Danmark er over alt
Restepladsen jeg havde overnattet på lå i et område de kaldte Jeff Busby Park, omkaldt efter Thomas Jefferson Busby, som havde fået det igennem i kongressen. Igen typisk amerikansk. Manden er opkaldt efter en tidligere stor personlighed Thomas Jefferson, og nu skal han så æres for at havde fået vedtaget. Hvis det blev brugt i Danmark, så ville Storebæltsbroen måske hedde Poul Schlütter broen, Sandholmlejren ville måske hedde Pia Kjærsgård lejren og Århus festuge skulle måske døbes om til Thorkild Simonsen ugen. Bvard.
Når man nu kører de her lange stræk, så kommer man til at tænke på forskellige ting på grund af det man ser. Alle deres huse er placeret i nærheden af en vej. De har alle store haver, som dog kun består af græs. De har hverken blomsterbede eller en hæk ind til naboen. Man kan faktisk se lige ind i deres hjem, hvis altså det ikke var fordi at deres gardiner var rullet for hele dagen. Græsset ser meget kunstigt ud, men jeg har været inde og mærke på det flere steder og det er ægte. Det er bare en anden form for græs end vi har. Og det selvfølgelig klart at det kunstige græs som blev lavet i starten skulle ligne det græs de havde og ikke vores græs. Vejene i byerne er af dårlig kvalitet og det ser temmelig rodet ud når man kører ind i en by. Ud for de forskellige bygninger ligger der beton i meget ujævn format og fulde af huller. Det er ikke et område nogen har gidet interessere sig for, så det er der ikke nogen der gider bruge opmærksomhed på.
Jeg kom også til at tænke på om der måske var en forretningside i at sælge mobilhome i Danmark. Det vil helt sikkert være billigere end de huse der bygges normalt i Danmark, og hvis man kan få et hus til 1/3 af normal pris, så behøver folk ikke at arbejde så meget for at betale terminen. Måske en ide som kan bruges når boligmarkedet har været nede og vende.
Jeg kørte mod en lille by som jeg havde spottet på kortet. Den hed Danmark. Der var også et skilt, men byen bestod af ca. 15 huse, men jeg skulle lige besøge den da den lå i nærheden af den rute jeg fulgte. Jeg fandt ikke nogen jeg kunne spørge om hvorfor den hed Danmark, eller Denmark, men hvis jeg havde fundet nogen, så havde de sikkert ikke vidst det alligevel.
Da jeg kørte ud på den store vej igen var jeg lige ved at blive en spøgelsesbilist. Vejen var to dobbeltsporede veje med en 1150 meter rabat i midten. Det så jeg ikke og begyndte at køre mod trafikken. Men heldigvis havde de sat et stort rødt skilt op hvorpå der stod WRONG WAY. Jeg nåede at få vendt skuden inden der kom en stor lastbil drønene. Lastbilerne skal i øvrigt ind med jævne mellemrum på nogle vægte når de kører på de store veje. Om det er for at tjekke for overlæs eller de skal betale for hvor meget vægt de kører med ved jeg ikke, men det er ret specielt. Jeg så også noget helt enestående i dag. En rasteplads. Men den var også politiovervåget, så man kunne føle sig sikker. Eller måske skulle de passe på pladsen så der ikke var nogen der fjernede den????
Jeg nåede til Memphis, og så vil jeg godt sige: ”At last a city with soul”. Dels har byen sjæl og så har de masser af levende soul musik i Specielt Beale street. Inden aftenturen derned, skulle jeg lige besøge et Rock-museum, som nu ikke var noget at skrive hjem om. Der udover skulle jeg besøge et museum for civil rights. Og det er lagt der hvor Martin Luther King blev skudt. Huset på den anden side af gaden hvorfra morderen skød ud igennem vinduet er også blevet gjort til museum. Så nu har jeg set det vindue hvor riflen stak ud igennem. Byen har også gamle sporvogne, så de har beholdt noget sjæl.
Om aftenen var jeg inde forskellige steder og høre live musik, og det bedste sted var der en gruppe der hed Demseys. De var helt fantastiske, og hvis jeg er her i morgen skal jeg ind og høre og se dem igen. En spillede guitar, en stående bas og en tromme. Hænderne gik så hurtigt på dem at øjnene ikke kunne fange alle bevægelser. De kunne skifte instrument og på et tidspunkt spillede de sådan at de brugte venstre hånd på deres eget instrument, mens højre hånd, spillede på en af de andres instrumenter. Det var som om de var delt ved skulderne, armene havde helt deres eget liv og hovedet lavde noget helt andet. Det lød skide godt. Pludselig hørte jeg at der blev sagt hold kæft og sindsygt ved bordet ved siden af. I en kort pause i musikken blev jeg nødt til at spørge om jeg havde hørt rigtigt. Det havde jeg, men de troede at jeg var amerikaner, sådan lød min accent. Shit, hvis jeg er ved at lyde som en amerikaner, efter bare en uge, hvordan skal det så ikke gå. De to danskere skulle videre til Nashville og der møder jeg dem måske igen.
