Jeg så faktisk en del spændende ting og personer i dag i Chicago. Og nej det var desværre ikke Obama, selvom hans kampagnehovedjvarter ligger mindre end 500 meter fra min hostel. Men der kan man ikke sådan lige komme ind. Det ligger rigtig godt placeret, både i forhold til tog og sporvogne, men man kan faktisk gå rundt til det meste. Jeg gik hen til teaterkvarteret, 10 minutter og så Jersy boys her til aften. En i receptionen fortalte mig at den var bygget på The Four Seasons, og straks begyndte jeg at forklare ham at det faktisk var en dansk komponist, Carl Nielsen der havde skrevet den musik. Det viste sig nu ikke at have noget med ham at gøre for det var om en musikgruppe som hed Franki Valli and the four seasons. Dem havde jeg aldrig hørt om, men der var da nogle af melodierne jeg kendte: Big girl don´t cry, Bye bye baby, for lige at nævne et par stykker. Den var faktisk rigtig god og jeg opdagede at det slet ikke kunne have noget med Carl Nielsen at gøre for det er jo Vivaldi der har skrevet de fire årstider – ups, det var ikke så heldig hr. musiklærer.
Også på dette hostel var der danskere, og jeg kan ikke lade være med at tænke på at vi i grunden ikke er ret mange, men vi er sku overalt. De muligheder vi har i Danmark med at kunne rejse så meget, også selvom man kun er studerende eller almindelig arbejder, disse fordele har man ikke i ret mange lande. Da jeg kom gående på en gang var der et kendt ansigt der dukkede op. Jeg var gået forbi ham og han mig, men efter 5 til 10 meter vendte vi os begge om for der var et eller andet bekendt. Det viste sig at det var en australier som jeg havde mødt i Nashville. Det er lidt sjovt sådan noget.
Når man ellers ser på folk herovre, så er det næsten hver tredje som går med bøjet arm, bøjet så de kan gå og snakke i mobiltelefon samtidig med at de går – den er vist ved at tage magten fra os den mobilos.
Chicago er også den første by i USA hvor jeg har set så mange tiggere. De sidder rundt på gaden og sover hvor de nu kan komme til det.. Jeg kan ikke lade være med at tænke på om de virkelig er i nød eller det bare er en smart måde at tjene penge på. Der er helt sikkert nogen der er i nød, men der må også være nogen som bare tjener nogle lette penge. Da jeg fandt ud af at nogle af dem der tigger på banegården i Danmark i løbet af et par timer kan have mere end en almindelig dagløn, så giver jeg nu ikke til hvem som helst, men det er selvfølgelig synd for dem der virkelig mangler, men jeg kan ikke redde hele verden. I de lysregulerede kryds er det ikke nok med lys. Nej der er ansat en trafikkontrollør i hvert kryds, som vinker bilerne frem og holder nogle andre tilbage. Men de følger lyskurven og ændrer det kun hvis der skulle komme et udrykningskøretøj. Om der virkelig er behov for dem eller det er en slags beskæftigelsesterapi ved jeg ikke, men sådan er det altså. Men det mest komiske jeg så i dag var på en bådrundtur jeg var på. En af styrmændene på båden havde to forskellige sokker på. Om han ikke havde to ens eller han havde taget dem på ved en fejl ved jeg ikke. Men han havde foldet dem godt ned i skoen, så ingen skulle se det, men mit kamera så det ;o)
Men udover Sears Tower som er ret imponerende, så blev jeg virkelig overrasket over et kæmpe sølv peanuts som de havde lagt i deres Millenium park. Parken har et alterlignende arrangement i den ene ende hvor alle bidragsyderne til opførslen af parken er nævnt. Her kan de rigtig nyde deres heroisme og charityisme. Men det er nu godt nok for resultatet er også den her peanuts, og den er imponerende fascinerende, og man kan få rigtig lang tid med at rundt og se på den og alle de spejlbilleder den kan lave.
Men som helhed må jeg sige at Chicago har givet mig et positivt indtryk og amerikanernes manglende teaterkultur kan altså ikke ændre det. Jeg bliver lige nødt til at nævne det, specielt at jeg går så meget op i de her musical. Da jeg inden forestillingen ville bestille noget til pausen, som jeg plejer at gøre i England, så kiggede de undrende på mig. Det gør man ikke herovre, men bartjeneren havde før været ude for at nogle europæere ville bestille noget. Jeg bestilte og da vi kom ud til pausen var jeg den eneste af alle dem der var i teatret der havde en drink stående, resten måtte hen og stå i kø. Der var kun sat en langsomtkørende tjener på, så halvdelen af køen måtte gå ind i salen igen da anden startede op, uden at have noget at få noget. Og så en anden ting, man tager altså ikke store poser popkorn med ind og se musical – jo de gør, men jeg synes ikke at det hører hjemme – det larmer alt for meget.

26,24,15,19, 83