Zion Canyon

Det er dælme koldt om natten, helt ned til frysepunktet. Og om dagen kan det komme op til næsten 40 grader, det er noget af nogle udsving. Nå, men jeg holdt da lige varmen, kom op og så mod Zion nationalpark. Men helt ærlig, så var jeg ved at være fyldt med naturparker, så jeg havde mest lyst til bare hurtig ind og hurtig ud igen. Det var selvfølgelig lidt synd for Zion for den er meget berømt.

Den eneste måde at komme derind var at tage en schuttlebus. Man kørte 15 miles ind til bunden, og så blev kløften så smal at man måtte gå. Efter yderlig en mil var den så smal at der kun var et vandløb tilbage. den kunne man gå opad. Det var ok, men jeg synes at nationalparken er lidt for overreklameret.

Bagefter kørte jeg mod Las Vegas. Efter 50 miles fandt jeg et motel som jeg indlogerede mig på. Jeg havde nemlig en del at ordne. Alt havd jeg havde i bilen skulle pakkes ned, da jeg skulle aflevere bilen dagen efter. Jeg fik også vasket tøj og ordnet en masse andet. Men der var en ting jeg ikke kunne få ordnet. Selvom jeg prøvede at bestikke motelmutter til at skrive mine nye billejekontrakter ud så lykkedes det ikke. Det er helt utroligt så lidt samarbejdsvillige de er med sådan noget. Det er lige før at jeg vil kalde udorskammet - efter danske forhold.

Grand Canyon, på den nordlige side

Inden jeg forlod Bryce Canyon, forsøgte jeg at få printet mine nye billeje kontrakter ud, men uanset hvor jeg forsøgte, så var det uden held. Og der var slet ingen hjælpsomhed at finde. Det var som om at det stod ikke i deres arbejdsbeskrivelse, så det kunne de ikke. Og de kunne slet ikke komme med nogen hjælp om fx selv at skrive ud fra deres egen pc. Nå men jeg må prøve et andet sted.

Jeg kørte mod Grand Canyon og var heldig at finde en lille simpel campingplads lige uden for parken. Jeg skulle betale 17 dollars i en kuvert, og det kunne jeg lige skrabe sammen ved hjælp af mønter. Ellers var mine sedler for store, og jeg ville ikke betale for meget. Men sprækken hvor kuverten skulle ind ad var så lille at der ikke kunne gå mønter igennem. Så jeg måtte betale 14 dollars i sedler og skylde resten indtil jeg kommer tilbage til campingpladsen. Jeg forsøgte flere steder, bl.a. ved indgangen til Nationalparken, som modtager penge fra dem der ikke har årspas, der forsøgte jeg om de kunne veksle. men det kunne de ikke. De havde muligheden men det stod ikke på deres arbejdsbeskrivelse, så det kunne de selvfølgelig ikke. Heller ikke i visitorcentret. Jeg fandt en lille butik, hvor jeg købte noget, og så var de tvunget til at veksle. Jeg odagede at de også havde wi-fi, så der sidder jeg nu og skriver.

Grand Canyon er ikke så flot som de andre steder, men det er det sted hvor der er den største dybde. 1.6 kilometer på det dybeste sted. Det er lidt svært at tage billeder af det, for man får ikke dybden med, men jeg forsøgte alligevel.

Den nordlige del af Grand Canyon skulle efter sigende være meget flottere end den sydlige del. Jeg har dog ikke set den sydlige del endnu, så indtil nu må jeg tro på hvad jeg læser. Jeg hørte godt nok en amerikaner stå og fortælle en at den sydlige del var meget bedre for den var meget mere udviklet. Der var mange flere ting man kunne foretage sig. Hallo. Det er ikke en forlystelsespark - det er et naturfænomen. Na, men sådan er der jo så meget.