Når man nu kører de her lange stræk, så kommer man til at tænke på forskellige ting på grund af det man ser. Alle deres huse er placeret i nærheden af en vej. De har alle store haver, som dog kun består af græs. De har hverken blomsterbede eller en hæk ind til naboen. Man kan faktisk se lige ind i deres hjem, hvis altså det ikke var fordi at deres gardiner var rullet for hele dagen. Græsset ser meget kunstigt ud, men jeg har været inde og mærke på det flere steder og det er ægte. Det er bare en anden form for græs end vi har. Og det selvfølgelig klart at det kunstige græs som blev lavet i starten skulle ligne det græs de havde og ikke vores græs. Vejene i byerne er af dårlig kvalitet og det ser temmelig rodet ud når man kører ind i en by. Ud for de forskellige bygninger ligger der beton i meget ujævn format og fulde af huller. Det er ikke et område nogen har gidet interessere sig for, så det er der ikke nogen der gider bruge opmærksomhed på.
Jeg kom også til at tænke på om der måske var en forretningside i at sælge mobilhome i Danmark. Det vil helt sikkert være billigere end de huse der bygges normalt i Danmark, og hvis man kan få et hus til 1/3 af normal pris, så behøver folk ikke at arbejde så meget for at betale terminen. Måske en ide som kan bruges når boligmarkedet har været nede og vende.
Jeg kørte mod en lille by som jeg havde spottet på kortet. Den hed Danmark. Der var også et skilt, men byen bestod af ca. 15 huse, men jeg skulle lige besøge den da den lå i nærheden af den rute jeg fulgte. Jeg fandt ikke nogen jeg kunne spørge om hvorfor den hed Danmark, eller Denmark, men hvis jeg havde fundet nogen, så havde de sikkert ikke vidst det alligevel.
Da jeg kørte ud på den store vej igen var jeg lige ved at blive en spøgelsesbilist. Vejen var to dobbeltsporede veje med en 1150 meter rabat i midten. Det så jeg ikke og begyndte at køre mod trafikken. Men heldigvis havde de sat et stort rødt skilt op hvorpå der stod WRONG WAY. Jeg nåede at få vendt skuden inden der kom en stor lastbil drønene. Lastbilerne skal i øvrigt ind med jævne mellemrum på nogle vægte når de kører på de store veje. Om det er for at tjekke for overlæs eller de skal betale for hvor meget vægt de kører med ved jeg ikke, men det er ret specielt. Jeg så også noget helt enestående i dag. En rasteplads. Men den var også politiovervåget, så man kunne føle sig sikker. Eller måske skulle de passe på pladsen så der ikke var nogen der fjernede den????
Jeg nåede til Memphis, og så vil jeg godt sige: ”At last a city with soul”. Dels har byen sjæl og så har de masser af levende soul musik i Specielt Beale street. Inden aftenturen derned, skulle jeg lige besøge et Rock-museum, som nu ikke var noget at skrive hjem om. Der udover skulle jeg besøge et museum for civil rights. Og det er lagt der hvor Martin Luther King blev skudt. Huset på den anden side af gaden hvorfra morderen skød ud igennem vinduet er også blevet gjort til museum. Så nu har jeg set det vindue hvor riflen stak ud igennem. Byen har også gamle sporvogne, så de har beholdt noget sjæl.
Om aftenen var jeg inde forskellige steder og høre live musik, og det bedste sted var der en gruppe der hed Demseys. De var helt fantastiske, og hvis jeg er her i morgen skal jeg ind og høre og se dem igen. En spillede guitar, en stående bas og en tromme. Hænderne gik så hurtigt på dem at øjnene ikke kunne fange alle bevægelser. De kunne skifte instrument og på et tidspunkt spillede de sådan at de brugte venstre hånd på deres eget instrument, mens højre hånd, spillede på en af de andres instrumenter. Det var som om de var delt ved skulderne, armene havde helt deres eget liv og hovedet lavde noget helt andet. Det lød skide godt. Pludselig hørte jeg at der blev sagt hold kæft og sindsygt ved bordet ved siden af. I en kort pause i musikken blev jeg nødt til at spørge om jeg havde hørt rigtigt. Det havde jeg, men de troede at jeg var amerikaner, sådan lød min accent. Shit, hvis jeg er ved at lyde som en amerikaner, efter bare en uge, hvordan skal det så ikke gå. De to danskere skulle videre til Nashville og der møder jeg dem måske igen.
posted by Lars at 7:22 PM
0 Comments:
Post a Comment
<< Home