Omvej til L.A.

Nu da der ikke var flere spændende butikker i San Francisco kunne vi lige så godt køre videre til Los Angeles. Det er en lille tur på 600 kilometer og vi tog af sted forholdsvis tidligt så vi kunne være fremme i god tid. Rebekka havde fundet ud af at dem hun var til koncert med i Seattle faktisk spillede i LA om aftenen, og dem ville hun gerne se igen. Der skulle heller ikke være noget problem med at komme frem til tiden – troede vi.
De fleste vi havde snakket med havde anbefalet at vi tog Highway nr. 1 derned. Vejen ligger helt ude ved kysten og den skulle være rigtig flot. Vi fandt vejen og kørt et godt stykke på den og der var da nogle steder det ar pænt, men ikke så storslået som vi havde fået at vide. Og som Rebekka sagde – det ligner jo bare Bornholm. Men det var ok. Vi skulle den vej og om vi tog den ene vej eller anden kunne vel være lige meget – troede vi.
På et tidspunkt kom der helikoptere flyvende hen over vores hoveder. De samlede vand op i havet og fløj tilbage igen. Det var nøjagtig som man ser i fjernsynet hvor de henter vand og smider det ud over brændende skov. Det måtte åbenbart brænde et sted inde i landet. 2 minutter senere kom vi til en afspærret vej. Der stod nogle brandfolk som vi snakkede med. Der var en "lille" brand forude, men det var lige oven for vejen og det betød at der faldt en masse klipper ned på vejen, så den ar lukket. Der var ikke andre veje man kunne tage så vi blev nødt til at køre 150 kilometer tilbage og så derfra tage en anden vej. #00 kilometer omvej det er da noget. Og ikke nok med det, så var det altså ikke bare vej der gik lige ud. Vejen slingrede ud og ind, op og ned og nogle steder var vejen så dårlig at man kun kunne køre 30-40 kilometer i timen. Det blev en lang omvej og der var et sted hvor det var meget tæt på at Rebekka måtte brække sig på grund af køresyge. Men hun skulle jo gerne være frisk til vi kom til LA, så hun kæmpede, fik en pude og lagde sig lidt ned og fik kontrol over det. Så der var ingen måger der fik glæde af opkast :o)
Vi nåede til L.A. og blev indlogeret på et hostel på Venice Beach. Vi har 150 meter ned til stranden, og det er let at komme til downtown, Hollywood, Beverli Hills og andre spændende steder herfra, så det er et rigtig godt sted vi har fundet. Og igen fordi hun er under 18 så må hun ikke bo i en dorm, så vi har vores eget værelse, som næsten er en hel lejlighed.
Vi fandt koncertstedet på GPS´en og kørte derhen. Vi var der kvart over ni, så det var kun de to sidste band hun kunne nå at høre, men det var også dem hun gerne ville høre, så det passede jo meget fint. Jeg valgte at blive udenfor denne gang. Dels havde jeg hørt dem i Seattle og dels ville jeg bare sidde stille og roligt på en cafe overfor og slappe af efter 900 kilometers kørsel hvoraf det meste havde været på små kringlede bjerglignende veje. Der er heller ingen problemer med at en 14 årig går alene ind til sådan en koncert – alt er kontrolleret i hoved og røv herovre. Fordi hun skulle ind alene fik hun et specielt armbånd på som gav hende ret til at komme helt op foran hvor der var afspærret og ekstra sikkerhedsfolk.
Mens jeg sad på cafeen så jeg en dame, dels sidde ved et andet bord, dels gå lidt rundt men hele tiden spejdende over mod teatret hvor koncerten foregik. Jeg kunne ikke dy mig for at spørge om hun havde børn derinde, og det havde hun. Så jeg fik en længere snak med hende i halvanden time, tror jeg. Og det var ret sjovt pludselig begyndte hun at snakke om nogle bøger skrevet af Lobsang Rampa som hun havde købt og læst mange gange for mange år siden og var helt vild med. Jeg købte de samme bøger for mange år siden, har også læst dem mange gange og er også helt vild med dem. Det er vist det man kalder synkronositet.
Rebekka kom ud vi var lige i en 7-11 inden vi tog hjem for at sove.
5519, 5514, 5499,5522 ,5538