4961, 4963, 4970, 4973, 4980, 4982, 4983

Bryce Canyon

Jeg havde set i en brochure at solen ville stå op klokken 6.22 idag og på kortet var der markeret både sunrise og sunset punkter. Der ville jeg godt ud. Også fordi der var begrænsede parkeringspladser, og jeg ville have en af dem. Der var godt nok en schuttlebus, men den gad jeg altså med. Jeg ville også meget længere ud end bussen kørte. Nå men jeg vågnede klokken 6.22, og der var det stadigvæk mørkt. Jeg tænkte at de amerikanere nok ikke havde helt tjek på det med tiden, men nu var jeg vågen. Så stod jeg op, fik et bad og kørte ud til sunrise punktet. Jeg kom der 10 minutter inden solen stod op og nød morgensolen. Udsigten var pæn, men jeg var ved at brække mig flere gange af sprit og perfumelugt. Mændene havde smurt så meget barbersprit på sig, at når jeg havde passeret en, så hang det i næsen den næste time. BVARD. Og det var sku ikke bedre med kvinderne. Disse stikkende lugte passer altså ikke sammen med naturen. Det er ikke fordi at jeg ikke kan acceptere at nogen bruger det, men det er det de bruger og mængden af det. BVARD. Der var mulighed for at gå ned imellem alle søjlerne, så der gik jeg et par timer. Og hvilken fred. For det meste gik jeg alene og det var bare skønt, hvis man altså ikke lige rendte ind i en spritdunst, fra en der havde været der en halv time tidligere. Men dem var der heldigvis ikke mange af dernede.

Jeg morer mig lidt af at gå rundt mellem amerikanere. De er en skalg UPS, excuse me folk. De har så travlt med at snakke med hinanden, at de slet ikke ser hvor de går. HVis de går sammen med en guide, stopper han dem og viser noget pænt og så siger de alle sammen It´s amacing. På vej derhen har der været en masse andre smukke ting, men dem har de slet ikke set. Når de går på en vej, vader de ind foran en, går ind i en, eller bare er i vejen. Men når de så opdager det, så siger de excuse me, og hvis de går sammen med andre hedder det excuce us. De er meget høflige, men de vader rundt som en elefant i en glasbutik.

4925, 4926, 4955, 4950, 4939, 4932

Capitol Reef Nationalpark

Det var også ok. Man kom bl.a. til at køre inde imellem klippesprækker, og der var store advarselsskilte om ikke at opholde sig der hvis det blev regnvejr. For så kunne der dels komme oversvømmelse og dels kunne der falde store klippestykker ned i hovedet på en. Men vejret var fint. Der kom dog lige et par dryp en gang inellem men ikke noget der betød noget.
Jeg fortsatte til Bryce Canyon, og havde egentlig besluttet at jeg ville tage et motel for natten. Jeg havde ikke rigtig kunne komme til at vaske mig de sidste par dage, så jeg ville godt have et varmt bad. Men alt var totalt udsolgt i hele området. Jeg havde faktisk indstillet mig på at skulle sove i bilen i nat, men på nogle rigtige campingpladser, med varmt bademulighed og så videre, ja der var der god plads. Så der sidder jeg nu. De har også Wi-fi, men så skal man holde oppe ved kontoret. Det rækker ikke længere. Og så er det rigtig langsomt, så det er nok begrænset hvor meget jeg får lagt ind.

4901, 4911, 4913, 4918

Glen Canyon

Et andet område som jeg havde fravalgt, eller ikke koncentreret mig så meget om var Glen Canyon. Måske havde jeg valgt det fra fordi det bare så ud til at et lille stykke vej gik igennem, og jeg skulle vist alligevel køre den vej. Det var lige ved at jeg havde valgt en anden vej, men heldigvis tog jeg den. Glen Canyon er det flotteste jeg har set endnu, og den vej der hedder Utah Highway 24, er den flotteste vej jeg nogen sinde har kørt på. Den er et par hundrede kilometer lang og det er bare det ene flotte landskab efter det andet. Helt fantastisk. I alle mulige forskellige farver og udformninger. Hvis nogen skulle finde på at tage herover så Utah Highway 24 og Glen Canyon, Husk det. Og husk så lige at have nok benzin på. Der er et par hundrede kilometer mellem benzintankene. Jeg kunne se at det begyndte at blive småt og jeg kunne via min GPS se at der var så langt til den næste tank at jeg begyndte at lade bilen køre i frigear når det gik meget nedad. Og det gik op og ned hele vejen. Heldigvis var der lige kommet en ny tank ved Glen Canyon, så derfra kunne jeg tage det mere roligt.

4895, 4898, 4902, 4904

Natural Bridges Monument

Jeg havde jo fundet et dejligt sted ved Colorado floden at slå lejr, og der var ikke mange ledige pladser. Måske var den plads jeg fik ledig fordi den havde nummer 13, men jeg tog den altså alligevel. Alt var optaget inde i Nationalparken Arches og mankan godt mærke at det område jeg nu bevæger mig ind i er meget mere turistpræget. Man skal helst bestille plads lang tid i forvejen, men det er lidt svært at gøre når man rejser sådan som jeg gør, men hva det gik jo alligevel.
På min vej hen mod Bryce Canyon, en lille stykke vej på 350 miles, kom jeg forbi Natural Bridges Monument. Den havde jeg egentlig fravalgt, men når den nu alligevel lå på vejen så slog jeg en smut inden om.

