Nu kan jeg huske hvorfor jeg ikke kan lide amerikanere!

Det var heldigvis et tysk fly som jeg var med herover og det var kun halvt fuldt. Så der var god plads og betjeningen var i orden. Men da jeg så kom til USA. Bare på vej ind til imigrationsskranken så jeg mange der bare stod og holdt øje med alle os rejsende. Ved imigrationsskranken blev jeg udspurgt om hvorfor jeg kom, hvad jeg lavede til daglig, hvor lang tid jeg ville blive udover at jeg blev fotograferet og fik taget fingeraftryk. Det er sådan de gør nu. Men, så kaldte han på en betjent der skulle føre mig til et forhørsrum, uden jeg vidste hvorfor. Der sad en hel stribe betjente og tjekkede en masse på deres computere, og en gang i mellem blev af de andre ventende hevet ind i et forhørsrum. Jeg sad spændt og ventede på hvorfor mon jeg var pillet ud. Var det fordi at jeg havde fået nyt pas, så man ikke kunne se at jeg havde været i USA før, havde de et samarbejde med Israels efterretningstjeneste der havde noteret at jeg havde været i Libanon og Syrien, var det fordi jeg havde fået farvet hår, og de måske troede at jeg forsøgte at skjule min identitet eller var det bare en tilfældighed. Der gik et pænt stykke tid inden en betjent kaldte på mig og udspurgte mig om nogle af de samme spørgsmål som den første havde givet mig. Jeg sørgede selvfølgelig for at svare på samme måde, fordi jeg havde set at den første havde skrevet svarene ind på hans pc. Han havde også nogle yderligere spørgsmål og hvor mange penge eller kreditkort jeg havde og hvornår jeg havde været i USA før. Så var det i orden og jeg kom ikke engang ind ind i et af de små forhørsrum – øv. Jeg kunne ikke lade være med at spørge om hvorfor jeg var pillet ud og svaret var at det gjorde de ved dem der skulle være der mere end et par uger. Nå men jeg slap gennem nåleøjet.

Da jeg kom ud på den anden side skulle jeg finde biludlejningsfirmaet hvor jeg havde lejet en bil, men der var ikke nogen. Jeg spurgte mig lidt frem og fandt så en tavle med en hel masse forskellige reklamer for forskellige ting, bl.a. mit biludlejningsfirma. Der var også en telefon og et nummer på firmaet, så jeg ringede. Jeg skulle bare gå udenfor så ville de komme, men der kom ingen. Endelig opdagede jeg et lille skilt hvorpå der stodcar rental buses. Det viste sig at alle biludlejningefirmaerne lå et stykke derfra og der kørte schuttlebus mellem lufthavnen og den bygning hvor de holdte til. Jeg fandt ”Dollar” som udlejningsfirmaet hedder, men der var ikke nogen personer der. Da det hele stod åbent og der ikke var kommet nogen efter de første 10 minutter begyndte jeg at pille lidt ved en af deres computere, og så kom der en. Jeg havde bestilt og betale en bil som jeg skulle hente i Houston og aflevere i Las Vegas den 31 oktober, efter 64 dage, men …….
Man kan kun leje bil i 28 dage af gangen, så de ville kun lave en kontrakt på 28 dage, og så skulle jeg aflevere bilen igen i Houston, leje en anden i nye 28 dage og så aflevere den i Houston, og så en gang mere leje en bil i Houston og aflevere den i Las Vegas. De er fandme skøre de amerikanere. Den eneste løsning de kunne se var at jeg afleverede den i en anden by efter de første 28 dage, og så betale et gebyr på 500 dollars, fordi den ikke blev afleveret samme sted som jeg havde lejet den. Det skulle jeg så gøre tre gange. Det ville jeg bare ikke acceptere. Jeg ringede til den danske agent og brokkede mig. Det ville jeg bare ikke være med til. Jeg fandt selv en løsning som jeg kan leve med. Når de første 28 dage er gået er jeg kun omkring 500 km fra Las Vegas, så hvis jeg ændre lidt på mine planer, kan jeg aflevere den første der, betale et engangsgebyr på 500 dollars og derefter leje en i Las Vegas som jeg så aflevere i Las Vegas efter 28 dage. På den måde kan jeg få det til at fungere. Men der er lige det til det at de 500 dollars ikke er 500 dollars, men 520 dollars for der kommer skat oveni. Det er så typisk de amerikanere, man får aldrig den fulde besked og der kommer altid en overraskelse. Nå men det lykkedes da. Jeg kunne godt leje en GPS, og det ville koste mig omkring 800 dollars. En helt ny GPS koster kun 200 dollars, så det ville jeg ikke.
Nu skulle jeg så finde ind til midtbyen 40 kilometer fra lufthavnen og så finde hotellet. Det eneste kort jeg havde over midtbyen, som næsten er på størrelse med Århus, viste 2 veje. Houston er den 4. største by i USA, så der var ikke så meget at køre efter. Jeg måtte bruge min gamle sælgerfornemmelse, og jeg fandt hotellet uden problemer, men…..
Da jeg så skulle parkere kom der en ansat og spurgte om jeg ville have en Vallid eller en self-parking. Jeg spurgte om forskellen og fik at vide at den eneste forskel var at de parkerede bilen for mig på en Valid og den kostede 27 dollars, hvorimod den anden kun kostede 15 dollars. Så jeg parkerede selv. Da jeg skulle ud og købe et kort over USA til min GPS, fandt jeg ud af at det ikke passede. Ved selv-parking kunne man ikke køre ud og ind, det var 15 dollars hver gang, hvorimod Vallid kunne bruges mange gange i løbet af 24 timer. De er sku ikke til at stole på de amerikanere.

