Pain in the ass, sorry back

Lørdag skulle jeg ud på en lille tur på 750 kilometer fra Washington til Niagara Falls – et af verdens vidundere. Det var en ret hård tur for jeg havde ligget forkert om natten og havde bare ondt i ryggen. Ikke nede i lænden men oppe mellem skulderbladene. Jeg var nødt til at køre ind på et apotek på vejen og få nogle painkiller. Men de hjalp sku ikke, så jeg måtte bare lide de 750 kilometer. Selvom det selvfølgelig begrænser indtrykkene så observerede jeg alligevel noget undervejs. På de fleste gravsteder jeg kom forbi var der massevis af amerikanske flag og enkelte blomster ved gravene. Jeg tror at det har noget at gøre med at dagen forinden var den 11/9. Men prøv engang at forestille sig en dansk kirkegård fuld af små danske flag, som når en rigtig stor fødselsdag. Hmm. Området er præget at patriotisme – det kan man altså godt mærke. Der er rigtig mange huse som har det amerikanske flag hængende udenfor og en del huse har en stor femtakket stjerne siddende på huset, og så er man altså ultranationalist. Men det er lidt sjovt at dem der er mest nationalistiske og forsvarer den amerikanske ide mest, er nogen der ikke har ret meget. Det svarer til at alle pædagoger i Danmark er stolt over at have Fogh som statsminister og vil gøre alt for at forsvare ham. De er godt nok manipuleret på plads.
Det er faktisk utroligt så meget amerikanere minder om muslimer i mellemøsten. Jeg ved godt at det er forskellige guder de tillægger at kunne bestemme over alt og forskellige man skal tilbede. Men den der mere eller mindre hovedløse måde at leve på, hvor man kun gør hvad der bliver sagt af nogen myndighed, og myndigheden er knyttet op på nogle religiøse ledere som alle hævder at de har sandheden. Der er ikke plads til diskussion, og hvis man gør, så tilhører man djævlen. Det er ikke så sært at de er oppe og slås med hinanden.
Når man kører igennem landskabet og hører de forskellige radioprogrammer, så er flertallet religiøse radiostationer. Der er sågar nogle steder at man kun kan høre disse religionsradioer. Så hvis man vil høre andet, så må man have musik med selv.
Pludselig så jeg et sjovt lille museum. Det var et museum for en norsk spillemand Ole Bull, som var emigreret til USA og havde startet på at bygge lille Bergen op. Han havde etableret musikskoler og her eneste sommer holdes sommermusikfestival i hans navn. Det var hans datter som stod for museet og hun kunne et par få norske ord. Hun havde selv været en berømt sangerinde og havde givet mere end 10.000 koncerter. Hun levede helt i fortiden og havde fået lavet en forstørrelse af et billede af hendes mor, så billedet var lige så stor som mig. I 1976 da datteren kom hjem fra skole fandt hun moderen myrdet af en indbrudstyv. Jeg kan bare ikke få det til at passe helt med årstallet, at hun kom hjem fra skole, for datteren lignede nu en der var omkring de 90 år.
4632, 4633, 4636