4884, 4886, 4882, 4883

Arches

Meget tæt på lå en anden nationalpark Arches, som jeg også lige nåede i dag. Jeg havde set at der var et bestemt område i parken som kun kunne beses sammen med en ranger, eller også skulle man have en speciel hiking tilladelse i visitor centret. Jeg spurgte så snart jeg kom til, og fik at vide at den næste ledige tur med en ranger var på fredag. Men det var nu heller ikke det jeg ønskede. Jeg ville hellere gå selv. Det er en mega mega stor naturlig labyrint, lavet at 50 til 100 meter høje sandstenssøjler. De advarede mig selvfølgelig og forsøgte at tale mig fra det ved at vise luftbilleder af området, men jeg insisterede, Så skulle jeg se en speciel film om at færdes derinde og en ranger gentog det personligt for mig. Jeg fik at vide at man ikke kunne bruge en GPS derinde osv. Men til sidst fik jeg min tilladelse. Jeg kørte derop og på vej ind mødte jeg en gruppe anført af en ranger, og så skulle jeg vise min tilladelse. Jeg gik ind i 8 blindgyder, efter at være kravlet rundt i smalle passager, og så var jeg ved at være træt. Jeg havde også gået 8-10 kilometer i Canyonland. Jeg satte mig et roligt sted og spiste lidt frugt inden jeg gik ud igen. Og jeg fandt ud. Det var godt nok en anden vej end den jeg var kommet ind ad, men ud kom jeg.
Området var da pænt nok og der var en anden slags formationer end i Canyonland, men jeg kunne nu bedre lide canyonland, men se selv billederne. Jeg troede at jeg kunne få plads på campingpladsen i Arches, men den var allerede fyldt op fra morgenen, men jeg blev henvist til nogle der lå 10 kilometer fra indgangen til parken, og der sidder jeg nu, klods op og ned af Coloradofloden, med stejle bjerge omkring mig – god nat

4880, 4871, 4868, 4864

Canyonland

På vej mod canyonland var der en fin, fin motorvej med en hastighedsbegrænsning på 75 miles. Det var en rigtig god vej og jeg ville godt nå noget i dag, så jeg satte autopiloten til 85 miles. Mens jeg lige sad og kiggede i kortet for at få styr på hvad de forskellige stater hed opdagede jeg at sheriffen holdte ude i midterrabatten. Jeg smed kortet og bremsede ned, men han satte sku alle mulige blinkende lys til på hans bil og kørte ud efter mig, så jeg måtte holde. Først skulle jeg lige gøre så det så ud til at jeg havde sele på, men passagerselen var sat i min holder for ellers larmer den ad H til. Det lykkedes og jeg steg ud af bilen – næsten da. For da jeg var halvt ude, råbte sheriffen til mig: Stay in your car! Så det gjorde jeg. Lidt efter så jeg han steg ud og nærmede sig min bil, langsomt og med hånden på pistolen i hans bælte. Han spurgte mig om jeg vidste om hvorfor han standsede mig, og det gjorde jeg selvfølgelig ikke. Om jeg vidste hvor meget jeg kørte. Tja, vist nok 78 sagde jeg. Nej 88 og du bremsede ned til 82. Ups. Så ville han se kørekortet og det fik han og jeg tilbød ham at vise ham mit internationale kørekort, men det var han ligeglad med. Så ville han se lejekontrakten på bilen, og den lå vist i handskerummet, så den fik han. Men det var en gammel kontrakt på en hel anden mand. Hmm. Nå men efter lidt snak sagde han at jeg lige skulle køre lidt langsommere, og det ville jeg selvfølgelig gøre. Han var da meget flink, jeg blev hverken skudt, banket eller fik en bøde.
Når man nu kører de lange strækninger så kan jeg altså ikke lade være med at undre mig at de har hegnet alt sammen ind, men de bruger ikke jorden til noget som helst. Det er ikke bare her i Utah, men også Colorado, Wyoming og South Dakota. De gør det sikkert også flere steder, men det er hvad jeg har set. Hvis de brugte jorden enten til at dyrke eller til at have dyr gående på, så kunne jeg forstå det, men det ligger bare brak. Hvis de udnyttede det noget mere kunne verdens fødevaremangel måske ordnes på den måde. Eller også kunne de fjerne hegnene og lade bisoner og andre søde dyr udnytte området. Nå men det skal jeg ikke blande mig i.
Jeg kom til Canyonland, altså den øverste del som de også kalder Insel in the sky. Altså Øen i luften/himlen. Det kan jeg godt forstå nu. Det er et plateau som bliver mindre og mindre fordi siderne falder sammen. Og der er bare langt ned, når man står ude på kanten. Men se selv billederne.

