Det jeg ikke havde med sidst

Vejen op til Niagara valgte jeg at tage på en del små veje, og kom derfor igennem en masse småbyer og selvfølgelig naturområder. Jeg kan helt klart mærke at naturen bliver mere og mere rå og på den måde tiltalende for mig. Det nordlige Canada og Alaska trækker i mig, når jeg kører nordpå, men det må vente til en anden gang.
Det hostel jeg fandt, og det eneste der var i Niagara var ikke ret stort og var placeret i en gammel villa. I beskrivelsen stod der at det lå tæt ved vandfaldene og da jeg spurgte sagde de at det bare tog 10 minutter at gå derned. Det tog mig over tyve minutter og jeg ved at jeg går noget hurtigere end amerikanerne for hver gang de skriver at det taget så og så lang tid at gå, så bruger jeg noget mindre. Men lad det nu være. De var meget flinke. Der var ikke noget der hed trådløs netværk, men de havde en pc som man kunne bruge. Det var et ældgammel model, som ikke virkede ret godt, men jeg brugte den da lidt. Da jeg havde skrevet noget på min egen pc, og havde taget nogle billeder som jeg godt ville oploade til denne blog, havde jeg kopieret det ud på en USB pind. Men deres gamle model havde godt nok sådan et stik men det virkede ikke. Jeg måtte derfor brænde en CD på min egen pc og indlæse dataerne via cd-rom drevet. Desværre var der en fil der havde fået et forkert format, så det kunne jeg ikke bare rette. Det kommer først nu. Det var billedet af en jeg mødte i nærheden af Det Hvide Hus i Washington. Jeg synes at jeg har set han før :o)
Selvom det regnede da jeg kom til Niagara så skulle jeg da lige ned og se til vandfaldet. Der er et på den amerikanske side og så er der et på grænsen imellem de to lande. Om aftenen plejer det at være oplyst og de laver også fyrværkeri, men det blæste og regnede for meget til fyrværkeriet. Det er egentlig lidt sjovt at man skal ”ødelægge” et pænt naturfænomen med sådan nogle ting. Måske er de klar over at det slet ikke er så imponerende som de selv går og siger. Nej det er da et pænt vandfald, ingen tvivl om det – det er bare ikke det største. På den måde minder amerikanerne og australierne lidt om hinanden. De synes selv at det de selv har er størst, bedst, smukkest. Men netop dem der går og siger det er netop dem der ikke kommer ud, så hvordan kan de vide bedre. En af dem der arbejde på hostellet, fortalte at hun en enkelt gang havde været i Mexico og en enkelt gang i Colorado, men ellers havde hun ikke bevæget sig mere en 2-300 kilometer væk fra hvor hun var født og boede. Og nu var hun vel midt i trediverne.
Dagen efter var det solskin, og jeg gik over grænsen til Canada. Det ser noget bedre ud derovre fra, man kan komme tættere på og det er billigere, så til Ruth der er ved at planlægge en USA-tur næste år: Se det fra Canada-siden først, og man skal ikke have visa, bare et dansk pas.