På hotellet var der en venlig person der gav mig et kortudskrift så jeg kunne finde ud til en butik og købe et kort til min GPS. Jeg fandt derud og kunne konstatere at de ikke havde nogen, men jeg kunne bare downloade det på nettet til 80 dollars. Hvorfor havde de ikke bare sagt der noget før. Nu stod jeg der, skulle finde hjem til hotellet igen, prøve at downloade kortet og hvis det ikke lykkedes, så derud igen og se at dørene var låst. Hvis det nu lykkedes trods alt, så kunne jeg lige pludselig se for mig at det ikke virkede til min gamle GPS eller den gik i stykker. Jeg besluttede derfor at købe en ny og den kostede 200 dollars. Havde jeg købt kortet i Danmark havde jeg betalt 250 dollars, så det var en god nok forretning, og den nye GPS fungerer bare og kan snakke dansk selvom jeg kører rundt herovre.

Da ekspidienten i butikken havde solgt mig en GPS, ville jeg da gerne have den, men det er ikke sådan lige i USA. Han havde nemlig ikke nogen nøgle til det tremmebur hvor de lå indeni. Han var ikke godkendt til at gå med nøgle endnu, så han måtte først have fat på en anden der vra blevet clearet. De er sku skøre de amerikanere. Hvorfor ansætter de en de tror vil løbe med alle varene, hvis han får en nøgle.

I morgen må jeg planlægge en anden rute end jeg oprindeligt havde i tankerne da hele New Orleans er evakueret, men jeg skal lige se hvor orkanen rammer inden jeg beslutter mig for en rute.

Ud og oplev med DSB

Det var ellers noget af en tur med DSB i går. Jeg var blevet ret varm at at slæbe på mine 55 kg bagage, så jeg ville godt ud på toilettet og finde noget papir og tørre sveden af. I den ene ende af toget virkede toiletterne ikke. Den flinke stewardesse sagde at man bare kunne bruge dem i den anden ende. Der nede virkede toiletterne heller ikke og en anden stewardesse sagde at man bare kunne bruge dem i den anden ende. De var begge lige stået på og havde ikke overblik over hvordan det så ud, men fakta var at der ikke var nogen af toiletterne der virkede. Det blev dog arrangeret sådan at vi skulle skifte tog i Fredericia. Men DSB gav mig flere oplevelser. Da jeg her til morgen skulle med et tog fra banegården 4.43 ud til lufthavnen, kom jeg til en lukket dør fra den side jeg kom. Jeg måtte så med alt min bagage gå om på den anden side af banegården, bare for at konstatere at den også var lukket. Det viste sig at om søndagen lukker banegården først op klokken 5.30, selvom det første tog går klokken 4.43. Der var en anden jyde som også skulle have været med toget, så vi delte en taxi ud til lufthavnen.

Jeg boede på en hotel i Istedgade, hotel Nero. Det kostede kun 420 kroner for et værelse, men så var bad og toilet også på gangen. Værelset var pænt og rent, men der var nu heller ikke meget de skulle holde rent. Værelset var en meter længere end sengen, så døren kunne lige lukkes op. I bredden var der heller ikke meget at give af. Værelset var 1 ½ meter bredt i alt, så jeg måtte kante min bagage ind. Men det var ganske udmærket for jeg skulle jo bare sove et par timer inden jeg skulle videre.

Jeg var lige ude og kigge i Istedgade inden jeg skulle sove. Jeg skulle lige have en vand og en sommersby. Gaden er godt nok ved at have mange hoteller, men det jeg boede på lå tættest på banegården og var det billigste. På gaden var der nogle enkelte luddere og de var alle sammen sorte, og så var der lige en enkelt som ville sælge mig coke, men det var kun vand og cider jeg var på udkig efter.

Gustav og mig

I følge min plan rejser jeg søndag morgen fra Kastrup over Frankfurt til Houston i Texas. Der vil jeg tage 2 overnatninger inden jeg kører videre til New Orleans. Det var i hvert fald planen.

Men jeg har lige set i tv at der er en hurricane på vej mod New Orleans, og man er begyndt at evakuere personer der og at der vist nok er lavet undtagelsestilstand. For 3 år siden kom der en anden hurricane, Katarina på besøg i New Orleans og der er fortsat en del områder der slet ikke er bygget op. Der er stadigvæk en del som ikke er kommet tilbage endnu efter sidste gang. Det er meningen at jeg skal bo hos et Hospitalityclub medlem, og han fortalte mig for en måned siden at nu var der en del af hans gamle naboer der endelig var ved at komme tilbage. Men nu må de væk igen. Det er ikke sikkert at det bliver til en hurricane. Lige nu er det en tropist storm, men de plejer at udviklesig, at samle kræfter når der drøner hen over den mexicanske golf. I følge de sidste prognoser skulle den ramme New Orleans på mandag, dagen før min planlagte ankomst. Det kunne være spændende at opleve, men det er alligevel synd for de mennesker det går ud over. Og I USA er det de fattigeste der rammes hårdest. Måske kan jeg slet ikke komme i nærheden, men det finder jeg ud af på tirsdag.

God bless America - mon det betyder at Gud blæser på Amerika???

Pas på USA

Tidlig søndag morgen tager jeg en flyver til USA. Jeg skal godt nok lige over Frankfurt, men så lander jeg i Houston, Texas lidt over middag.

I de næste 2 ½ måned drager jeg rundt i USA, kører i en Cabriolet, overnatter i en masse naturparker med telt, ser på nogen ad de store byer og deres "farlige" natteliv og endelig, hvis jeg får tid vil jeg måske afse tid til at besøge USA´s næste præsident, Barak bin laden. Nå nej Barak Obama. Det var bare lidt "sort" humor. Det er man jo nødt til at sige, derovre, får de amerikanere forstår ikke en skid humor :o)