4840, 4845, 4847, 4853

Colorado National Monument.

Jeg kørte fra Rocky Mountain og ned/over til Colorado National Monument. En lille tur på 300 miles, svarende til 480 kilometer. Og det var først på denne tur at det rigtig gik op for mig hvor højt jeg egentlig havde været oppe. De første 150 kilometer var bjergkørsel men derefter gik det bare nedad og nedad og nedad. Det svarer at køre fra Århus til København, hvor det bare går nedad hele vejen, og det er ikke bare lidt ned. Highwayen var bl.a. lagt igennen Glenwood Canyon og det var bare flot.
Nå men jeg kom fra den ene ende af staten Colorado til den anden, og nåede lige at komme til campingpladsen inden det blev mørkt. Der var en fantastisk udsigt deroppe fra. Campingpladsen lå helt ude på kanten af bjergkammen, og så var der 4-500 meter ned til lavlandet hvor Colorado floden løb. På den anden side af lavlandet lå en anden bjergkam i nogenlunde samme højde. Fantastisk god beliggenhed og så hed den Saddlehorn Campground.

4835,4833

Rocky Mountain fortsat

Efter at have fået ordnet det sidste med internettet – jeg skulle jo benytte mig af muligheden når den endelig var der, så forlod jeg motellet klokken halv elleve og kørte op i Rocky Mountain nationalpark igen. Og så hentede jeg lige 20 dollars mere hjem på mit årspas til nationalparker. Det varer ikke længe førend jeg har tjent pengene hjem.
Jeg valgte en anden tur på knap 10 kilometer frem og tilbage, eller måske skulle jeg sige op og ned. Og jeg havde fået meget mere energi, jeg kunne nu gå i rask trav, det var slet ikke som dagen før. Jeg synes nu også at stigningerne var mindre, men da jeg efterfølgende kiggede på kortet, kunne jeg se at det var det samme som dagen før. Jeg måtte være ved at vænne mig til højderne. Måske havde min krop bare produceret en masse røde blodlegemer – naturligt EPO. Jeg havde ellers ikke sovet så meget, med alt det kontorarbejde, og så havde jeg en pæn hovedpine. Det er første symptom på at få højdesyge, så der var lige en anelse, men ikke i dag.
Jeg gik også og morede mig over alle de amerikanere som gik med vandrestave. De har fået at vide at det skal de, for det er det bedste, men de har bare ikke fået at vide hvordan man bruger dem. På den måde de bruger dem skader de mere end de gavner, men det kan jeg jo ikke gå og fortælle dem.

4832, 4830, 4825, 4822

Klik på et billede og se det i stort format

De næste dage skal jeg bl.a. igennem nationalparkerne Arches, Canyonland, Capitol Reef, Bryce Canyon, Zion og den nordlige del af Grand Canyon, og der er der vist ingen internetkontakt. Så der går lige lidt inden jeg laver et nyt indlæg. Men nyd disse billeder imens, og klik på dem så kommer de op i stor størrelse.

P.S. Specielt til Rebekka. Er det indlæg af denne størrelse du gerne vil have? xD

The Rocky Mountain

I dag mandag var jeg lige en lille rundtur på nogle smukke veje inden jeg rigtig kom ind i Rocky Mountain, og hold kæft hvor er det flot. Jeg var oppe i over 4000 meters højde, og der kan man godt nok mærke at der er lidt ilt i luften når man går. Jeg gik bare en lille tur til et udsigtspunkt, men det blæste så man var ved at flyve ned af bjerget og så var det vare koldt. Jeg kørte ned i 3000 meters højde og vandrede 3 timer. Det bliver man altså træt af, på grund af manglende ilt. Så træt at jeg valgte at droppe teltet for en nat, og overnatte på motel. Men så fik jeg endelig adgang til internettet. Jeg skulle have ordnet noget med min billejekontrakt og givet lyd fra mig :o)
Men se engang disse billeder, efteråret må være den absolut smukkeste tid på året.