioen at omkring 800.000 husstande nu var uden strøm, men det hele så helt normalt ud – ingen væltede træer, ingen nedfaldne ledninger. Hmm.

Pludselig kunne jeg se væltede træer, og andre skader. Det var som om at der var trukket en streg og der havde Gustav været. Lige der i udkanten af ødelæggelsesområdet, så jeg også lidt af den panik som var i området. Der var en enkelt benzinstation som havde strøm, og der var bare en masse biler der skulle have benzin, men der var kun en enkelt af standerne der havde lidt almindelig benzin tilbage, alt det andet var tømt. Butikken var også halvtømt. Jeg synes det var lidt sjovt, at opleve sådan en rush. Det var ude på landet og jeg ville bare vente med at forsyne mig med fornødenheder indtil jeg kom indtil Baton Rouge, en by på størrelse med Randers. Men da jeg kom dertil begyndte alvoren at gå op for mig. Byen var mennesketom, der var ikke en eneste butik der havde åbent, der var ikke strøm overhovedet og der var selvfølgelig en masse ødelagte ting. Det virker helt urealistisk at se en så stor by tom for mennesker, men amerikanerne havde jo fået at vide at de skulle forlade området og så gør de det. Det er kun ganske få der bliver. I New Orleans var det det samme. Ham jeg skulle bo hos der var dog blevet, men de fleste var væk. Der var heller ikke strøm og heller ikke nogen butikker der var åbent.
Jeg havde brugt en halv tank benzin for at komme der, og hvis jeg fortsatte til New Orleans ville jeg ikke kunne komme derfra førend tingene var nogenlunde normalt, og i radioen sagde de at det kunne tage op til 3 uger. Jeg havde ikke nået at få købt mad og drikke ind – det regnede jeg med at jeg kunne gøre i den mennesketomme Baton Rouge – jeg kunne jo ikke vide at den var tom. Så uden benzin og mad og drikke var det ikke nogen god ide at køre derhen. Jeg hørte også i radioen at man skulle vise legitimation og det kun var fastboende indbyggere der fik lov til at komme ind. Jeg besluttede derfor at køre nordpå, da det var den retning jeg skulle efter New Orleans.
Det var ikke alle veje der var farbare, der var væltede træer, oversvømmede viadukter, så jeg måtte køre en del omveje. Samtidig kunne jeg se at der blev mindre og mindre benzin i tanken, og der var ikke noget der havde åbent. Jeg vidste ikke nøjagtig hvor Gustav havde ramt, og når jeg kom under kvart fuld tank var der ikke råd til at tage forkerte beslutninger med hensyn til valg af vej. Valgte jeg den forkerte vej kunne jeg risikere at komme til at holde i flere dage et øde sted, kun med et par enkelte bananer og en flaske vand tilbage.
Heldigvis kom jeg til en Shell tank hvor der var lys. Der var ingen betjening, men det så ud til at credit card automaten virkede. Der var mega kø, og da jeg havde holdt der 20 minutter og ikke rigtig kommet frem i køen – der var kun en der havde fået tanket i disse 2o minutter, besluttede jeg at jeg ville finde et sted at overnatte. Det var blevet mørkt og jeg ville finde et sted i nærheden og så sove i bilen om natten. Måske ville jeg stå tidligt op og se om jeg kunne komme igennem ved tanken, for der sikkert ikke andre der ville prøve klokken 4 om morgenen – måske. Et par hundrede meter derfra fandt jeg en mørk bygning hvor der var en p-plads udenfor. Der parkerede jeg for at sove. Og hvordan det gik og hhvilke overraskelser jeg så kom ud for, det kommer i den næste beretning. :o)