Mere Yosemite

Jeg synes godt nok at det var lidt koldt om næsen natten igennem. Men en hue og soveposen op over næsen ind imellem hjalp. Om morgenen da jeg pakkede teltet sammen kunne jeg se at duggen som min ånde havde skabt var blevet til is på teltet. Stængerne var frosset sammen så jeg måtte banke på dem for at få dem pakket sammen. Men jeg havde dog trods alt ikke frosset. Højden er ca. 3000 meter, og der begynder snart at komme sne. Vejene er kun åbne ca 2-3 uger mere inden det bliver lukket ned for vinteren – så jeg når det lige.
Deroppe i højderne var der altså mange smukke søer og rimfrost på nogle små platauer. Det var et rigtig flot område, som godt kan anbefales. Jeg fortsatte mod Salt Lake City og det blev til over 1000 kilometers kørsel den dag. Det føltes ikke anstrengende, nærmest afslappende. Jeg kunne sidde og læse lidt samtidig med og planlægge de næste dage. Afstandene er utroligt svær at bedømme. Når man kan se en lille by lige derhenne, så kunne der godt være 15 kilometer derhen. Byer var der ellers ikke mange af og highway 50 igennem Nevada og Utah bliver kaldt the loneliest road in the world. Hvad byer angår så er det rigtig. Jeg kom igennem 3 byer på vejen, selvom de var så små at man ikke rigtig kan kalde dem byer. Det er så øde at der heller ikke er nogle radiostationer man kan tage – ikke engang kristne radio kanaler, som ellers normalt er den sidste radiostation man kan høre. Man er langt ude når ikke engang ”Guds ord” kan nå helt derud :o)
Imellem to byer var der et skilt at det var imod loven at tage blaffere op, for der lå et fængsel i området. Kunne de ikke bare skrive at man ikke måtte tage blaffere op hvis de havde stribet tøj på :o) Et af de sikre tegn på at man nærmede sig en by var at der kom et skilt at skolebussen holdte tæt på. Det må jeg altså sige deres skolebus system det fungerer.
5205, 5200, 5194, 5189, 5187, 5185