Blue Ridge Parkway

Turen fra Smoky Mountains til Washington gik via Blue Ridge Parkway. En 650 kilometer lang vej som er anlagt på toppen af en bjergryg. Bjergryg og bjergryg er måske så meget sagt, men bakkerne er da væsentlig større end de er i Danmark og op til 2000 meter høje, så lidt bjerge er der da.
Natten blev tilbragt i telt, og både om natten og dagen kom der bare nogle regnskyld, så man næsten ikke kunne se en hånd for sig. Og da jeg nu var på campingpladser, selvom man ikke kan kalde det rigtige campingpladser, så havde jeg mulighed for at tænde bål. Der var ikke rigtig noget brænde, men jeg fik da samlet lidt ind i skovene omkring. Brændet var vådt, men hvad betyder det når man engang har været spejder, og det lykkedes selvfølgelig hver aften at sidde og kigge ind i flammerne :o)
Den sydlige del af området hører til cheroke land og der fandt jeg en museum som indianerne selv havde lavet, og de fortæller unægtelig noget andet end det normale USA fortæller, men det vender jeg tilbage til når jeg kommer til Washington. Men det var ret interessant at høre nogle af deres egne gamle sagn fx om hvordan jorden blev skabt.
En gang var der kun vand på jorden og menneskene levede i himlen. En dag var der en lille bille som fløj ned til jorden, svømmede ned til bunden af havet og gravede sig ned i mudderet. Derfra løftede den en stor klump op som blev til land. Det var ikke så rart at bo der for menneskene havde ingen ild. Men en dag så de en anden ø, hvor der var ild, som var forårsaget af lyn og torden. De ville gerne have noget af det men uanset hvilket dyr der forsøgte at komme derover for at få noget af det brændte op. Men en dag var der en lille vandedderkop som svømmede derover.Med sig havde den en lille skål og den kravlede ind i bunden af et af træerne og der fandt den en ædelsten, som kunne give ild og visdom. Det er denne sten som bliver fortalt videre fra de gamle indianere. Hmm, altså nedskrevet så godt jeg nu kan huske :o)
Et andet sagn er plantemedicinens historie:
Der var en gang hvor dyrene kunne tale og de levede i fred og fordragelighed med menneskene. En dag begyndte menneskene at dræbe dyrene for at spise dem. Dyrene besluttede sig for at finde på en masse sygdomme som menneskene fik som hævn for at spise dyrene. Menneskene blev dårlige og det ville planterne ikke finde sig i. De besluttede at der for hver sygdom som dyrene lavede ville der være en plante som kunne kurere dem. Derfor har alle planter en værdi som sygdomsbekæmper.

Når man ellers kører på alle disse veje opdager man nogle ting man ikke umiddelbart forstår. Fx er det ikke alle husnumre der er brugt, der er langt fra sådan og når man kører på de store veje har exit forskellige numre. De kommer godt nok i rækkefølge, men der mangler altså mange. Man kan godt se nr. 59, 63, 65, 72, 86, og så undrer man sig hvorfor. Men pludselig fandt jeg svaret. Exitnumrene svarer til kilometermærkerne på vejen. Aha – der er system i det alligevel.

På turen op langs Blue Ridge Parkway var der mange forskellige sjove og også pæne naturfænomener. Der var røde firben, pæne vandfald og så var der trusler om bjørne. Jeg så nu ikke nogen, men da jeg flere gange bevægede mig ud på nogle længere vandreture sidst på dagen – altså der hvor der ikke er andre – fandt jeg det bedst at have min bjørne-pebber-spray med. Men jeg har endnu ikke mødt nogle af disse bamser. Det er heller ikke sikkert at jeg får brug for den selvom jeg skulle møde bamserne. Det kan jo være at jeg er afskrækkende nok i mig selv, eller de måske bare er ligeglad med mig :o)

Af andre sjove ting jeg så på vejen kan nævnes et advarselsskilt om at ”inmates are working”. Jeg var ikke helt klar over hvad det var før jeg så dem. Det er indsatte, som er uden for fængslet og arbejde med fx at sætte hegn op i naturområderne. Omkring dem var flere betjente med hånden fast placeret på pistolen i bæltet, parat til at skyde. Alle betjente herovre har også bæltet fuld af ting og sager. Udover skydevåben, lommelygte, knippel, håndjern, walkie-talkie og så nogen flere ting som jeg ikke rigtig kunne se.

Og Yes, jeg har fundet ud af noget nyt, her den sidste dag inden jeg rammer Washington. Der er autopilot i bilen og jeg var lidt utilfreds med at den ikke fungerede. Men jeg må med skam indrømme at det var fordi at jeg ikke brugte den rigtig. Heldigvis kom jeg til at støde til kontakten på en specielt måde og så kunne jeg mærke at det fungerede. Så var det bare at eksperimentere lidt frem og tilbage, før den virkede. Nu kan man vist blive helt afhængig af sådan en.